Saturday, 20 Jul 2019

Please, blame the casino, not the players …

»Hvad vil de danske forbrugere, når de køber frugt og grønt?«, spørger Torben Lippert, konsulent i Dansk Gartneri i dagens udgave af Politiken. Han undrer sig over, at forbrugerne på en og samme tid tillader sig at være bekymrede over fødevaresikkerheden.

I en meningsmåling fra epinion svarede 6 procent af respondenterne at de inden for det seneste år er blevet mindre eller meget mindre trygge ved de forhold, deres frugt og grønt er blevet produceret under. Samtidig er importen af frugt og grønt – også de varer, vi selv producerer – steget markant de seneste 20 år, og det på trods af at Fødevarestyrelsen siden 2008 har tilbagekaldt frugt og grønt 44 gange, heraf var der kun fire sager med danske producenter involveret.

»Det tyder på at forbrugerne ikke altid handler i overensstemmelse med deres gode intentioner«, mener Torben Lippert.

Men helt så simpelt tror jeg nu ikke, det hænger sammen.

For det er vel ikke den enkelte forbruger, der forlanger, at aspargesen (i sæsonen) skal komme fra Italien? Det er vel ikke den enkelte forbruger, der forlanger, at æbler (i sæsonen) skal komme fra Brasilien eller Sydafrika? Og det er vel ikke det ypperste udtryk for det frie forbrugsvalg, at de grønne bønner kommer fra Kenya, selv i sæsonen?

Billedet er taget på Torvehallerne KBH's åbningsdag 2. september 2011, midt i højsæsonen for danske bønner …

Torben Lippert er måske nok ude i et prisværdigt ærinde – at få »danskerne« eller »forbrugerne« alt efter hvilken massebetegnelse man nu vælger, til at købe lokalt. Men at skyde skylden for den voksende import af udenlandske dyrkede grøntsager på hiin enkelte er at tage munden for fuld:

Ansvaret for importen af frugt og grønt ligger først og fremmest hos supermarkederne. Det er supermarkederne, der ikke vil betale prisen for de danskdyrkede grøntsager – hvorfor skulle supermarkedsindkøberen dog købe danske gulerødder til en tier kiloet når man nu kan få de tyske for en femmer? Man tjener jo mere? Det er da sund fornuft, eller?

Men Torben Lippert kan glæde sig: Vi er nemlig nogen, der har fået nok. I dag beretter Food & Culture om den voksende interesse for CSA (Community Supported Agriculture) i Tyskland – og artiklen når også lige i noterne at nævne fødevarefællesskaberne, der er ved at opstå i de større byer her i landet.

Jeg tror – som ydmygt medlem af et af disse fødevarefællesskaber – at det er her, kimen til fremtidens fødevareforsyning ligger gemt. Da jeg for to et halvt år siden blev medlem af mit lokale fødevarefællesskab var det netop i stille protest over det sørgelige udbud af frisk, økologisk og biodynamisk grønt i supermarkederne. Det har jeg nok ikke været den eneste, der syntes – i hvert fald består det fællesskab, der dengang bestod af knap 300 mennesker, i dag af knap 4.000, med deraf følgende overvelejser om lokaler, logistik osv. …

Revolutionen kommer nedefra. Og den begynder med at forbrugeren omdefinerer sig selv og tager medansvar for sin egen mad – bliver til det, der i Slow Food-terminologi kaldes en medproducent. En der aktivt tager del i, om ikke produktionen af råvarerne ude i marken, så dog del i at tage dem frem, for eksempel ved at rydde en sti af transparens mellem produktionsstedet og middagsbordet.

»If it ain’t broken, don’t fix it«, siger man. Men vores nuværende fødevaresystem er på mange måder »broken« – i hvert fald trænger det til en alvorlig systemopdatering. En opdatering, der tager hensyn til såvel sundhed (det er nu engang sundere at spise friske – typisk lokalt dyrkede – økologiske grøntsager, end det er at spise hengemt grønt, også selv om de er økologiske), miljø (både dyrkningsmetode og transport), økonomi (producenterne kan få flere penge for varerne), kultur (flere mennesker lærer bønderne og bøndernes vilkår at kende) osv. osv. osv. osv. …

Der er ingen grund til at være så pessimistisk: Jeg kan da sagtens se Torben Lipperts organisation – eller i hvert fald de enkelte medlemmer – indgå aktivt i opbygningen af lokale fødevarefællesskaber, indkøbsfællesskaber eller hvad man nu skal kalde det.

Forbrugeren er død, medproducenten længe leve …

5 thoughts on “Please, blame the casino, not the players …

  1. Vi er så heldige at have en nabo, som dyrker masser af de grøntsager, vi anvender her i husholdningen, så derfor henter vi en stor del af vores daglige grøntindkøb dér. Det er et privilegium at have det – det ved jeg godt!

    Jeg har været sur på vores lokale Kvickly og Superbest i Haslev mange gange og har også fortalt dem det, fordi de i højsæsonenen for dansk grønt har importerede varer – og så skal jeg bare ikke have det! Det samme gælder fx bacon. Ledte fx i fredags efter danske kantareller, men de kom fra Østeuropa alle sammen. Da aspargessæsonen var på sin højeste herhjemme, kom de i supermarkederne her i Haslev også fra udlandet. Det samme gjaldt nye kartofler – og jeg kunne blive ved!

    De er hamrende ligeglade og det må jo nok være, fordi de fleste forbrugere er ligeglade, for hvis vi var flere, der klagede, så gjorde de vel noget ved det? De henviser til, at det er beslutninger der træffes på øverste koncernniveau. De kigger altså på mig som jeg er tosset og en megakværulant.

    Jeg er desværre af den opfattelse stadig at det er en lille procentdel af befolkningen herhjemme der kærer sig om fødevarens oprindelse. Men det er fuldstændig rigtigt – jeg får ikke valget i supermarkederne! Selv Irma “snyder”.

    Men hvorfor blomstrer handlen med producenterne så ikke? Hvorfor kæmper vi producenter af kvalitetsfødevarer så hårdt og hænger alle med røven i vandskorpen? (Laver lige en Mette Gjerskov og kører alle over én kam…) Vi er her jo!

  2. Meget af det er vel dovenskab – det er “lettere” for både producent og konsument at lade stå til. Logistikken bag supermarkederne er indrettet på store mængder til tiden. Selve ideologien bag supermarkedet er at alle skal have adgang til det samme udvalg hele tiden.

    Det er ikke til at vise entydig vej ud af problematikken: Når man spørger i supermarkedet synes de man er en kværulant, som du skriver, og når man påpeger det hos “forbrugeren” får man at vide, at man stiller for høje krav (er i hvert fald min erfaring). For høje krav? At mine æbler skal være danske i æblesæsonen?

    Jeg tror en del af løsningen ligger i at skabe steder, hvor producenter og konsumenter kan mødes (både fysiske steder, som markeder og fødevarefællesskaber og virtuelle steder, der kan hjælpe til at realisere det fysiske møde). Markederne skal nok være placeret på tider og steder, der er tilpasset indkøbsmønstre (fx klods op og ned ad Bilka eller Netto).

    Og så handler det meget om a) at blive ved at efterspørge det dansk / lokalproducerede hos supermarkederne – i coop burde det i teorien være muligt at søge indflydelse som medlem og fx få åbnet for at der i det mindste er et lille hjørne afsat til lokale, sæsonorienterede varer og b) at være konstruktivt pædagogiske – vise, at der rent faktisk er en kvalitativ forskel på Pink Lady og Dronning Louise …

  3. Du skriver som en engel, Mogens! Netop hjemvendt fra Skåne, hvor lokal og svensk mad er tilgængeligt i de største og mindste supermarkeder, må jeg give dig ret. Det er ikke forbrugerne, der er nogle idioter, fjolser og krævende og/eller nærige bæster. Hvis det var tilfældet ville fødevarefællesskaberne og det svenske udbud næppe være en realitet.

    Og nu vil jeg så med glæde og stor forbrugerfornøjelse sætte svenske løg og hvidløg, skånsk rapsolie og österlenske tomater og rødbeder på bordet.

  4. Tak, Dorthe!

    Der er en del forskelle mellem DK og Skåne – i Skåne er »Smaka på Skåne« meget aktive, der er generelt tradition for at værne om det lokale i Sverige og, måske væsentligst, »Smaka på Skåne« har supermarkederne (ICA) som aktive medspillere.

    »Smaka på Skåne« har bl.a. bevist, at prisen ikke spiller nogen særlig rolle – selv om den skånske frilandskylling er dobbelt så dyr som fabrikskyllingen, bliver den solgt lige så godt – hvilket selvfølgelig handler om placering, placering og atter placering (hvem mon bestemmer hvordan kyllinger skal placeres i danske supermarkeder – supermarkedet eller Danpo / Rose Poultry?).

    For nyligt hørte jeg, at en af de hidtil store hurdler, forarbejdningen, er blevet overvundet: Nu mener de store møller godt det kan lade sig gøre at skelne mellem korn fra Skåne og korn udefra, og slagterierne er nok snart på vej.

  5. Et sted har de dog ikke haft held med at værne om det lokale. Som du sikkert har lagt mærke til, findes der stort set ikke en eneste slagter i hele Skåne. Bortset fra det, så er det inspirende at se, hvordan ICA er gået aktivt ind i f.eks. skiltningen af “lokalt odlat”. Og det er jo ikke kun i Skåne, sidste sommer var jeg i Dalarna, og der kan de samme: en hel sektion til lokalt brygget, dyrket og fremstillet. Og selv om der en prisforskel, så er forskellen jo ikke så overvældende og sekterisk, at den skræmmer almindelige lønmodtagere væk.Det ville da være smukt og stort, hvis en dansk supermarkedkæde havde modet til at fremme det lokale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *