Ugens pakkeBestil og hent ugepakken hos Det lille Grønttorv.

Mad er meningen – til en vis grænse

Vores allesammens lokale brugs, Coop, holdt fest i går. Under overskriften Mad er Meningen blev en masse aktører på madområdet, som det hedder på nudansk, indbudt til at give deres input til hvad der er god mad og hvad der er dårlig mad. Og til at være med til at formulere et madmanifest for fremtidens Coop-butikker.Selvfølgelig var luften tyk af floskler – arrangementet skulle jo, som min sidekammerat bemærkede, konkurrere med melodi grand prixet på Refshaleøen.

Målet med arrangementet var at få »bedre mad i dagligvarehandlen og på de danske middagsborde«. Med den målsætning er det vel ikke så svært at tage fat, skulle man tro: Så handler en ansvarlig forretning kun med de bedste varer. Men så nemt er det selvfølgelig ikke. Under det hele lurer den sædvanlige debat: Kan man tillade sig at bestemme, hvad andre mennesker skal spise? Og det er jo egentlig heller ikke så svært at svare på – for som flere af debattørerne pointerede, er det jo det, indkøberne i landets supermarkeder foretager sig hele tiden.

Dilemmaet blev understreget af at to af aktørerne havde medbragt en svinekam: Susie Stærk Ekstrand fra Landbrug og Fødevarer brugte svinekammen som et eksempel på en god vare – effektiv produktion, arbejdspladser og eksport. Britta Riis fra Dyrenes Beskyttelse brugte svinekammen som et eksempel på en dårlig vare: Halekuperinger, kastraktion uden bedøvelse og dårlig dyrevelfærd.

Men man kan ikke, som dagens mest aggressive oplægsholder, Birgitte Escherich, foreslog, blot over en kam fjerne de »dårlige« varer, og nøjes med at føre dem, der er produceret efter sundhedsmæssigt, miljømæssigt, socialt og biologisk forsvarlige principper.

Sidespring: I denne bloggers øjne er der ellers rigeligt med årsager til at dømme den konventionelt producerede gris ude: I forgårs kom det nemlig frem, at MRSA-bakterien nu er begyndt at sprede sig, så man er i fare for at blive smittet selv om man aldrig har været i nærheden af en svinestald – der er faktisk allerede lig på bordet. Man går i fare, hvor man går.

Men fjerner man lortet fra hylderne, vil det – og her kommer det – være for elitært.

Pøbelen skal have sit.

Om så det slår den ihjel.

Til sidst var der gruppearbejde. Baseret på en forbrugerundersøgelse og en undersøgelse blandt deltageren havde bureauet bag eventet (der er altid et bureau bag eventet) identificeret 13 agendaer. Blandt dem nogle, der kunne have være kalkeret fra en hvilken som helst fødevareindustri-brainstorm om hvad det er, forbrugeren vil have: »Gør det lettere for os at træffe gode valg«, »Giv os inspiration og udfordringer« og »Vi vil have flere nemme kvalitetsløsninger« – og så nogle, med lidt mere kød på i forhold til den altoverskyggende bæredygtighedsagenda: »Vi forventer, at alle varer er produceret og købt under ordentlige vilkår«, »Giv små og nytænkende producenter og lokale leverandører adgang til hylderne« og »Giv os mere, bedre og billigere økologi«.

Prioriteringen blandt forbrugerne var klar: Her var det agenda-punktet »Vi vil have fair priser« (forstået som billige priser), der lå højest og punkterne med »mere, billigere og bedre økologi« og »små og nytænkende producenter og lokale leverandørers adgang til hylderne«, der lå lavest. Det var stik modsat, da deltagerne i Coops fest blev bedt om at prioritere: Priserne lavest, økologien og små, nytænkende og lokale producenter højest.

Måske fordi den »fairness«, der blev efterlyst i agendaen temmelig entydigt blev defineret som »det må være muligt at gøre varerne billigere, så vi har råd til ægte kvalitet« – en ultra-egoistisk, kortsynet, og måske endda fejlagtig anvendelse af begrebet fairness. I hvert fal var de færreste i forsamlingen enige i den: Fairness betyder, at alle, der er involveret i frembringelsen af fødevarer, får en anstændig løn, så de kan leve af det, de laver.

I grupperne blev vi bedt om at sætte handling bag ordene – og komme med forslag til hvordan Cook kan adressere, som det hedder på nudansk, agendaens punkter. Jeg kom med disse to forslag, som Coop og andre kan benytte kvit og frit:

KVALITETSBLOMSTEN – som addresserer agendaens #4, »Vi forventer, at alle varer er produceret og købt under ordentlige vilkår«
Indfør et enkelt mærke, der indikerer hvor mange kvalitetsparametre, en bestemt fødevare opfylder. Mærket har form som en blomst. For hvert parameter, varen opfylder, får blomsten et kronblad. Er varen – eller råvarerne, der indgår i den – produceret af folk, der får en overenskomstmæssig løn? Hvis ja, et kronblad. Er de dyr, der indgår i produktionen, blevet opdrættet og slagtet under acceptable forhold? Hvis ja, et kronblad.

Og man kan fortsætte: Er produktionen af varen med til at forhindre udvikling af landbrug og et lokalt marked i lokalområdet? Er produktionen af varen miljøbelastende i en grad, der forhindrer lokalbefolkningen i at få udbytte af jorden? Er varen (eller råvarerne der indgår i den – you get the drift) i sæson i lokalområdet og stammer den i så fald herfra? Hvis ja, et kronblad. Er der i produktionen taget hensyn til råvarernes og er produktets sammensætning den samme som et tilsvarende, hjemmefremstillet produkt? Hvis ja, et kronblad. Og så fremdeles. Jo flere kronblade, jo bedre er produktet.

KØBMAND MED ANSVAR – som ikke addresserer nogen af punkterne, men som er et »wildcard«, der i virkeligheden kan omfatte det meste
Når Coop afholder sådan et møde, er det selvfølgelig også fordi de kan mærke de alternative distributionssystemer ånde sig i nakken (i det omfang et distributionssystem kan ånde og en supermarkedskæde har nerver og nakke): Årstiderne, Nemlig og Fødevarefællesskaberne gør ting på en helt anderledes måde end supermarkederne traditionelt har gjort.

Ideen er simpelthen at udvikle brugserne i lokalområderne til at være omdrejningspunkter for en lokal fødevareforsyning, baseret på lokale, demokratiske samtaler. Grøntsagerne og kødet i butikken skal komme fra lokale producenter, og butikkerne skal indgå i dialog med både kunder og landmænd om hvordan man sikrer den optimale varesammensætning. Coop har i forvejen en uhyre stor medlemsdatabase og er udsprunget af andelsbevægelsen. Den bevægelse kunne ligge lige for – og have mange fordele: Tættere bånd til kunderne, større forsyningssikkerhed og så lige det, som var målsætningen med det hele: Bedre mad i dagligvarehandelen og på middagsbordene.

Der er selvfølgelig et par kameler, der skal sluges: Fx er det ikke sikkert, hylderne vil bugne af alting altid. Og måske vil pøbelen savne pulversovsen – men det ordner sig vel, når Coop først får lært den at lave bearnaise af lokale æg. Bonussen er til gengæld til at tage og føle på: Mere liv på landet, bedre maddannelse, højere kvalitet, mindre madspild, you name it.

Come and get it.

Login