Thursday, 5 Dec 2019

Hannah Arendt i køkkenet

Jyllands Postens netavis fpn.dk skriver i dag, at tre tidligere ansatte hos Jensens Bøfhus er blevet frikendt for sovsesjusk. Vores hvidkitlede beskyttere fra fødevarestyrelsen fandt i januar 2011 ud af at de tre Jensen-ansatte havde skrevet de forkerte temperaturer i egenkontrolskemaerne. Og nu viser det sig så, at de tre bare havde gjort hvad de fik besked på: De var blevet oplært i at snyde med skemaerne.

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at det ikke er første gang man ser den slags. Hvem kan fx ikke huske da nogle SuperBest-slagtere blev hængt ud for at ompakke kød – det var TV-programmet Kontant, der fandt ud af at det skete i 8 ud af 12 af kædens butikker. Sådan noget hedder systematisk sjusk (trofaste læsere vil vide, at jeg er en svoren tilhænger af systemer, en slags borderlinekonspirationsteoretiker).

Desværre står det ikke i fødevarestyrelsens magt at gøre noget ved det egentlige problem i Jensens Bøfhus – det søde stads, der er en fornærmelse mod begrebet sovs, de plagede kreaturer, de woffede kartofler, de triste grøntsager, ja stort set det hele – de kan kun påtale de ting, der indgår i egenkontrollen. Fødevarestyrelsen (ceterum censeo) er der for at kontrollere sikkerheden, ikke for at rette op på kvaliteten.

Men hvem skal have fingeren på kvaliteten?

Man kan ikke stole på forbrugeren (hvor jeg dog hader forbrugerbegrebet). Forbrugeren har ikke mange parametre at forholde sig til. Det er det med den kognitive nærighed, jeg tidligere har været inde på: Vi har kun hjernekapacitet til at holde styr på to-tre budskaber ad gangen. Og i tilfældet Jensens Bøfhus antager jeg det er parametre som »pris« og »børnevenlighed«, der spiller ind. Skal man have den fireårige med på restaurant, går det lettere med en halv time i Jensens gratis dessertbar end med fem andægtigt stille timer á 600 kroner på noma uden så meget som et sukkerkorn i sigte.

Og man kan heller ikke stole på restauranten, viser det sig. Sagen Jensens Bøfhus er interessant – og personligt tror jeg det er a tip of the iceberg, vi ser her. Det er interessant, at man systematisk (!) vælger at snyde sig uden om de sådan set ret enkle fødevaresikkerhedsforanstaltninger – fuck, enten er det halvfjerds grader eller også er det ikke halvfjerds grader. For mig er det ikke temperaturen, der er det afgørende, men det er ligegyldigheden. Det er ligegyldigt om vi følger procedurerne, bare det ser sådan ud hvis nu kontrollen kommer.

Ligesom det er ligegyldigt om maden er god, bare den ser sådan ud. There’s a sucker born every minute, sagde George Hull (ikke Barnum), og når først de har fået røven i sædet udvandrer de nok ikke i  protest. Der er jo fadøl og gratis is.

Og de ansatte i restauranten? Tja, de gør jo bare som de får besked på. Måske er det ikke deres drømmejob at være ansat i Jensens. Måske er lønnen heller ikke den, de havde drømt om. Og så er der den der manual, de med garanti fik udleveret, da de blev ansat. De er realiteten i en slags limbo, fastholdt i det, Douglas Coupland kaldte et McJob:

Et underbetalt, lav-prestive-, lav-respekt-, nul-frynsegode-, fremtidsløst job i service-sektoren. Ofte betragtet som et tilfredsstillende karrierevalg af folk, der aldrig har prøvet det.

Nej. Det er den enkelte ansatte i Jensen-koncernens forbandede pligt at gøre oprør mod råddenskaben. Hannah Arendt kritiserer i Eichmann in Jerusalem, at Adolf Eichmann under sin retssag i 1962 henviste til Immanuel Kants kategoriske imperativ – der som bekendt lyder: Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne. Man skal opføre sig sådan at ens handlinger kan ophøjes til almen lov. Eichmann brugte imperativet forkert, påstår Arendt: Han handlede godt nok som loven foreskrev. Altså Hitlers lov. Men det er jo ikke rigtig det, Kant mener. Og når Eichmann til sidst satte sig i spidsen for Die Endlösung havde han opgivet, og trøstede sig med at han ikke længere havde sin egen fri vilje, men var nødt til at fortsætte ad det dystre spor.

Eichmann skulle have sagt fra.

Og har man ikke mod til at gå mod systemet og lave en bedre sovs, må man kaste forklædet i harme og lave en eat-in udenfor restauranten.

PS: Palle Skov Jensen, Jensens Bøfhus’ fynske founding father, blev i 2007 slået til ridder af sin bonkammerat, Bendt Bendtsen, dengang Økonomi- og Erhvervsminister. Nu forventer jeg, at ridderkorset bliver Palle frataget og at han bliver sat i Blåtårn. Eller, hvis det skal være ærefuldt, får lov at æde sig en tyndskid til i lunken whiskysovs.

7 thoughts on “Hannah Arendt i køkkenet

  1. Det er jo et fint emne at tage op men nogle ret problematiske analogier du bruger til at belyse problemstillingen.
    1. Folk, der tager på JB, har med garanti ikke fravalgt noma pga. de manglende børnevenlige forhold. Prøv at tænk et konkret eksempel igennem, hvor bøfhusets kernemålgruppefamilie står på Vesterbrogade og skal have noget at spise. Bliver noma nævnt i den situation? Nej.
    2. Sammenligner du seriøst Endlösung med den manglende kvalitet på Jensen Bøfhus? Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte…Men du kender nok begrebet “Reductio ad Hitlerum”/Godwins lov.

    Det virker som om det er gået stærkt med at få skrevet artiklen og at du lægger mere vægt på at slynge om dig med kulturelle referencer end noget substantielt underbyggende. For emnet ER et problem – som strækker sig udover restaurationsbranchen – og det kunne være interessant at læse noget fornuftigt om det. 🙂

    1. Haj Patrick – du har ret i din observation: Det gik meget hurtigt. Jeg så artiklen og kom til at tænke på Arendt.

      Det er fordi jeg faktisk godt tror man kan bruge Arendts tanker om »ondskabens banalitet« om det moderne fødevaresystem – også uden at det bliver Godwins lov (Palle Skov Jensene er ikke Adolf Eichmann eller det, der er værre).

      Selv om jeg kun har nævnt Jensens Bøfhus og SuperBest her, kan man finde masser af andre eksempler – hver gang et svin bliver skoldet levende eller får prygl for at mindske udgifterne for den tid, det tager at læsse svin uden stress, er det »ondskabens banalitet«, der er på spil.

      I det moderne fødevaresystem er der ikke plads til ret mange individuelle overvejelser over hvad man foretager sig.

      Nej, selvfølgelig er noma ikke i bøfhuskernemålgruppens overvejelser – men der er bare ret få af de restauranter, der decideret henvender sig til børnefamilier, der er ret gode.

      Og jeg har da hørt om børnefamilier, der gerne ville spise på restauranter af højere standard, men er henvist til at blive hjemme eller gå på kompromis med kvaliteten – ok, det er måske ikke så meget ondskabens banalitet, men har andre årsager

  2. til de stakkels børnefamilier i vesterbrogade; hvorfor nøjes når man kan undvære??????

  3. “Skal man have den fireårige med på restaurant, går det lettere med en halv time i Jensens gratis dessertbar end med fem andægtigt stille timer á 600 kroner på noma uden så meget som et sukkerkorn i sigte.” Det kommer langt hen ad vejen an på opdragelsen, forældrenes tilgang til måltidet og forældrenes forberedelse (fx lidt legetøj til barnet, så det kan underholde sig selv).
    Jeg tror ligesåmeget, at “maden” spiller ind her, som pris og børnevenlighed… folk tager på Jensens Bøfhus, fordi de godt kan lide smagen! En sød whiskysauce gør de fleste danske u-dannede/kræsne smagsløg glade… hvor sørgeligt det end lyder.

    1. Jeg er enig i det med forældrene. Jeg vil ikke have børnefamilier på noma, hvis jeg skal sidde der og nyde mad for 3-4-5000 kr. ..og det er ikke pga. børnene, det er pga. at mange forældre ikke kan finde ud at sætte grænser ift. hensyn til andre mennesker og situationer. Det bliver en længere snak lidt væk fra artiklens emne men det korte af det lange er, at jeg faktisk mener at børn kan være med til mange måltider, hjemme og på restaurant, hvis forældrene kan håndtere det (hvilket selvfølgelig er en subjektiv vurdering).

      I øvrigt er det et valg mellem noma og JB, der er mange gode restauranter, hvor også børn passer ind.

  4. og en gang til;
    hvorfor nøjes når man kan undvære………….? glade smagsløg?

    1. Det er ikke problemstillingen IMO. De familier, der går på Jensens Bøfhus mener ikke det er et kompromis men et tilvalg. Så hvis de skal undvære, så skal de undvære det måltid helt. Det er sådan jeg ser det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *