Wednesday, 7 Dec 2022

Mysteriet om de forsvundne krabber

I 2005 havde Discovery Channel premiere på en af kanalens længstlevende realitysucceser: “Deadliest Catch”. Serien handler om krabbefiskere I Beringshavet, den del af Stillehavet, der ligger mellem Alaska og Rusland.

I april i år havde sæson 18 premiere, og som altid handler det om rookies, kammeratskab og konkurrence bådene imellem. Når serien kan blive sådan en succes, skyldes det sikkert også, at dramatikken får et skub op, fordi krabbefiskeri er et af de farligste erhverv i USA.

Gennemsnitligt dør der en fisker om ugen i højsæsonerne – de fleste drukner eller fryser ihjel – og der er 100 % garanti for at en fisker på en krabbebåd kommer til skade i løbet af en fangstsæson.

Det er “Mandehørm i femte potens”, som Ekstra Bladet skrev, da serien gik ind i sin femte sæson – og som Information skrev, handler det også om “delikatessens fascination”, for en krabbe på 1,8 meter i bredden er “meget skaldyr”.

De krabber, det hele handler om, er snekrabber (Chionoecetes opilio) og kongekrabber (Paralithodes camtshaticus) – den, der kan blive 1,8 meter bred, og som i sagens natur er den mest dramatiske på TV.

Begge krabber lever i farvande, hvor temperaturen ikke kommer over 4°, men har forskellige fangstsæsoner: snekrabben i maj-august og den røde kongekrabbe – som er den mest populære – i november-februar, den mest dramatiske sæson.

Krabbefiskeriet aflyst

Men så kom chokket. I denne uge annoncerede fiskerimyndighederne i Alaska, at fiskeriet efter snekrabber er aflyst i den kommende sæson – og at der for andet år i træk ikke må fiskes efter kongekrabber i Bristolbugten, som er den østligste del af Beringhavet.

Medierne bragte overskrifter som “Alaska cancels snow crab season, threatening key economic driver” (NBC) og “Alaska snow crab season canceled as officials investigate disappearance of an estimated 1 billion crabs” (CBS) og “Alaska’s snow crabs have disappeared. Where they went is a mystery” (Washington Post).

Snekrabber afhængige af polaris

Men krabber “forsvinder” jo ikke bare. Og som overskriften fra CNN lyder I sin helhed: “Billions of snow crabs have disappeared from the waters around Alaska. Scientists say overfishing is not the cause”.

Årsagen til snekrabbernes “forsvinden” skal findes i klimaforandringerne, er de fleste medier efterhånden enige om. Snekrabberne er afhængige af årstidernes skiften – og de unge krabber er i særdeleshed afhængige af polarisen.

Snekrabben er formerer sig i perioden januar-maj. Hver hun lægger ca 100.000 æg, og de udklækkede larver flyder til overfladen, hvor de i april-september ernærer sig af planteplankton, som “bloomer” i netop den periode.

Når vinteren nærmer sig, fryser havet til is, og krabbelarverne kan ernære sig af algevæksten under isen. Efterhånden som larverne bliver større, søger de mod bunden for at skifte fra larve til ung krabbe og danne exoskelettet, “skallen”.

De unge krabber er i deres første tid som krabber beskyttet af lommer af koldt vand, såkaldte “cold pools”, der dannes på bunden af Beringhavet, hvor det kolde vand, der strømmer fra isen på havoverfladen, og senere det kolde vand fra isen, der smelter, naturligt samles.

Den beskyttede “cold pool” er for kold til de unge krabbers naturlige fjender som fx torsk, og dermed kan flere af krabberne overleve til voksenstadiet.

Men klimaforandringerne har gjort, at verdenshavene er blevet varmere – i de varme år 2018 og 2019, da det arktiske islag var mindst, forsvandt mange af de “cold pools”, de unge krabber har et helle i.

Flere af de unge krabber blev ædt af torskene – og langt færre krabber har overlevet til voksenstadiet i de dele af Beringhavet, fiskeriet normalt foregår.

Kongekrabber som bifangst

Årsagen til myndighedernes stop for fiskeri af kongekrabber skal findes andetsteds – og er snarere end klimaforandringer et spørgsmål om kvoter og papirnusseri.

Bristol Bay hører nemlig til Alaskas “Exclusive Zone”, hvor det er staten, der har retten til at bestemme hvem, der har lov til at fiske. Andre stater, som fx Oregon og Californien, og andre lande, som Rusland og Japan, har således også mulighed for at få lov til at drive fiskeri i Bristol Bay.

Frem til 1976 havde kongekrabberne et “helle” i det, der kaldtes “The Bristol Bay Pot Sanctuary”, et område i den sydøstlige del af Bristol Bay, hvor trawlfiskeri var forbudt. The Bristol Bay Pot Sanctuary var etableret af Japan i 1959, netop for at sikre, at der var en bæredygtig bestand af formeringsdygtige kongekrabber, i særdeleshed hunner.

I 1976 vedtog den amerikanske kongres den famøse “Magnuson-Stevens Fishery Conservation and Management Act”, der som udgangspunkt havde det udmærkede formål at regulere fiskeriet mere nøje, bl.a. ved at fastsætte kvoter for fiskeriet og ved at definere hvem der havde ret til at fiske hvor.

Men med loven blev Alaskas fiskerizone udvidet fra 12 til 200 sømil, og samtidig havde loven som formålsparagraf at sikre det størst mulige udbytte af havets ressourcer – hvilket kom til at betyde et farvel til kongekrabbens helle.

Kritikere af The Magnuson-Stevens Act har hæftet sig ved, at den ikke tager hensyn til bifangst, og det var netop sløjfningen af Pot Sanctuary i kombination med bifangst, der gav bestanden af røde kongekrabber det dødsstød, der i denne uge har manifesteret sig som et nu foreløbig toårigt fangstforbud.

I 1980, da bestanden af kongekrabber var på sit højeste, indgik USA og Sovjet nemlig I et joint venture om at trawle efter japansk ising i Bristol Bay. Fiskeriet tog ikke hensyn til Pot Sanctuary, og i løbet af de første par år i firserne, blev bifangsten af kongekrabber øget med 600%, og bestanden blev decimeret.

NOAA, National Oceanic And Atmospheric Administration, der ellers har til opgave at overvåge bl.a. fiskebestandene, påstod helt frem til sidste år, at den egentlige årsag til at kongekrabberne var forsvundet, var “ukendte, naturlige årsager”.

Sidste år trådte C. Braxton Dew, en havbiolog med 25 års ansættelse i netop NOAA frem som whistleblower. Han afslørede, at instituttet siden 1980 systematisk havde løjet, idet de havde kendt til overfiskeriet, men ignoreret det, og ikke anerkendt det som årsag.

Historien gentager sig

Kongekrabbens sørgelige historie er måske ved at gentage sig, bare med snekrabben som hovedperson. For der findes selvfølgelig også andre former for fiskeri i Beringhavet – fx trawler man efter sej. Og netop trawlfiskeriet er under mistanke her.

I takt med at grænsen for polarisen er rykket nordover, er trawlerne også rykket nordpå, og selv om det er sej, der er det primære mål med fiskeriet, kan trawleren ikke undgå at få snekrabber med som bifangst.

Selv om NOAA underspiller bifangstens rolle i nedgangen af snekrabbebestanden, viser data fra instituttet, at der er nøje sammenhæng mellem snekrabbernes dødelighed ved bifangst og havets temperatur.

I områder, hvor snekrabberne ikke kan gemme sig under polarisen og hvor der ikke er cold pools, hvor de er sikre for torsk og sej, kommer trawlerne og sørger for resten.

Komplekse problemer kræver helhedstænkning

Hele “krabbegate” er et godt eksempel på den komplekse verden, vi bevæger os i. Hvis man kan uddrage en lære af denne historie er det, at det er forkert at se reduktionistisk på vores udnyttelse af jordens ressourcer som fødevarer.

Man kan ikke nøjes med at se på klimaforandringerne, man er også nødt til at se på hvad de betyder for de kommercielt vigtige arter, og på hvordan disse i dag bliver udnyttet – og man kan pege på mange forskellige løsningsmodeller, der hver især kan birdrage til at sikre marine ressourcer.

Hvis vi vender blikket mod hjemlige farvande, kan man pege på:

  • Flere havbiologer taler om reservater i lighed med Bristol Bay Pot Sanctuary – altså områder, hvor der ikke må drives fiskeri
  • Kvotesystemet, som det fungerer i dag, skævvrider fiskeriet, så store aktører kan “tømme” en hel fiskekvote på ganske kort tid – en tilbagevenden til mindre enheder vil være mere skånsom for bestandene
  • Arsenalet af fiskeredskaber skal gennemgås – for eksempel bliver det fra 1. Januar næste år forbudt at fiske med bundtrawl, flydetrawl, snurrevod og skraber i Lillebælt, Storebælt og Det Sydfynske Øhav, helt over til Farøbroerne

Men er det så nok? Forbuddet mod trawlfiskeri i “Bælthavet” har naturligt vakt vrede hos Dansk Fiskeriforbund. Her mener man, at det er landbrugets kvælstofudledning, skarven og sælerne, der har decimeret fiskebestandene – og man vil kunne finde lignende modstandere af alle de løsningsforslag, der kommer på bordet.

Det, vi har brug for, såvel når det gælder klimapolitik som når det gælder ressourceforvaltning er en systemisk tilgang til problemstillingerne – så vi fx ikke overser, for nu at blive i hjemlige farvande – at man, ved mindske kvælstofudledningen fra landbruget og genetablere undersøiske områder med ålegræs, der blandt andet også er blevet ødelagt af trawlfiskeri, kan opnå hele tre ting:

  • Ålegræs binder CO2, så klimaet bliver forbedret og
  • Ålegræs er et fremragende skjulested for fiskelarver så
  • Fiskere i kystnære både kan vende hjem med en god fangst

Det er jo et helt Kinder-æg, hvis man tænker sig godt om. Men skal det lykkes, kræver det vilje fra alle parter – og måske det vanskeligste, at organisationer, der har interesse i fiskeri, henholdsvis landbrug, lærer at se ud over egen næsetip.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *