Ugens pakkeBestil og hent ugepakken hos Det lille Grønttorv.

Ø-mærket skal være voksent

I fredags (den 30. januar) deltog jeg i Fødevareministeriets fejring af det røde Ø-mærkes 25 års fødselsdag. Det foregik i Fællessalen på Christiansborg. Næsten alt hvad der kunne krybe og gå af »aktører«, som det hedder på fint, i økologisektoren var til stede.

Samme dag lancerede ministeriet »Økologiplan Danmark«, med målene for økologi i Danmark frem til 2020 – en flot plan, der især skal fremhæves, fordi der er lagt op til tværministerielt samarbejde om mere økologi.

Den slags er der ikke gode erfaringer med i EU – de svenske pendanter til vores sundhedsstyrelse og miljøstyrelse konkluderede for fem år siden i en rapport, at hvis man ville gøre noget godt for sundheden og miljøet samtidig, skulle man spise økologisk og lokalt.

Den fik thumbs down – det virkede angiveligt konkurrenceforvridende.

Men man kan kun krydse fingrene for det danske forsøg.

Selv var jeg inviteret som repræsentant for Københavns Fødevarefællesskab, KBHFF, og havde godt selskab af »kolleger« både fra KBHFF og fra Odense Fødevarefællesskab.

Jeg havde også en bunden opgave: At deltage i en paneldebat med emnet Visioner for salg af Ø’et sammen med Nettos direktør, Claus Juel-Jensen, og Thomas Roland, ansvarlighedsdirektør for COOP.

Det vil være synd at sige, jeg blev overrasket over de bud på fremtiden for det lille, røde Ø-mærke Claus Juel-Jensen og Thomas Roland stillede op med. Det handler om at sælge mere til flere.

COOP har for nylig sat priserne ned på økologiske varer – og Nettos direktør fastholdt, at discountgiganten er »nummer et«, når det gælder økologiomsætning. Det handler om pris og volumen.

I KBHFF har vi en lidt anden dagsorden. Vores grundprincipper handler først og fremmest om at handle lokalt, bæredygtigt og i sæson. Det betyder, at vi aldrig kommer i en »mangelsituation«, som den, der blev beskrevet i Food Supply forleden, hvor en repræsentant fra COOP beskriver situationen efter prisnedsættelserne:

På en række grøntsager har det knebet med at have varer nok; det gælder for eksempel tomater, salater og courgetter

Vi har nemlig slet ikke tomater, salater og courgetter på denne tid af året: Det er sommergrøntsager, som vores medlemmer kun får i posen om sommeren.

Nu står den på kål og rodfrugter.

Samtidig kan man godt blive lidt bekymret, når man hører de store kæder tale om pris som en afgørende faktor. Hvis man tænker sig om, kan man vel let forestille sig at den manglende indtjening ved prisnedsættelsen skal ende et sted, der nok ikke er supermarkedernes bundlinie. Så er der bønderne tilbage.

Det bringer os tilbage til endnu et vigtigt grundprincip for fødevarefællesskaberne: At sikre, at vores producenter får en fair pris for deres varer.

Det behøver ikke nødvendigvis betyde, at varerne bliver særligt billige for medlemmerne.

For hvem har sagt, at økologi – eller mad i det hele taget skal være billigt?

Desværre har mad aldrig været så billigt som i dag.

Jeg siger desværre, fordi det ofte skyldes, at mange produktionsomkostninger er blevet eksternaliseret, måske især i den konventionelle produktion.

Ser man på de umådeholdne mængder af billigt svinekød, der fylder kølediskene, er det kun muligt, fordi det er stort set gratis for producenten at slide vejnet og arbejdere op og at fylde svinene med antibiotika, så antallet af årsgrise kan bringes op på 40:

Udgifterne til reparation af vejene mellem Danmark og Tyskland, slagteriarbejdernes dårlige rygge og forskningen i medicin til et postantibiotisk samfund bliver afholdt af samfundet.

Bliver de ikke afholdt af vores samfund, bliver de afholdt af et andet. Det globaliserede fødevaresystem fungerer ved en form for avanceret abekast, hvor de prismæssige udfordringer hele tiden sendes bagud i forsyningskæden.

Konventionel mad er billig fordi de sande produktionsomkostninger afholdes af skatteyderne! Click To Tweet

På den måde ender vi med hest i lasagnen og med frosne, økologiske bær, der skal koges før de skal bruges. At bruge dem rå i en smoothie er russik roulette og at bruge dem oldefars fødselsdagskage er noget, man kun gør, hvis man er grundigt træt af ham:

Bærrene er muligvis pakket i Polen, men plukket i Ukraine af hviderussiske gæstearbejdere, der kan arbejde døgnet rundt – og så er det ekstra billigt, fordi de kan gå på toilettet på marken.

Det handler om ansvarlighed.

Ø-mærket skal ikke kun være en garanti for at der ikke er brugt kunstgødning og pesticider, at dyrene har haft adgang til udearealer og har fået grovfoder.

Det er selvfølgelig stadig vigtigt. Ikke mindst for at skabe en mindre toksisk fødevareproduktion.

Men ø-mærket skal i langt højere omfang også være en garanti for en social ansvarlighed og for en miljø- og sundhedsmæssig ansvarlighed i bredeste forstand.

Ø-mærket skal være en garanti for, at den bonde, der har produceret varen har fået en betaling, der gør, at han eller hun er i stand til at aflønne de ansatte – hvad enten det sker i Valparaiso eller Vejle. Og at betalingen falder inden for en frist, der opfattes som rimelig.

Ø-mærket skal i højere grad afspejle sæsoner og lokalitet: Det kræver måske en holdningsændring, så vi fjerner fokus fra de dyre, importerede grøntsager, og i stedet kaster os over de lokale sæsongrøntsager – de er nemlig både billigst og sundest.

Sæson, lokalitet og social ansvarlighed skal være en del af fremtidens Ø-mærke! Click To Tweet

Men så længe det er supermarkederne, der tager den største andel af vores madbugdet, er det sådan set dem, der har aben siddende på skulderen.

Vi andre skal nok klare os. Vi har nemlig også påtaget os den opgave, supermarkederne har så umanerligt svært ved:

At indse, at det at forvalte et Ø-mærke også er en pædagogisk opgave, en fælles opgave, der først og fremmest kræver nærhed og tillid mellem producent og konsument.

Login