15 minutter til det hele

Siger navnet Jaime Lerner dig noget? Nå, ikke. Men det er den tidligere borgmester i Curitiba, hovedstaden i Parana-provinsen i Brasilien. Han stod i 70’erne for en på det tidspunkt ganske radikal byfornyelse: ud med bilerne, ind med fodgængerne.

Baggrunden var at indbyggertallet i Curitiba i takt med mekaniseringen af det omgivende landbrug – hvor man mest dyrkede soyabønner – i årene mellem 1940 og 1960 var vokset fra 140.000 til 360.000.

Der kom flere penge mellem folks hænder, der kom flere biler, og det gav byfornyerne blod på tanden. Og havde det ikke været for Lerner, var Curitiba endt som en trøstesløs bilørken.

I stedet for biler, indførte Lerner hurtigbusser, gågader og en arkitektur, der i vidt omfang baserede sig på genbrug.

I stedet for dyre digesystemer til at håndtere oversvømmelser fra Iguaçu-floden, lod han byen købe jorderne ned til floden – og i dag har Curitiba cirka halvtreds kvadratmeter park per indbygger (mod Københavns ca 27 – iflg. Statista).

I stedet for dyre maskiner til at slå græsset, valgte Lerners administration at udsætte kommunale får til at holde vegetationen nede – og uldet fra fårene bliver solgt for at finansiere andre kommunale projekter.

Lerner citeres for at have sagt:

Hvis du vil have kreativitet, så fjern et nul fra budgettet. Hvis du vil have bæredygtighed, så fjern to nuller.

Lerner er – selv om han døde i 2021 – en central inspirationskilde i det, den californiske arkitekt Dan Luscher kalder :15 city – 15-minutters byen.

Her er tanken, at så godt som alle de faciliteter, man som borger i byen har brug for, skal kunne nås på en 15 minutters gå- eller cykeltur, det være sig butikker, skoler eller kulturelle institutioner.

Luscher mener at rige lande er enormt dårlige til at planlægge byer – planlægningen sker ud fra en forudindtaget ide om at skattegrundlaget, der sikrer byen, fortsat er højt, så der er råd til biler og et vejnet, der matcher bilerne.

Han fremhæver klassiske europæiske byer som Amsterdam og Rom og massevis af amerikanske småbyer, hvori det er muligt at bevæge sig rundt til fods, og mener, helt i tråd med Lerners citat om nullerne, at de er planmæssige succeshistorier, fordi de er planlagt og bygget i en tid, hvor der ikke var så mange penge at rutte med – og hvor det at have et sted at bo i byen var muligt for folk med en normal indkomst.

Luschers kongstanke er at den voksende ulighed i samfundet i kombination med klimaforandringer gør det nødvendigt at begynde at tænke byplanlægningen anderledes.

Lerner og Luscher giver nogle løsningsmodeller, som jeg gerne så byplanlæggere i København begynde at planlægge efter. For har denne by brug for flere mennesketomme prestigebyggerier som Ørestad og Nordhavn – hvor der muligvis ligger en Netto, men i øvrigt ikke er noget tegn på menneskeligt liv i dagtimerne, og hvor lejlighedspriserne er langt over grænsen for det klassiske par, politibetjenten og sygeplejersken?

… og så vil jeg næsten slet ikke komme ind på Lynetteholmen, der indtil videre tegner til at blive en økonomisk og økologisk katastrofe. Økologisk, fordi byggeriet blokerer salttilførslen i Kongedybet, så Østersøen over tid bliver forvandlet til en brakvandssø, hvor saltfandsfisk ikke kan leve. Ikke desto mindre er det et byggeri man minsandten allerede har planlagt en metrolinie til – både metrolinie og Lynetteholm er nybyggerier, der i sig selv er klimamæssigt problemfyldte.

Ud fra et madkulturelt synspunkt er en 15-minutters by også langt at foretrække. Tænk, hvis der var en fiskehandler, en grønthandler, en bager og en slagter i hvert kvarter – og ikke som nu, hvor de fleste er henvist til de tre store kæders ørkesløse konkurrence på lavest mulig pris på de samme varer i storcentrene, og så i øvrigt togo-kaffebarer og neglesaloner som de eneste butikker i lokalområdet.

For det kunne jo i teorien godt tænkes, at man havde butikker i stueetagen i byerne, og at folk så boede på etagerne ovenover. I stedet for som nu, at have valget mellem at købe mad i en webshop eller at skulle tvinges ind i en bil – eller hundedyr offentlig transport – for at komme ud til et hypermarked i en kedelig forstad.

I virkeligheden ville det blive en by, man gad færdes i.

Læs mere om :15 city


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *