De sidste fire år har alle i Vanløse kunnet gå på lovligt æblerov i haverne hos andre Vanløse-borgere. Det er den årlige »Vanløse Deler Frugten«-dag, der giver alle mulighed for at få fyldt efterårsdepoterne op med æbler.
Som indkøber i Københavns Fødevarefællesskab med en afdeling i Vanløse er det selvfølgelig mildt irriterende, at man ikke bare kan bestille æbler til afdelingen derude.
Men som indkøber i Vanløses Føtex-butik må det være vildt irriterende at skulle brænde inde med alle de (importerede) æbler – som godt nok er købt svinebilligt, men som alligevel repræsenterer en udgift og et spild for varehuset.
Og fordi æblerne er gratis, er det også irriterende for økonomer af den klassiske type. Det er nemlig dårligt for BNP, bruttonationalproduktet.
Den hellige størrelse, hvorimod al menneskelig stræben efter lykke må vende sig, skal man tro rigtig mange økonomer (eller, som jeg ynder at kalde dem: Krematistikere).
Men måske er det slet ikke så simpelt.
For sæt nu, at de Vanløse-borgere uden egen frugthave, der bliver lokket til at tage mod de gratis æbler alene af den grund begynder at spise mere frugt, end de ville have gjort, hvis de skulle have købt frugten i Føtex?
Og sæt nu, de dermed bliver sundere, og derfor belaster de offentlige sundhedsbudgetter mindre?
Og sæt nu, de dermed lærer at engagere sig i lokalsamfundet og derved skaber et (lokal)samfund med større sammenhængskraft og mindre sandsynlighed for social segregering?
Så har nedgangen i BNP jo ført noget godt med sig: Gladere mindre syge syge borgere og et bedre samfund med en større sammenhængskraft.
[bctt tweet=”Det, der er godt for bruttonationalproduktet, er ikke altid godt for samfundet!”]
Det er et praktisk eksempel på det Maurizio Pallante, lederen af den italienske Muovamente per la decfrescita felice – på dansk Bevægelsen for lykkelig, negativ vækst – fortalte om på sidste års Terra Madre i Torino.
Bevægelsen arbejder ud fra en teori om at det i mange henseender er muligt at skabe et bedre samfund gennem initiativer, der nedsætter BNP – og dermed vækst.
Selvfølgelig er der områder, hvor man ikke bare kan gennemføre en negativ vækst – men indenfor enhver virksomhed er det muligt at foretage en livscyklusanalyse, der kan afgøre, om en alternativ produktionsmetode eller en udfasning af produktet til fordel for et andet ikke vil kunne medføre et bedre samfund.
Også selv om det foregår på bekostning af det hellige BNP.
Negativ-vækst-bevægelsen arbejder på tre planer:
- Livsstil, herunder selvforsyning og opbygning af en fælles videnbase
- Politik, herunder etablering af lokale grupper, der skal tage initiativ til konkrete tiltag
- Ny teknologi, herunder også afdækning af hvilke teknologier, der kan reducere det økologiske fodaftryk (fx smart grid, elforsyningsystemer, hvor forbrugerne også er producenter, nedbringelse af affaldsmængder og efterspørgsel, fx gennem deleøkonomi)
På madområdet er det i hvert fald let at se, hvordan man kan begynde. Det begynder i det små, med initiativer som »Vanløse Deler Frugten«, og det er den model, der med rimeligt enkle metoder kan skaleres op.
2015 bliver forhåbenlig året, hvor de byhaver, der allerede findes, har muligheden for at blive skaleret op (fra »tre hippier og en europalle« til egentlige, højtydende bylandbrug), og det bliver forhåbentlig også året, hvor nye måder at dele jordens fælles goder på kommer til udtryk.
Med en parafrase over Larsen-Ledet: Ned med den fordømte vækst.
Skriv et svar