Thursday, 5 Dec 2019

Fedmeepidemi I: Stram op, tykke

Politiken har hen over sommeren kørt et tema om overvægt under overskriften Store Mennesker. Baggrunden: Andelen af svært overvægtige danskere er fordoblet på 20 år, så cirka 600.000 voksne danskere nu lider af fedme.

I en megafon-undersøgelse med 1010 deltagere mener 86 % de overvægtige selv er skyld i deres situation – mens 4 % mener det er “venner og familie” eller “samfundet”, der har ansvaret. Det er de tykkes eget ansvar. De skal stramme op. Den holdning glæder Simon Emil Ammitzbøl, der er gruppefører og politisk ordfører i Liberal Alliance. I blogindlægget Æd dig selv! skriver han bl.a.:

»De fleste, der vejer for meget, er selv skyld i det. Det ved danskerne heldigvis godt. Og derfor handler det først og fremmest om tage sig sammen. Og tage ansvar for sit eget liv. Og enten acceptere lidt for høj vægt. Eller også tage fat og gå på kur«.

Det, Politiken i virkeligheden har gang i – i Ammitsbølls optik, ja man fristes næsten til at tillægge ham Søren Krarups term Systemet Politiken– er at udstille de overvægtige og fede som ofre, hvorved overvægt gøres til et problem, »den totalitære sundhedsdebat få endnu en tak opad og det store flertal glæde sig over deres uendelige almindelighed«.

Liberal Alliance er tilhængere af markedsøkonomi og økonomisk liberalisme. Markedet kan regulere alt, påstås det. Men det er nu ikke helt sandt: Når det gælder folkesundhed er markedsøkonomien efter denne bloggers ydmyge opfattelse lige til at lukke op og skide i. Markedet er nemlig god til en ting – at generere et overskud. De fleste tilhængere af den type markedsøkonomi fortjener i virkeligheden ikke betegnelsen økonomer.

Økonomi kommer af det græske ord for husholdning. Som enhver ved er en god husholdning baseret på langsigtet planlægning, på tilbageholdenhed og mådehold i visse sammenhænge og på ødselhed i andre. Der er plads til begejstring uden at det nødvendigvis skal kunne aflæses på bundlinien hver gang. Og det er der faktisk også i den klassiske økonomiske teori, disse markedsøkonomer bekender sig til. Adam Smith indleder således The Theory of Moral Sentiments med ordene:

»How selfish soever man may be supposed, there are evidently some principles in his nature, which interest him in the fortunes of others, and render their happiness necessary to hom, though he derives nothing from it, except the pleasure of seeing it«.

Markedsøkonomer af den hårdkogte slags er i virkeligheden krematistikere. Aristoteles’ betegnelse for folk, der kan tjene penge. Krematistikken adskiller sig fra økonomien ved at være kortsigtet  – se for jer, om I vil, et gulv fuld af Ellemannske hysteriske kællinger, der råber sælg sælg – den vurderer den økonomiske gevinst for den enkelte, ikke for samfundet som helhed, og endelig er det en ophobning af goder og deres brugsværdi, der er basis for den økonomiske vurdering – i stedet for alene brugsværdien – i den mest groteske form ses det i hedge funds og handelen med derivater.

Den økonomiske hardcore-liberalisme, den officielt sanktionerede kremastitik, om man vil, har sin egen bibel. Ayn Rands Atlas Shrugged. Det er den bog, Liberal Alliances sugar daddies i Saxo Bank uddeler til alle deres kunder.

Den økonomiske hardcore-liberalisme fik sit banestød den 23. oktober 2008, da den forhenværende chef for den amerikanske nationalbank, Alan Greenspan – en ivrig beundrer af Ayn Rand og deltager i hendes studiekredse mødte op for The House Committee on Oversight and Government Reform for at forsvare sine økonomiske beslutninger og blev tvunget til at trække i land med erkendelsen af at:

»I found a flaw in the model that I perceived is the critical functioning structure that defines how the world works, so to speak«.

Jeg har også fundet en brist. Vi befinder os nemlig i det, Michael Pollan har kaldt det amerikanske paradoks: Aldrig har vi vidst mere om sammensætningen af det, vi spiser eller om hvad der sker med det i kroppen – og aldrig har vi været federe.

Men det er mildt lattervækkende når alle flokkes om de trug, der hedder henholdsvis markedet og det personlige ansvar, hvis man ser lidt på den nyere historie. Selvfølgelig har vi selv ansvaret for hvad vi spiser. Men der er en – jeg fristes til at kalde det baggrundsstråling, der gør, at vores kost har ændret sig. Staten har nemlig – uden systemet Politikens indblanding – haft stor indflydelse på vores kost siden anden verdenskrigs afslutning.

Både i EU og i USA har man op gennem tiden i varierende grad støttet produktionen af fødevarer – især sukker og fedt – og det i en sådan grad, at The International Obesity Task Force i 2006 kunne sætte fingeren på det som en af hovedårsagerne til fedmeepidemien:

»The relative price of different foods was the target of all major government policies after the Second World War , when meat, milk, butter and sugar were shown to benefit the growth in height and weight of children, and also to maintain the working capacity of adults. This cheap food policy, focused on these commodities, became the priority so that even the poor could purchase these “essential” foods. For decades there has been a sustained subsidy of agriculture production amounting to hundreds of billions of dollars, with a remarkable fall in the relative prices of the prioritised foods. After 50 years the result is that the food chain is now dominated by fats, sugars and meat with huge industrial groups now fighting to maintain their market share in a food supply chain, which has become distorted and dominated by cheaper oils, starches and sugars. FAO projections show that food insufficiency is largely no longer the principal issue with marked increases in the availability of oils, of other fats and sugars, as well as meat; these are now projected to become even more abundant in the next 30 years«

Hvis man ser på vægtfordelingen i en befolkning vil den som regel følge en Gauss-kurve, eller være normalfordelt. Jeg vil godt sætte et happy meal på at de 600.000 fede netop ikke udgør en ekstra top på Gauss-kurven – men snarere at hele kurven har rykket sig mod højre.

gausskurve

I dag er det profitabelt – politisk eller økonomisk – at fastholde det individuelle ansvar for vægten. Det kan under ingen omstændigheder betale sig at lave om på det grundlæggende fødevaresystem – hvis en poliker så meget som forsøger på det bliver der straks råbt madfascist. Fedmeepidemien fortsætter, og lad os lige give det sidste ord til Herman Lelieveldt fra Roosevelt Academy i Middleburg, som i forordet til Food and Fat European Style anfører tre observationer, der er ens hvad enten man taler om sundhedspolitik i Europa eller i USA:

»The first is that many of the public interventions that are proposed and implemented focus on increasing physical exercise as a way to tackle the imbalance between caloric intake and expenditure. We are essentially looking at an infinite number of variations on the advice Brillat-Savarin’s gave almost two hundred years ago when he told the obese to ‘exercise on foot or on horseback’ (Brillat-Savarin 1970 [1825]: 217). But being more active came in as his last recommendation. ‘Discretion in eating’ was the first one, and for good reasons because research shows that it is much more effective to reduce caloric intake, than trying to burnoff extra calories. Governmental efforts on this side of the equation are however very modest and mostly limited to better informing consumers about healthy choices, a strategy that is embraced by the food industry. More invasive measures such as a fat-tax or the restriction of sales of certain foods are beyond imagination.

A second related observation pertains to the policy instruments that are being employed in the fight against obesity. Just as in the US, we also witness in Europe a very strong reliance on self-regulation as the preferred mode of policy making. There is a relentless effort of specific interests such as food producers and many other interested commercial parties (like advertisers) to make sure that they can stay in charge as long as possible when it comes to regulating their own behavior. In Europe such a self-regulatory climate fits the consensual nature of decision-making in which dialogue and good intentions are usually preferred to hard regulation.

A final observation relates to the vexing problem of attributing responsibility with regard to the problem of obesity and its consequences and allowing a helping hand from the government. By now the official reading in many policy documents, such as the EU White Paper, is that both the individual and society share the blame for this health crisis. But even if we would allow for biological differences which make some people more prone to becoming overweight, and for environmental factors that provide contexts in which it may be difficult not to gain weight, there are individual decisions and actions at the end of this chain of command. Whilst one would to some expect a willingness of people to accept a helping hand in helping to keep their weight under control, some of the case studies clearly show that citizens themselves want governments off their backs. Whilst many public institutions such as schools and health care facilities feel responsible to do something about the problem and are in fact willing to take drastic measures to achieve results, it turns out that citizens experience this as paternalism or an outright violation of their individual autonomy«.

Fortsættelse følger …

3 thoughts on “Fedmeepidemi I: Stram op, tykke

  1. Super godt indlæg, jeg synes dog at overskriften er for stødende i forhold til at indlæget også er relvant for overægtige at læse. Jeg har ikke slået den op på min facebook, da jeg ikke ønsker at støde nogle af de overvægtige i min omgangskreds…

  2. Overskriften er udelukkende valgt for at lokke husarerne til – den afspejler den holdning, jeg så afspejlet i aviserne: 86 % mener det er de overvægtiges egne skyld. Husarerne er måske ikke så meget de overvægtige som de 86 %, der trænger til en øjenåbner.

    I denne serie forsøger jeg at indkredse et mere komplet billede … Og nu skal jeg så i gang med del II, III og IV – der bl.a. også skal handle om hvordan og hvorfor vi har glemt at have et fælles ansvar for det, vi spiser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *