Thursday, 20 Jun 2019

Klap kaje med de klappegrise

landrace_lokkemadI forgårs skrev Politikens debatredaktør, Christoffer Emil Bruun, om den danske svineproduktion, at den fra at være vores varemærke er blevet et symbol på forfald. Med udgangspunkt i Mikael Wittes tegning med de sunde og penicilinstruttende svin, slutter han sit indlæg, »Vi er blevet nogle resistente svin« med ordene:

»I dag er vores svin sindbilledet på de problemer, velfærdssamfundet står over for i den globale virkelighed, hvor produktivitet prioriteres over alt andet. Den kulturelle overklasse har svigtet, naturen er blevet en reklame, industrisamfundets vogtere har forklædt sig som ansvarlige redningsmænd, og græsrødderne er visnet. Jo, både svin og mennesker i Danmark er sunde – vi strutter af stress og er resistente over for alle advarsler om, at vi er igang med at ødelægge naturen«

Bruun hævder bl.a. at vejen til en bedre kødkultur begynder med forbrugeren – det skal være slut med at købe et bjerg svinekoteletter i Fakta til 20 kroner – men at den også involverer landmanden

Det kan man selvfølgelig ikke sidde overhørig i landbrugstoppen – og Søren Gade(s skribenter) kan allerede i dag levere en replik med overskriften »Klappegrise kan ikke brødføde os«, hvor han bl.a. skriver:

»Vi kan ikke brødføde verden med skovgrise, der nusses bag ørerne. Når Politiken derfor antyder, at den gode dyrevelfærd vælges med indkøbsvognen, er det en sandhed med udeladte konsekvenser. De er fint med økologi og nicher, men det bliver ikke til aftensmaden for det store flertal«

Og Søren Gade(s skribenter) kan sandelig også hive et par gamle travere af stalden: Verdens befolkning vokser fra 7 milliarder til 9 milliarder mennesker frem til 2050. Dansk Landbrug skal være med til at mætte alle de mange munde. Gade(s skribenter) konkluderer, at:

»Bæredygtig intensiv produktion er vejen frem, og det indebærer antibiotika til syge dyr og sprøjtemidler mod ukrudt. I det setup skal vi gøre tingene bedst muligt. For danskerne og landmændene, dyrene og miljøet«

Søren Gade har fuldstændig ret i det sidste: Bæredygtig intensiv produktion indebærer antibiotika til syge dyr. Men når dyrene bliver syge fordi de bliver presset til det yderste, vil jeg mene, man i stedet for at være gavmild med doseringen af antibiotika burde se om ikke man kunne gøre det bare lidt bedre. Syge dyr skal have antibiotika, men det bør hører med til god praksis at forsøge at undgå at gøre dyrene syge.

Jeg tænker bl.a. på fravænningsdiarre, hos Videnscenter for Svineproduktion beskrevet således: »Diarré i fra 3. til ca. 10. dage efter fravænning skyldes opblomstring af colibakterier i fordøjelsessystemet som følge af skift i miljø- og foder« med symptomerne: »Grisene har ofte en ynkeligt pibende stemme og indfaldne øjne, indfaldne flanker og synes strithårede. I de mildere tilfælde udvikler grisene diarré i forskellige grader, som ubehandlet kan medføre utrivelighed, og evt. at grisen dør«.

Det skift i miljø og foder, VfS taler om, er selvfølgelig skiftet fra soens mælk til smågrisefoder. Jo tidligere grisen vænnes fra, jo større er risikoen for fravænningsdiarre – smågrisenes immunsystem modnes helt op til de er seks uger gamle – mens smågrisene i dag fravænnes når de er fire uger gamle.

Det er selvfølgelig ud fra en ren økonomisk kalkyle. Går en gris en ekstra uge hos soen, betyder det, at der er yderligere risiko for at soen får liggesår, at den skal have ekstra foder, at der går længere tid inden den igen kan insemineres.

Når soen sådan ligger og fiser husleje af betyder det en forskel på hele 1,2 grise pr årsso – altså at den føder 1,2 gris (som stadig er i live 5 dage efter fødslen) mindre pr. år. Og ikke nok med det: Pattegrisene skal have mere af det dyre pattegrisefoder (som de små svin ovenikøbet har det med tabe ned mellem tremmerne).

Det er bedre at have kvindelige ansatte i farestien fordi de har spinklere arme, og derfor kan få armen længere op i soen, skriver Lone Vitus i "Under Landet". Her er det en af de lettiske landbrugsmedhjælper hos "frontløberen" Anders Nykjær, der assisterer ...
Det er bedre at have kvindelige ansatte i farestien fordi de har spinklere arme, og derfor kan få armen længere op i soen, skriver Lone Vitus i “Under Landet”. Her er det en af de lettiske landbrugsmedhjælper hos “frontløberen” Anders Nykjær, der assisterer …

Og jo, selvfølgelig får økologiske pattegrise også fravænningsdiarre. Det skyldes ikke kun at immunsystemet ikke er modnet, der er også stress og andre faktorer på spil – de økologiske grise må bare først fravænnes fra de er syv uger gamle. Det betyder, at der er det bedre tid til at vænne grisen til “rigtigt” foder og til at eksperimentere med »forebyggende fodringsstrategier«, som det så smukt hedder, bl.a. ved at give grisene mælkesyrebakterier i foderet.

Hos en konventionel svineproducent er der kun tid til at give antibiotika i foderet – er der en, der hoster i hjørnet, får foderet en håndfuld tylan (når dyrlægen ordinerer, og det må hun eller han gøre tit, skal man tro de seneste tal – i 2012 steg forbruget i landbruget med 5,5 % til 112.235 kg, hvoraf de 77 % anvendes i svineproduktionen).

Det har konsekvenser. Hans Jørgen J. Kolmos fra Odense Universitetshospital skrev i en leder i septemberudgaven af ugeskrift for læger, at der er to millioner svin i Danmark, der er smittet med MRSA (Methicilin-resistent Stafylococcus aureus, en betegnelse for stafylokok-bakterier, der er resistente over for alle, alle, typer antibiotika, slut med behandling af den bulne finger og tandbylden) – og opfordrer til handling:

Handelen med MRSA-smittede dyr skal behandles, myndighederne skal samarbejde om at begrænse smittesprednin – Fødevarestyrelsen skal samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Arbejdsmarkedsstyrelsen, og ikke, som det nu er tilfældet, kun videregive oplysningerne til branchen, som af gode grunde ikke er interesserede i at røbe, hvor kilderne er – og ikke mindst:

»Forbruget af bredspektrede antibiotika og metalliske vækstfremmere skal sænkes drastisk, fordi det er den egentlige årsag til at MRSA og andre multiresistente bakterier trives i svinebesætninger. Det kræver ændringer i produktionsformen: bedre hygiejne og dyrevelfærd, anden staldindretning m.m. Det er besværligt, men der er ingen vej udenom. Danmark har verdens største svinetæthed. Hvis svineproducenterne vil fastholde og og udvide produktionen, må man tilpasse produktionsformen, så resistensudvikling og andre skadevirkninger på miljøet minimeres. Der er brug for handling nu, lad os se at komme i gang«

Men som Christoffer Emil Bruun lidt er inde på, kræver det en mentalitetsændring hele vejen igennem. Fra forbrugeren til landmanden – fra bord til jord og tilbage igen.

Måske kan man hjælpe forbrugerens beslutning lidt på vej med en lille, for mig, overaskende oplysning fra DANMAP og Hans Jørgen J. Kolmos’ leder:

Hver tiende pakke danskproduceret svinekød indeholder MRSA.

MRSA, som er grunden til at jeg sidst, jeg frekventerede sygehusvæsenet (en lille ublodig rulletur over en taxakøler for snart tre år siden – det var chaufføren, der var uopmærksom), blev spurgt om jeg selv eller nogen i min familie arbejdede med svineproduktion inden personalet på skadestuen overhovedet begyndte nogen form for undersøgelse.

Hvilket igen er et interessant eksempel på det, der kaldes eksternaliserede udgifter: Havde jeg arbejdet med svineproduktion og skulle jeg indlægges, ville konsekvenserne muligvis havde været et ophold på enestue i karantæne. Et ophold, der ville være blevet betalt af skatteyderne – og på længere sigt en bombe under folkesundheden – som dybest set skyldes kortsigtet profit fra en enkelt befolkningsgruppe, af bl.a. Kjeld Hansen og Niels Mulvad opgjort til 11 svineproducenter.

Wham bam, thank you Ulrich Beck.

Og så er der lige den anden halvdel af Søren Gades retribut. Den ældgamle traver med at vi bliver ni milliarder mennesker på jorden i 2050 og at dansk landbrug skal øge produktionen for at være med til at undgå den globale og totale hungersnød.

Yadayadayada.

I 2009 producerede hele verden kalorier nok til at brødføde 11 milliarder mennesker. For det første er de bare pissedårligt fordelt og for det andet er de produceret på en måde, der ødelægger planeten. Fødevareproduktion, som den foregår i dag, er den mest klimabelastende menneskelige aktivitet, der findes. Og den danske svineproduktion er godt med i opløbet: For at fodre de danske svin, lægger vi beslag på et område i Sydamerika på størrelse med Sjælland.

Og en helt tredje ting: Syd for Sahara lever de altså hverken af svinekød, mink eller af de 133.000 hektar med raps (som er lavet til biodiesel). Dansk landbrugs bidrag til at løse de globale hungersnødsproblemer, hvis vi bare bliver ved med at producere mere af det samme, bliver mi-ni — wait for it — ma-le.

De lever til gengæld heller ikke af klappegrise.

Men økologi indgår i løsningen på verdens problemer – på en lidt anden måde. I 2010 kom FN’s særlige rådgiver på fødevareområdet, Olivier De Schutter med sin rapport til FNs menneskerettighedskommission. Jeg har tidligere omtalt rapporten, som omtaler agroøkologi som det bedste bud på hvordan man løser verdens hungersnødsproblemer.

Schütters oprindelige rapport til FN kan læses her. Jeg genudsender konklusionerne fra 2010, og understreger til benefice for Søren Gade, at agroøkologi altså ikke betyder klappegrise. Agroøkologi betyder:

  • Større høstudbytte – bl.a. ved at bruge biodiversitet (ikke kun sædskifte, men også ved at inddrage insekter, fisk, dyr, jordbundens mikroorganismer og træer i produktionen) og bedre kvælstoffiksering. Studier af 286 agroøkologiske projekter i 57 fattige lande har vist at udbyttet på 12,6 millioner landbrug steg med 79 % i gennemsnit – for enkelte afgrøder var stigningen endnu større end gennemsnittet (fx cassava, hvor stigningen var op til 150 %, og pudsigt nok så man i studierne den største udbyttestigning i Afrika)
  • Mindre fattigdom / gevinst for staten – Bønder får et større udbytte og bliver derfor mere selvforsynende, mere tilbøjelige til at investere og mindre afhængige af statsstøtte, samtidig bliver der skabt nye jobs (fx folk, der kan anlægge marker eller bygge det udstyr, der er nødvendigt i agroøkologisk jordbrug – og nej, det er ikke nødvendigvis traktorer) og det bliver mere populært at arbejde i landbruget ser man i Brasilien: Nu er der skygge under træerne og man slipper for at vade rundt i en sky af kemikalier dagen lang
  • Forbedret ernæring – den grønne revolution fokuserede på afgrøder som majs, hvede og ris som er dårlige kilder til proteiner og mikronæringsstoffer. Øget afgrødediversitet i landbruget i de fattigere lande vil give bedre generel ernæringstilstand, mindre børnedødelighed (vha konservering også i de ‘magre’ sæsoner). Gyldne ris og andre tech fixes? Nætak. Varieret kost
  • Tilpasning til klimaforandringer – modstandsdygtigheden mod ekstreme variationer i vejret bliver større, når biodiversiteten stiger. I 1998 fulgte man orkanen Mitch og dens hærgen, og det viste sig at de landbrug, der var dyrket efter agroøkologiske principper havde mistet mindre af det øverste jordlag og led mindre økonomiske tab end de konventionelle. Læg hertil bedre modstandsdygtighed mod de nye sygdomme og skadedyr, der viser sig i et varmere klima samt større uafhængighed af fossile brændstoffer
  • Bedre videnspredning – agroøkologiske metoder bliver typisk udbredt gennem praksisser i netværk på basis af eksisterende viden, altså ingen dyre og langsomme landbrugskonsulenter (som måske endda først skal hives op af Hugh Grant’s lomme (nej, ikke skuespilleren)), og hvis en stat ønsker at støtte den slags, speeder det bare processen op

PS: Vi lever i en kompliceret verden. Hvis man vil producere billig mad til mange, er man afhængig af at ens ansatte får en lavere løn end de mange, man producerer maden til. Billige tomater i supermarkedet betyder – fordi tomater er en af de afgrøder, der er personaletunge – at der i Californien og Syditalien render en del mexicanere hhv. afrikanere rundt med ondt i armene, åndedrætsbesvær og andre gebrækkeligheder, som de ikke kan få kureret, fordi de ikke har opholdstilladelse, ikke har mulighed for at transportere sig til lægen og i øvrigt ikke kan betale for behandlingen. Så de ligger lige så stille og hiver efter vejret i deres papkassehytter og håber på at der er bare en smule tilbage af de slavelønninger, de næsten ikke får for at plukke tomater, når sæsonen er forbi eller når de dør, så konen og børnene hjemme i Cancun eller Yaoundé i det mindste får lidt kompensation ud af det. Man kan trække paralleller til de kolonnearbejdere, der tager arbejde på Danish Crowns, Poldanors, Saerimners og Smithfields produktionsanlæg og slagterier i Polen, Ukraine og Hviderusland, og konkludere med Lorenzo Trucco fra ASGI, som på sidste års Terra Madre sagde, at den globaliserede fødevareproduktion fremskynder slaveriets genkomst. Og man kan ønske sig et mindre globaliseret system, men så vil man uvilkårligt løbe ind i et nyt paradoks: For i 2009 passerede vi en magisk grænse, og mere end halvdelen af jordens befolkning lever nu i byer – hvordan får folk i Mexico City, Tokyo eller for den sags skyld bare London friske grøntsager hver dag? Beats me. Og Søren Gade har heller ikke løsningen, men hvis vi producerer klappegrise til meget rige mennesker i vores nærområder, kan vi i hvert fald aflønne vores folk ordentligt, capice?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *