Wednesday, 7 Dec 2022

Valgnoter – det handler om klima

Forestil dig, at du har en kælder fyldt med førsteudgaver af alle dine yndlingsbøger. Her står James Joyce, Charlotte Brontë, Søren Kierkegaard og James Fennimore Cooper, og her står – o fryd – den signerede udgave af Gravity’s Rainbow, med selfien af dig og Thomas Pynchon som bogmærke.

Kælderen er fugtfri, og selv under oversvømmelsen i 2016 slap du for katastrofer, for der er nemlig et dørtrin, der er ti centimeter højt, som standsede vandet før det slap ind i kælderen.

Men i 2023 kommer det store regnskyl – hvor vandet står 10,5 centimeter højt i din have.

Din kælder er ikke længere fugtfri, og din bogsamling er pludselig blevet dobbelt så stor. På den kedelige måde.

Det er sådan klimaforandringer fungerer. Så længe vores forsvarsmekanismer virker som de skal, og vores afgrøder vokser som de plejer, lægger vi ikke rigtig mærke til dem – men så snart mængden af drivhusgasser vokser så meget, at temperaturen stiger et par grader, sker der nye og uforudsete ting.

I virkeligheden skorter det ikke på teknologiske løsninger – eller i hvert fald på ideer til teknologiske løsninger. Man skal ikke scrolle ret langt ned i en klimadebat på de sociale medier, før man støder på en glødende tilhænger af atomkraft.

Og ja, atomkraft er fint, udleder ikke CO2, og er forholdsvis sikkert – og fordi mængden af radioaktivt affald fra en thorium-baseret reaktor er mindre en fra en »gammeldags« uran- eller plutoniumreaktor, samtidig med at man har fået mere effektive metoder til genanvendelse af brændstoffet, er affaldsproblemet også mindre.

Det største problem med atomkraft er tidshorisonten. Som Politiken skrev den 20. oktober er den proces, der skal til, før et atomkraftværk er klar til at producere temmelig langvarig – og der kan gå tyve år med diverse høringer, tests og tilladelser, før den aldrende Frederik X. kan trykke på startknappen.

Argumentet om at det ikke tager så lang tid i andre lande, som fx Sydkorea og Kina, bliver venligt men bestemt imødegået med at vi måske har en lidt anden holdning til demokrati og borgerinddragelse her i landet.

CO2-lagring bliver også af og til bragt på banen: det kan enten ske på den naturlige måde, altså ved fx at plante træer, der hiver CO2 ud af atmosfæren; det kan ske ved hjælp af teknologier, der kan producere energi af overskydende biologisk materiale i biomassereaktorer, og samtidig opfange CO2 fra produktionen; eller det kan ske ved hjælp af maskiner, der »suger« CO2 ud af atmosfæren og pumper den ned i undergrunden.

Og mens den første metode, at plante træer, i praksis er den billigste, kræver det også, at de grønne områder får lov til at stå i fred – ellers forsvinder kuldioxiden op i atmosfæren igen.

Den anden metode, biomassereaktorer med samtidig opsamling af CO2, vil kræve meget store arealer til opdyrkning af planter til produktion af energi – arealer, der i forvejen er »vilde« og lagrer CO2.

Den tredje metode – maskiner, der suger CO2 ud af atmosfæren, som de blandt andet findes i det islandske ORCA-anlæg, giver andre udfordringer.

For det første er processen energikrævende – skal man opsamle 1.000 kg CO2 på denne måde, kræver det energi, der svarer til at afbrænde ca 2.000 liter benzin, hvilket igen slipper et tons CO2 ud i atmosfæren. Så processen er kun mulig hvis man anvender vedvarende energi – som på Island fx er geotermisk energi.

For det andet skal teknologien opskaleres betragteligt og måske ganske urealistisk. IPCC har estimeret, at det frem mod slutningen af dette århundrede kan blive nødvendigt årligt at fjerne 1.000.000.000.000.000.000 (en milliard millarder) tons CO2 fra atmosfæren – og ORCA, som er verdens største anlæg, har en kapacitet på 4.000 tons årligt.

Men så er det jo det med CO2. Er det ikke godt for planterne? Det er i hvert fald et klassisk argument blandt såkaldte »klimaskeptikere«, at CO2 er planternes mad. Og jo mere CO2 der er i atmosfæren, jo bedre trives planterne – så vi fx kan blive ved at producere flere fødevarer.

Det er ganske rigtigt, at planeten er blevet mere »grøn« i takt med at CO2-indholdet i atmosfæren er steget, men desværre er det ikke helt entydigt.

Forskere fra Columbia University har fx vist, at planter er afhængige af et bestemt forhold mellem kuldioxid, der bruges til at producere kulhydrater, og kvælstof der bruges til at producere proteiner.

Hvis der er mere kuldioxid, kan effekten af at jorden er blevet mere »grøn« vise sig at være kortsigtet – for plantens produktivitet er lige så afhængig af nitrogen.

Samtidig vil de højere temperaturer betyde, at planterne bliver mindre produktive og bidrager mindre til afkølingen af atmosfæren.

Det første fordi de enzymer, der indgår i fotosyntesen svækkes – enzymet RuBisCO (ribulose-1,5-bisphosphat carboxylase/oxygenase, hvis du er interesseret i det fulde navn), der binder CO2 og gør det tilgængeligt for de mekanismer, der danner kulhydrater, svækkes, så planten i stedet spilder energi på at binde ilt.

Det andet fordi den måde, planten opfanger CO2 er at åbne mikroskopiske porer, stomata, og hvis der er mere CO2 i luften, behøver planten ikke åbne stomata så ofte. Så udskilles mindre vanddamp – som bidrager til afkøling af atmosfæren lokalt.

Ydermere vil planter, når klimaet bliver varmt og tørt, have en længere vækstsæson og have brug for mere vand – og hvis det ikke er der, bliver planten stresset, og produktiviteten daler.

Og så er der selvfølgelig sideeffekterne: en varm, lang vækstsæson vil give flere generationer af skadedyr – og varmere vintre gør, at flere skadedyr overlever til næste år. Højere CO2-indhold gør også, at planterne producerer færre proteiner og mister mineraler som fx calcium, jern og zink.

Og endelig: planterne har brug for flere næringsstoffer fra jorden for at kompensere for den øgede vækst, der kommer af et højere CO2-niveau. Det stimulerer den mikrobielle aktivitet i jorden, som igen frigiver mere CO2 til atmosfæren.

Altså: CO2 er nødvendigt for planter, men der er grænser for hvor meget CO2, der må være i atmosfæren. Et højt indhold af CO2 er ikke, som man af og til hører det påstået, udelukkende til gavn for planter.

De fleste politikere har en ret begrænset opfattelse af økonomi – og økosystemerne indgår ikke som faktorer, selv om »menneskelig aktivitet« er afhængigt heraf – og i den grad kan påvirke økosystemerne – og man måske endda kan sige, at der er proportionalitet mellem BNP og klimaforandringer.

Den nyligt afdøde økonom Herman Daly var den første til at indsætte økonomi som et subsystem i det, han kaldte »full world«, hvor input og output af energi og masse er med til at afgøre, hvorvidt økonomien er bæredygtig.

Og det er den ikke. Dalys arbejde er forudsætningen for den model, der kaldes »planetary boundaries« – som er ni grænseværdier for hvor meget mennesker kan påvirke jordens systemer uden det hele kollapser.

Det er illustrationen foroven (J. Lokrantz/Azote baseret på Steffen et al. 2015). Den er fra 2015 og dermed allerede forældet – et af de afgørende karakteristika ved fx klimaforandringerne og alle de andre faktorer er accelerationen.

For som historien med bogkælderen skulle demonstrere: lige nu er vi et sted, hvor vi muligvis ikke opdager, at klimaforandringerne – og for den sags skyld alle de øvrige – faktorer – er begyndt at påvirke kloden markant.

Og når katastroferne kommer, kommer de hurtigt. Ved en temperaturstigning på en halv grad får man måske et større udbytte af afgrøderne – men ved endnu en halv grad bliver udbyttet pludselig halveret.

En halv grads temperaturstigning er til at leve med – men to graders temperaturstigning betyder at mange flere mennesker dør.

Som Mickey Gjerris forleden sagde til Universitetsavisen, »kollapser hele lortet i 2040« – og han regner ikke med at dette valg får nogen indflydelse.

Det gør det nok heller ikke – jeg er her helt på linie med den schweiziske klimaforsker Reto Knutti fra ETH Zürich, der i et interview taler om to mulige løsninger på klimakrisen – en politisk korrekt og en realistisk.

Den politisk korrekte er, at teknologien og videnskaben har mange muligheder på tegnebrættet og vi har trods alt endnu tyve år at løbe på – det var også hovedbudskaberne, da tredje del af IPCC’s sjette rapport om klimaforandringerne blev præsenteret på DTU i april.

Den realistiske er at sige, at løsningen ikke skal komme fra videnskabelig eller teknologisk hold, men fra et samfundsmæssig og politisk hold.

Og her står vi i vejen for os selv, mener Knutti, fordi mennesker generelt er optaget af særinteresser og detaildiskussioner – og som helhed er dumme, dovne, egoistiske og tænker kortsigtet.

Men vi kan gøre vores. I dag er der folketingsvalg. Jeg har stemt, og jeg har stemt på et parti, der tager klimaforandringer alvorligt – selv om jeg godt, med Knuttis kortsynsdiagnose in mente, godt ved, at de færreste politikere kan tænke længere end fire år frem.

Det kan nemlig slet ikke nytte, at man stemmer på et parti, der tror, man kan bremse klimaforandringerne uden at prisen på spaghetti med kødsovs stiger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *