Saturday, 25 Sep 2021

Algoritmeslaveri

Da jeg var yngre, og fastnettelefoner stadig var en ting, gik der vedholdende rygter om at man ville kunne høre et lille ekstra “klik”, når man løftede røret.

Det var nyttig viden i visse miljøer, for det var nemlig et tegn på at man blev overvåget af nogen – højst sandsynligt politiets efterretningstjeneste. Og hørte man et klik, gjorde man bedst i at forlægge sin samtale til en mønttelefon, noget der også var en ting dengang.

I dag er overvågningen udliciteret. Philip K. Dick forudsagde, at der i fremtiden ikke længere ville være nogen, der aflyttede ens telefon, men at det ville være telefonen, der overvågede en. Og nu er det kommet så vidt, at det som regel er os selv, der gladeligt forærer telefonen – eller rettere de apps vi installerer – data om os selv og vores færden.

Typisk fordi vi ikke læser det med småt, den lange klamamse om terms and conditions, før vi tager appen i brug. Måske fordi de er for lange. Jeg ved selvfølgelig ikke om det ville være lettere at tygge sig igennem, hvis de, som Robert Sikoryak gjorde det med iTunes Terms and Conditions, blev omsat til tegneserie, men hvem ved.

I den står der oftest en passus om hvilke data appudvikleren må bruge og sælge videre til tredjepart. Tredjepart er in casu mobilapps oftest annoncørnetværk, der handler med xml-filer på kryds og tværs, så man, hvis man er en smule paranoid, kan tro at telefonen er i stand til at læse ens tanker og lytte til ens samtaler.

Sandheden er nok nærmere, at google lagrer dine søgninger, google maps din placeringshistorik, facebook dine check-ins og dem, du er sammen med og deres præferencer.

Så har du og dine bedste veninder siddet på cafeen, I har checket hinanden ind for at få en avocadotoast til halv pris, og en af dem har talt om kattemad, får du pludselig en strøm af annoncer for kæledyrsbutikker i dit feed. Scary? Næ. Kapitalisme.

Og det kan blive endnu bedre – for forude venter biometrien, og en teknisk og videnskabelig triumf. Ansigtsgenkendelse er et hit i England – hvor mindre tyverier ikke længere bliver behandlet af politiet, og butikkerne er nødt til at håndtere sagerne selv. Derfor er der kameraer i indgangspartiet, som buzzer sikkerhedspersonalet, hvis en registreret butikstyv er på vej ind i butikken. Systemerne kommer fra firmaer som Facewatch.

Herhjemme er vi nok mere lorne – i hvert fald endte Sallings forsøg med kameraer i butikkens scan-selv-område med at kameraerne blev pillet ned – der var for mange, der følte sig utrygge ved at de kunne se et lille billede af sig selv på skærmen i “kasseapparatet”. Salling undskyldte sig med at “det var fordi man skulle vide, at der også er overvågning, hvor der ikke nødvendigvis er personale”.’

Selvfølgelig kan ansigtsgenkendelse også bruges til markedsføring. Lidl har for nylig lanceret Omüse (linket virker kun på smartphone) – et program, hvor man scanner sit ansigt med telefonen, og derefter får svar på hvilke frugter og grøntsager, der passer bedst til ens ansigtsform (omüse er et portmanteau af Obst og Gemüse).

Det er der selvfølgelig lige så lidt ræson i som der er i fysiognomik og i at spise efter blodtype – men det interessante er at gamificeringen af selve scanningen gør det underholdende – i den tyske version bliver man præsenteret for sin persontype og en underholdende historie derom i frugt-og-grønt-termer.

Man kan fx være en himaisoree som på det ledsagende billede, en kombination af hindbær, porre og majs (Himbeer, det nordtyske Porree og Mais), der styrker immunforsvaret, regulerer væskebalancen og fremmer fordøjelsen (sic!).

Ofte er opslaget ledsaget af opskrifter og tags som #lidlkochen og #lidllohntsich, der opmuntrer til at handle i Lidl, for det er nu så billigt, og der kan man jo alligevel få det hele.

Og hermed nærmer vi os pudlens kerne: det handler om at få kunden til at blive i Lidl-universet. Jo flere oplysninger, du kan koble til kundernes købsmønster, des bedre lykkes det.

En af de ting, man skriver under på i Lidl’s terms and conditions er hvorvidt Lidl må indsamle telefonens IP-adresse – og så har vi pludselig åbnet for en hel Pandoras æske af markedsføringspotentiale. Du kan – obviously – få personligt målrettede tilbud fra Lidl i dit nyhedsfeed på telefonen, men tænk nu videre:

Hvis ansigtsgenkendelsen i Lidl genkender dig, kan du pludselig blive præsenteret for on-site tilbud, der popper op på din telefon, og er specielt til dig. Og det er vel at mærke fra butik til butik – fra Lidl i Skrydstrup til Lidl i KBH Nordvest.

Dengang jeg arbejdede i telebranchen (det var dengang der var fastnettelefoner og telefonbokse) fantaserede vi af og til om dynamiske prisskilte. Og dengang, jeg arbejdede i fødevareforskning fantaserede vi af og til om intelligente køleskabe, der selv kunne købe ind.

Men hvad med en hel koncern, der kender dine præferencer på baggrund af ansigtsgenkendelse og indkøbshistorik? Og er i stand til at koble denne viden med den viden du selv – frivilligt – har pøset ind i dine smart-home-gadgets, fordi du så har mere tid til at løbetræne? Og her er det som bekendt Amazon, Google og Apple der sidder på flæsket.

Sidder man først i saksen hos en af de tre, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at store dagligvarekæder køber sig ind, og så er man for alvor fanget i et kunstigt økosystem, hvor man i realiteten kun er i stand til at se de varer, der er “godkendt” i forhandlingen mellem de forskellige kunstige intelligenser.

Mig: “Alexa, bestil chips”.
Alexa: “Ingen chips til dig, tykke”.
Mig (tænker): “Nå, men så går jeg bare i Lidl”.
Lidls dørrobot, Philip: “Nå, så du tror du skal i Lidl? Ikke før du har betalt de 500 du skylder fra sidst, tykke”.

Jeg tror der er brug for lidt mere Dick til at forstå den verden, der potentielt ligger foran os.

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *