Sunday, 17 Oct 2021

Kun for de rige – når stjerneanis bliver lige lovlig økologisk

Keld Hansen fra Gylle postede forleden en video, hvori Knud Haugmark sammenligner priserne på varer, han har indkøbt i en gårdbutik med varer fra Netto.

Konkret drejer det sig om en øl, Danserinden, en såkaldt Mexican Lager fra bryggeriet Ølhunden, forskellige nøddecremer og et glas med syltede rødbeder. Og de syltede rødbeder er, konstaterer Haugmark, smagssat med stjerneanis. Et krydderi, der ikke falder i hans smag, og derfor vurderes som lige lovlig økologisk.

Konklusionen på videoen er – formentlig kun overraskende for en meget lille skare – at de økologiske varer fra gårdbutikken er noget dyrere end varerne fra Netto.

En flaske Danserinden har stået Haugmark i 40 kroner, altså en literpris på 80 kroner, mens prisen for en liter Harboe Light er cirka 8 kroner. Danserinden og Harboe Light har cirka sammme alkoholprocent – og så er konklusionen lige til højrebenet:

De to produkter må være en-til-en-sammenlignelige, og hvem vil ikke, spørger Haugmark retorisk, hellere have en masse øl for små penge end en smule øl for mange penge.

Pudsigt nok forstår Haugmark godt forskellen mellem priserne på nøddecremerne – de bliver i hvert fald ikke i samme grad analyseret, for, som han konstaterer efter en sammenligning med hasselnøddecreme og Nutella, er der »meget mere hasselnød i den økologiske end i nutellaen«.

Vi taler her om en forskel mellem 52 % hasselnødder i den gårdbutikindkøbte nøddecreme, og 13 % hasselnødder i nutellaen fra supermarkedet. I nutellaen udgøres resten af indholdet stort set af sukker og palmeolie – så årsagen til forskellen vil vel være ret åbenlys for selv de mest tungnemme.

Man kan sagtens trække samme parallel til øllet. Der findes efterhånden en del craft beer med lav alkoholprocent, og her er prisen ikke væsensforskellig fra andre craft beers – en kategori, der er svær at definere, men som først og fremmest handler om valget af råvarer og om bryggerens engagement i brygprocessen.

Det, man betaler for, når man betaler for en craft beer er med andre ord håndværket (og den tid, det tager) og råvarerne. Lur mig, om ikke bryggeren bag Ølhunden bruger mere tid på brygprocessen end Harboe, et moderne industrielt bryggeri, hvor alt er computerstyret og fuldautomatiseret.

På en eller anden måde inkarnerer Haugmark den mentalitet, der var den altoverskyggende hertillands for 40-50 år siden: mad skulle være billig og der skulle være rigeligt af det. Det er en mentalitet, der stadig findes hos nogle, men der er stadig flere, der opdager, at når det gælder mad og drikkevarer, følges pris og kvalitet som oftest ad.

Tag kartoflen som eksempel – her op til kartoffelferien – jeg har før nævnt min kilopris på kartofler (30 kr). Den kan man, hvis man tager sine Haugmarkske briller på, sagtens argumentere for er høj. Især hvis man sammenligner med denne uges absolutte prisbasker: en kilopris på 4 kroner i Dagli’ Brugsen (jf Tilbudsugen).

Men med i prisen kommer så, at jeg selv pakker kundens kartofler, og undervejs sorterer evt. grønne og beskadigede kartofler fra – og det vil mindst være tredje gang det sker, for det sker også under høsten og i pakkeriet på den gård, jeg får kartoflerne fra.

De mennesker, der gør det der, får selvfølgelig en overenskomstmæssig løn – og hele vejen fra mark til overlevering til kunde er vi opmærksomme på de forhold, der kan betyde noget for kvaliteten, fx temperatur, fysisk overlast etc.

Jeg vil gerne æde min gamle hat på, at der er større spildprocent på to kg kartofler fra Dagli’ Brugsen, end der er på mine, og på at de billige kartofler har mindre smag, fordi de er blevet opbevaret under forkerte forhold. Mon ikke kartofler til 4 kroner kiloet er en af årsagerne til at kartofler har et dårligt ry?

I hvert fald er der tit kunder hos mig, der fremhæver, at grøntsagerne har bedre holdbarhed og bedre smag end tilsvarende supermarkedsgrøntsager.

Prisforskellene på mange af de varer, Haugmark nævner, skyldes ikke først og fremmest økologi – men simpelthen det faktum, at hvis man vil have et ordentligt produkt, må man ikke spare på råvarerne og man skal have processen i kontrol.

Hvad værre er: skal vi i en mulig fremtid have en fødevareproduktion, der er reel bæredygtig – så der er sorte tal på alle bundlinier (den økonomiske, den klimamæssige, den etiske og den kulinariske) – skal vi nok til at droppe den Haugmarkske retro-tankegang.

Så bliver det helt andre priser, vi taler om – noget, der for ganske nyligt også er gået op for de store producenter. Således udtalte Jais Valeur fra Danish Crown til Den belgiske Avis, at:

»Oksekød kommer ikke til at blive super klimavenligt. Det bliver lidt ligesom champagne, nemlig et luksusprodukt. Vi vil stadig have en produktion, men der vil være tale om produktion af okse- og kalvekød, der kommer fra malkekvæg, kalve og kødkvæg, som går og græsser på engen og skaber biodiversitet. Kødkvæget vil være et luksusprodukt, som vi spiser, når vi skal forkæle os selv«

… og man kan sådan set blive ved. De aktuelle historier om høns, der for at få en plads hos æggeproducenterne skal lægge så store og så mange æg som muligt, mere end antyder, at der også er forbedringsmuligheder på den front.

Og gad vidst, hvad Haugmark vil sige til at skulle betale 6-7 kroner pr æg (som mine kunder gør) – for når hønsene får den fornødne plads, ikke får importeret soja og i øvrigt ikke lægger flere æg end naturen tilsiger dem, kommer det til at blive prisen.

Man kan blive ved: hvad med grisene – et muligt scenario er, at ingen danske landmænd må have flere grise, end de selv kan dyrke foder til (eller skaffe fra fx bryggerier og grøntsagsproducenter i nabolaget). Så er juleræset mod bunden slut – det var jo også sidste år, vi kom under de magiske 10 kr pr 500 g svinekam.

For hverken hønse- eller grisescenariets vedkommende er der tale om økologisk produktion – blot om en produktion, der i højere grad tilgodeser klima og dyrevelfærd.

Det kan vel være, at Haugmark mener økologi kun er for de velbeslåede. Men det er værd at tænke på, at vi – selv om prisindekset på mad er højt her til lands – er et af de lande, hvor der ofres færrest penge på mad – omkring 13%. Der er plads til forbedring. Med eller uden stjerneanis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *