Ugens pakkeBestil og hent ugepakken hos Det lille Grønttorv.

Hvem skal nu betale?

MuseslervosNavnet Staphylococcus kommer fra det græske staphylos, som betyder vindrueklase, og kokkos, som betyder frugt. Under mikroskop ligner staphylokokker faktisk også små, runde frugter, der sidder i klaser. De kan leve både anaerobt (uden ilt) og aerobt (med ilt). De findes i den biofilm – et lag af bakterier og andre mikroorganismer – der er på huden og slimhinderne i næsen, munden og svælget hos mennesker og andre pattedyr.

Der findes cirka tyve forskellige slags. Nogle af dem, fx Staphylococcus aureus, også kaldet gule stafylokokker, er sygdomsfremkaldende. De producerer koagulaser, enzymer som får blodet til at størkne og giver bylder, leucocidiner, der opløser hvide blodlegemer og giver materieansamlinger, toxic shock syndrome-toxiner, der Toxic Shock Syndrome med feber, diarré, udslæt og får huden til at gulne og falde af (populært kaldet tamponsyge, fordi nogle kvinder, lige da tamponer kom frem i halvfjerdserne, lod dem sidde for længe, og derved gav bakterierne ekstra næring), eller de producerer enterotoxiner, der giver madforgiftninger med diarré og opkastning.

Bakterier, siger man så, ikke noget problem. Alexander Fleming fik trods alt nobelprisen i medicin for at isolere penicilin fra Penicilium-svampe. Mug med andre ord. Men der er lige det, at stafylokokker også producerer penicilinaser, endnu et enzym, som har den egenskab, at det nedbryder penicilin.

Men heldigvis har man andre midler – fx methicilin, som er en videreudvikling af penicilin.

Troede man da. Indtil for nogle år siden, da man fandt de første methicilin-resistente stafylokokker. Stafylokokker, der synes methicilin (og andre antibiotika, både de, der er beslægtede med methicilin som fx dicloxacilin, nafcillin, oxacilin og cephalosporiner, som stammer fra en anden svamp, Acrimonium) er ganske dejlig mad og trives derpå. Stafylokokker, der er blevet resistente over for methicilin – med en smart forkortelse kaldet MRSA, Methicilin-resistente Staphylococcus aureus.

De første MRSA-bakterier blev isoleret i England i 1961, men antallet af tilfælde er steget støt. Her på bloggen blev MRSA først sat i forbindelse med svineproduktion i 2007, da den engelske Soil Association advarede mod MRSA, og siden er det gået slag i slag. Statens Serum Institut oplyser, at i 2012 var der 1.556 smittede – der er sket en fordobling siden 2009 og endda en markant stigning siden mellem 2011 og 2012. På det seneste er det især Ingeniøren, der har givet stemme til forskerne – jeg nævner i flæng:

  • Tal fra Danmap viser, at smågrisene får antibiotika hver femte dag – og det er vel at mærke ikke hvilken som helst antibiotika, det er den bredspektrede slags, den der virker mod alle bakterier, den, lægerne som regel helst vil gemme til sidst, for hvis man starter med at ordinere den, og ikke får slået alle bakterier ihjel, er Fanden løs. Og det er den hornede så i dette tilfælde: Smågrisene får nemlig antibitikaen doseret med løs hånd i foderet af den nærmeste, lettiske landbrugsmedhjælper.
  • MRSA-inficerede patienter er fire gange så dyre at behandle som andre patienter, viser studier fra Singapore. Schweiziske undersøgelser pinder det ud som 5.000 kroner ekstra per dag – kombineret med et noget længere hospitalsophold. De tal kan uden videre overføres til danske forhold, mener forskere fra SDU. Og faktisk er det sådan, at naboerne til svineproducenter også lever med en forhøjet smitterisiko (i dag bliver man kun spurgt om man arbejder på en svinefarm eller bor sammen med nogen, der gør)
  • Svineproducenterne vil ikke åbne dørene for en MRSA-test – det kan nemlig gå ud over eksporten fra især avlsbesætningerne, som leverer smågrise til hele resten af apparatet, for hvis de bliver udpegede som smittekilder, er der store penge på spil. Fra DTU lyder det, at myndighederne har givet op – man får aldrig bugt med bakterien, hvis ikke man går ad fontem, ind i avlsstaldene. Men myndighederne giver svineproducenterne ret – det er stadig hemmeligholdt, hvor smitten kommer fra, selv om ombudsmanden mener, sagen bør være omfattet af miljøoplysningsloven, og journalisterne Kjeld Hansen og Niels Mulvad derfor skal have den aktindsigt, de har bedt om.

Det er de multiresistente bakterier, der er pudlens kerne i debatten om den moderne, industrialiserede svineproduktion. Hvis man lytter til forskerne og hvis man bruger sin sunde fornuft: Selvfølgelig er det synd for de små pattegrise at de bliver kastreret, halekuperet, kun har en 5*4-bjælke i et metalrør at hygge sig med og får hjørnetænderne filet af, men det er da også lidt synd, hvis vi alle sammen render rundt og ser usexede ud med tamponsyge (gul hud, der flager og falder af, og en voksenble, der er ved at løbe over, giver kedelige selfies).

Når bakterier udvikler resistens, er det fordi de tilpasser sig omgivelserne. Det er ren evolution. De bakterier, der overlever i det farlige miljø med antibiotika, udvikler mekanismer, der sætter dem i stand til at nedbryde antibiotikummet eller udskille det (fx gennem pumper i cellemembranen). Det er blandt andet derfor, en læge ikke vil bruge de bredspektrede antibiotika først, og det er derfor, læger giver strenge formaninger, når de udskriver antibiotika: Bliv ved med at tage pillerne til kuren er færdig – også selv om du føler dig rask. Alle bakterierne skal slås ihjel, ellers stiger risikoen for resistens (som måske endda i øvrigt kan sprede sig til andre bakterier).

Derfor blev jeg ikke alene chokeret, men også temmelig vred, da jeg i en facebook-dialog med Søren Sørøver forleden blev konfronteret med en landbrugsmedarbejder, der hævdede, at »han havde MRSA«, men at han, da han fik et udbrud, »da ikke gad spise alle sine piller – et par dage, så var det overstået, og han kunne komme ud i stalden igen«. Den holdning – man kunne den vel kalde den i bund og grund uoplyst, idet jeg værdsætter bonden for meget til at bruge ordet bondsk – er jeg alvorligt bange for, at den unge mand ikke er den eneste, der render rundt med.

Og det skal der laves om på.

Hvis landbruget ikke vil åbne dørene, har de satanrasme et ansvar for at sørge for, at deres medarbejdere er ordentligt uddannede – og klar over, at det er risikomateriale, de render rundt og beskæftiger sig med.

Man kunne for at perspektivere det yderligere, spørge sig selv, om det er rimeligt, at de danske skatteborgere skal betale for omkostningerne ved at behandle sydomme fra en bakterie, der kommer fra et enkelt erhverv – og in casu avlsbesætningerne endda kun fra en lille undergruppe af et erhverv. Er det virkelig så meget værd (ja, jeg ved godt, der cirkulerer tal – fra Landbrug og Fødevarer – om 142 milliarders eksport, men der cirkulerer også andre tal – fra Fødevareøkonomisk Institut – der siger at produkionsværdien er 70 milliarder … mens produktionsomkostningerne i øvrigt er 72 milliarder).

Det affødte endnu en debat på denne blogs facebook-side. Felix, der driver bloggen Verdens rigeste landmænd, mener løsningen kunne være, at forbrugeren lægger en ekstra krone eller tokrone, hver gang hun køber et stykke gris. De mange kroner kunne så investeres i forskning, der skal skabe et bedre og mere bæredygtigt landbrug.

I og for sig en prisværdig tanke, hvis ikke det lige var sådan, at forbrugeren i forvejen spytter i bøssen, hver gang hun køber et stykke gris. Pengene ryger i noget, der kaldes svineafgiftsfonden. Der er elleve fonde i alt (heriblandt også en mælkeafgiftsfond, en kvægafgiftsfond, en kartoffelafgiftsfond, en fjerkræafgiftsfond og en fiskeafgiftsfond). De fungerer ved at producenterne af svin (mælk, kartofler, oksekød etc.) betaler afgift af produktionen – en afgift, jeg da håber, de er i stand til at få hjem igen, i sidste ende fra forbrugeren. Og pengene fra fonden – tjuhej – bruges til forskning.

Produktionsafgiften ved slagtning af svin var i 2013 5,60 pr. svin til og med 109,9 kg slagtet vægt, 11,00 pr. svin på 110 kg og derover. For svin til eksport var afgiften 0,70 for smågrise til og med 15 kg og 1,50 for smågrise mellem 15 og 50 kg. Det må da kunne blive til en slat penge: Og jo, i alt blev det til 185 millioner kroner i 2013.

185.000.000 kroner.

Hvad bruger man så pengene til? Tja – en stor del af pengene går til eksportfremmende aktiviteter. Der er hele 15 millioner til at fremme eksporten til Japan og 9 millioner til at fremme eksporten til Kina. De eksportfremmende aktiviteter står i alt for cirka 43 millioner (det japanske kød bliver i øvrigt fortrinsvis brugt i pizzaindustrien, lyder det fra sædvanligvis pålidelig kilde – der er ikke noget med pæne dannebrogsflag og herregårde på et luksusprodukt). Der ryger også en del til effektivisering og rationalisering – post mortem, that is. Det er der afsat 20 millioner til – heraf går de 9 til automatisering af tarmområdet.

Til sammenligning bruger man 1.000.000 på projektet Optimalt brug af antibiotika. Mit gæt er at den million er spildt – for der bliver samtidig brugt 800.000 på projektet 35 grise pr årsso. Altså et projekt, der går ud på at få flest muligt (overlevende) smågrise klemt ud af den arme so.

Men netop de mange grise pr årsso er en af årsagerne til resistensen: Når de små grise skal tages fra soen (så hun kan blive drægtig igen) er det, de får fravænningsdiarre og skal have antibiotika, strøet med løs hånd, måske endda af den unge mand, der lige har droppet antibiotikaen, for nu væsker såret ikke mere. Lige præcis de problemer bliver sgu ikke løst af at vi lægger en ekstra forbrugerafgift på landbrugsprodukter!

Løst fra hoften er her tre (gratis) muligheder, der måske kunne gøre en lille smule for at gøre håndteringen af problemerne lidt lettere:

  1. Giv ombudsmanden hvad ombudsmanden er. Lad være med at lefle for landbruget, men lav en MRSA-plan, der matcher salmonellaplanen i effektivitet – åbn staldene og mud ud, der hvor der skal muges ud. Tag pengene hertil fra svineafgiftsfonden.
  2. Tving samtlige landbrugets medarbejdere (og deres familier) på intensive kurser i hvordan man omgås risikomateriale. Tving svineavlerne ud med informationsmateriale til naboerne. Tag pengene hertil fra svineafgiftsfonden.
  3. Lav om på hvordan forskningen prioriteres. Det skal ikke længere være Rip, Rap og Rup, der fordeler pengene, det skal foregå mere demokratisk (ikke ved folkeafstemninger, men ved borgerinddragelse). Og de første, demokratiske beslutninger skal handle om hvordan vi bedst muligt får sat fokus på de reelle problemer i svineproduktionen.

Nåja! Billedet! Man kan bruge maddiker til at fjerne det nekrotiske væv, der opstår ved en MRSA-infektion. Så man kunne også købe fluer for alle pengene.

One Comment

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *