Thursday, 20 Jun 2019

Fristil om Feriefriturens lyksaligheder

tourist_trapFor en tre-fire år siden skrev en af Politikens lederskribenter om udbuddet af mad i sommerlandet – efter hukommelsen – at det er et burgerhelvede, og at man skal være heldig, hvis man kommer hjem fra sommerferieopholdet uden at have taget tre-fire kilo på. Det har ikke ændret sig væsentligt. I rapporten fra Erhvervs- og Vækstministeriets Vækstteam [sic!], hedder det nemlig om Kystdanmark:

»En stor andel af de udenlandske turister har en lav vurdering af de madoplevelser, som de bliver tilbudt i Danmark. Problemet knytter sig især til kystturismen og det dominerende udbud af fastfood«

Når jeg drager på en af mine ture i sommerlandet slår det mig som regel også – der er langt mellem snapsene på det kulinariske område. Jeg nævnte for spøg for en af mine bekendte – efter at vi under et sommerophold ved Vestkysten havde passeret de første ti boder med præcis samme fladtrådte menu af burger, frites og sodavand – at der måtte være et marked for om ikke andet så den gode burger med de gode, håndskårne frites, den gode bolle og en salat, der har bid og smag og er andet end afdød iceberg og grønsur tomat med fars nylon.

Det mente han ikke der ville være: Folk vil ikke betale for det, siger han.

Men personligt synes jeg det er for nemt blot at give »forbrugeren« skylden – ligesom man heller ikke kan give »forbrugeren« ansvaret for supermarkedernes udbud, er det min overbevisning, at der også her ligger dybere, økonomiske strukturer bag den kulinariske misère.

Se nu for eksempel på idrætshallerne: Her har det i mange år været samme sølle udbud af føde som i Kystdanmark, der dominerede billedet – og man kan sige meget om Tulip, Cola, Flensted og Paaskebrød, men mindeværdige kulinariske oplevelser til massemarkedet har de ingensinde været i stand til at levere.

I idrætshallerne er det relativt let at sætte fingeren på det ømme punkt: Ofte er der tale om et hul-i-væggen-cafeteria, der skal drives af den samme person, som skal vaske gulve, fjerne tyggegummi fra stolerækkerne og hår fra brusernes afløb.

Maden bliver prioriteret lavt.

Og når man prioriterer maden lavt, er vinderprodukterne de produkter, der kan holde sig længe, frosne, og som er lette at tilberede – med Carlos Monteiros betegnelse – ultraprocesserede – produkter uden egentligt næringsindhold og uden andre organoleptiske kvaliteter end lige præcis at tilfredsstille de laveste behov for salt, sukker og fedt.

Lidt på samme måde står det til i Kystdanmark. Her er ikke nogen kulinarisk tradition, der skal videreføres, her er ingen innovation – for Fanden da, her bor næsten ingen om vinteren. Og dem, der bor her, går ikke ud og spiser, de nøjes med det, de producerer selv, det, de har i fryseren eller for nogens vedkommende det, de slæber hjem fra nærmeste Bilka eller grænsebutik.

Om sommeren er det noget ganske andet: Da strømmer turisterne til, og noget må der gøres. Og på den måde (i det klassiske danske mix af fiffighed og vindskibelighed) er Kystdanmarks kulinariske Klondyke opstået: Der er guld i bakken, men vi gider sgu ikke have bøvl med alt det gastronomihejs.

Enter Tulip, Cola, Flensted og Paaskebrød – og den lokale købmand, der i anledningen af turistsæsonen forhøjer prisen på papvin, billige pilsnere og grillbakker med Gammelfleisch.

Men lige præcis den indstilling er nu gået hen og blevet forslidt. For Heinz und Hannelore har ikke længere nødvendigvis campingvognen fyldt med tyske madvarer – en af globaliseringens positive følger er modbevægelsen, flere begynder at interessere sig for det lokale. Og arrogant bastards som yours truly kræver selvfølgelig ordentlig føde, når vi en sjælden gang bevæger os uden for det københavnske latte-helvede.

Problemet er så bare, at vi i al den tid, det har virket at lave Kystdanmark om til en stor frituregryde, samtidig har fuldstændig afskaffet den kulinariske infrastruktur, der skal til for at skabe en destination, der, i turistbranchens terminologi, giver mig og de andre turister reason to go.

Kulinarisk infrastruktur handler om noget så basalt som at have kendskab til hvor man skal skaffe råvarerne og hvordan de skal behandles. Det handler om noget så knap så basalt som at sikre, at der er et folkeligt grundlag for at udvikle, vedligeholde og præsentere og servere den gode mad for turisterne – og off season også for de lokale.

Og der er selvfølgelig en sammenhæng til den øvrige infrastruktur og sammenhængskraft i landet generelt.

Man kan med andre ord godt lave en national strategi specifikt på turismeområdet, men hvis den ikke ledsages af en strategi for hvordan vores land (og kyst) områder skal udvikle sig generelt – en strategi, der bl.a. også kan sikre, at det bliver attraktivt at bosætte sig i mindre provinsbyer, en strategi, der tilgodeser mindre, artsdiverse og innovative, gerne økologiske, landbrug – som er dem, der kan levere råvaren til den kulinariske infrastruktur, lad blot industrilandbrugene levere til Tulip, Cola et al. – nytter det som en skrædder i Helvede.

Man kunne hypotetisk starte som i idrætshallerne: Finde de fyrtårne og ildsjæle, der vil vende op og ned på madudbuddet langs kysten – og som får støtte af det fra lokale og nationale myndigheder. For de findes – der er jo masser af gode råvarer derude (spørg de lokale, hvis de da vil ud med det) – og kigger man sig lidt omkring er der også masser af engagerede, unge kokke: Bortset fra »pandekager med banan og nutella«-helvedet på Strøget har den københavnske beslutning om at tillade salg af mad fra mobile stader faktisk sat gang i innovationen – hvorfor ikke lære lidt af det?

Men vi er jo i konsensuslandet Danmark.

Så jeg ser allerede for mig delegation efter delegation af midaldrende slipseherrer og spadseredragtkvinder, der skal på ture i Andre Lande.

Og jeg ser allerede for mig Den Nationale VæktStrategi på TurismeOmrådet, nu med inspiration fra agriturismo i Italien, Spanien og Frankrig, for de er nu så dygtige, dernede.

Og jeg tænker »så gik der da tid med det«, og jeg lukker øjnene og forestiller mig allerede hvordan frituregrydernes syden vil overdøve marehalmens hvisken, også de næste mange, mange somre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *