Thursday, 5 Dec 2019

Madblogfremtider

I et afsnit af 20. sæson af serien »The Simpsons« finder Marge Simpson ud af hun er mindre populær hos de store børn – Bart og Lisa – end Homer Simpson. Han er blevet Fun Dad, mens hun kun foretager sig de kedelige ting.

Ved et tilfælde kommer Marge, Bart og Lisa ind på en etiopisk restaurant, hvor hun, vælger den mest autentiske ret på kortet – og snart bliver anerkendt som ægte foodie. Og snart har hun, Bart og Lisa lavet en madblog – The Three Mouthketeers – med sin egen kendingsrap:

I’m throwing down mad foodie game, knowing all the chefs’ names
Rolling into K-Town for bibimbap and bulgogi
The hotties I chill with are sriracha and kimchee
Housemade terrines, my ducks are always confit
I braise with a billion more BTUs than I need
I cook a Thanksgiving turkey in a trash-bag, sous vide
Afumatoare in Brindisi Fed-Exes me salami
Don’t scoop me gelato unless it’s got umami
I’ll be “Frank” like Bruni, “Ruthless” like Reichl “Wiley” like Dufresne, and when I take the mike, I’ll Rhyme about radicchio, criticize Colicchio
Every pub is gastro, and all my beef carpaccio

Rapteksten udstiller i virkeligheden ret mange madblogs: Det handler om at prøve de nye teknikker, om at være først med det nye, og meget gerne være den, der »opdager« et nyt køkken eller en ny restaurant.

Som en af madbloggerne i Simpsons-afsnittet siger, var det ham, der »opdagede« koreansk barbeque. Og da Lisa spørger om det var før koreanerne, giver han det geniale svar:

»They may be cooking it but they don’t get it«.

To synspunkter
Det gav selvfølgelig en lille smule bagslag, som man vil kunne se på bl.a. Wikipedia. Katharine Schilcutt skrev i Houston Press:

Is this how you, as a foodie or food lover or food nerd, want to be perceived? As tacky, snotty, slightly racist, hoarders of food experiences that you gather like rare gems and patronizingly hold over other people’s heads? Because that’s how The Simpsons wants to paint us.

Village Voice skrev Robert Sietsema om afsnittets relativt store forudsigelighed – og ikke mindst om det faktum, at madbloggerscenen af i dag ikke er hvad den har været:

Too predictably, the episode features or at least name-checks such foodie superstars as Tom Colicchio, Gordon Ramsay, Ruth Reichl, Frank Bruni, Wylie Dufresne, and, of course, Anthony Bourdain. Let’s forget for a moment this show should have been done, say, two or three years ago, when food blogging was hot. By now, many food bloggers of our acquaintance have out-migrated to paying gigs, and the concept of the food blog has been co-opted by every major media outlet, rendering real food blogs — the old-fashioned kind, where someone stood alone in their kitchen cooking things, or wandered the hinterlands seeking out unique deliciousness — nearly obsolete.

To synspunkter i dansk aftapning
De to holdninger afspejler faktisk også noget man kan se i de danske madblogs og i holdningerne til dem:

Vi lever, som jeg vist har påstået før, i et samfund der er skarpt opdelt mellem de 10-20 %, der interesserer sig for, hvad de putter i munden og de 80-90 %, der er hylende ligeglade. Og for de 80-90 % er beretningerne fra bloggerens erfaringer med sous vide-tilberedning eller det seneste besøg på noma i bedste fald uinteressante i værste fald provokerende og fornærmende.

Den »fornærmelse« kan give sig udtryk på to måder – latterliggørelsen, som når Homer Simpson omtaler Marge’s foodie-dille som »pixie wangs and deep-fried walrus mustaches« – eller som decideret vrede:

Vi har fra andet hold set hvordan selve det at interessere sig for mad kan problematiseres yderligere og gøres til et elitært projekt – altså som et tegn på at man forråder det folkelige (man må her mindes Søren Krarup og hans insisteren på havregrød som et symbol på det ægte danske).

Men de 10-20 % af befolkningen, der er interesserede i mad og måske har en madblog (noget, der er ret nemt at få i dag på platforme som blogspot.com og wordpress.com – det kræver stort set bare at man har en emailadresse) er samtidig blevet mere synlige – og det forstår PR- og reklamebureauer at udnytte.

Det betyder, at mange blogs bliver professionaliserede, nogle i en sådan grad, at de bliver knyttet til bestemte varemærker – og går fra at modtage vareprøver i ny og næ til at blive deciderede samarbejdspartnere (så varemærkets navn indgår i deres opskrifter etc.).

Resultatet er at der i dag findes – meget groft sagt – to slags madbloggere: Den ene blogger overvejende om den mad, der bliver til i hjemmet, den anden blogger overvejende om den mad, der bliver spist på restauranter (og forsøger at eftergøre den i hjemmet).

Men resultatet er også – og ikke kun for mig – temmelig ensformigt. Jeg har selv, før i tiden, skrevet om både opskrifter og restaurantbesøg. Men jeg har erkendt at jeg ikke orker det i længden. Udvikling af opskrifter tager tid og koster penge – særlig det sidste er et problem, når bloggen er en hobby. Det samme med restaurantbesøg: Der findes mange andre og bedre anmeldere end mig.

Jeg har ikke rigtig lyst til at læse om folks privatliv (jeg lever nemlig selv et ret kedeligt og rutinepræget liv med flere leverpostejmadder end trestjernede restaurantoplevelser, kan jeg afsløre, så nyhedens interesse er ligesom overstået), jeg orker ikke se flere opskrifter på tidens og mediernes populæreste ret (jeg hører, at kinesiske astrologer har omdøbt 2011 til det trukne svins år), jeg orker ikke se flere billeder af urtepotten på noma (neeeej, tænk, er grenene i virkeligheden en slags kiks, der kan spises???).

Den tredje vej?
Jeg begik for nogen tid siden en kronik i information, hvor det var mit ærinde at efterlyse en tredje vej for madbloggen: En vej, der kan bruge til at formidle holdninger og i bund og grund føre til et mere fundamentalt vigtigt budskab end den nye sustainable living-flavor fra Unilever.

Min inspiration kom fra den amerikanske blogger Adam Roberts, der i marts i år på bloggen The Amateur Gourmet spurgte sig selv om madbloggens tid er forbi:

Whereas before, there wasn’t a clear sense of form—the form was still being discovered—now food blogs are all rather homogenous: bright colors, punny title, big, SLR-photographed pictures of food, lots of buttons for sharing and liking on Facebook*, and a safe, crowd-pleasing writing style that wouldn’t be out of place in an airline magazine. […] Am I saying it’s impossible to create a noteworthy, relevant food blog today? Not at all. But I am saying, in order to do so you can’t copy what’s come before; you have to forge something new. Whether it’s your concept, your design, your writing style, your subject matter, or your photography, you’ve got to find a way to push the genre forward. [Min fremhævelse, MK]

Og min tanke var ganske enkel: Hvorfor ikke i højere grad bruge bloggen som citizen journalism – altså påtage sig den bevidst kritiske borgers rolle, og stille de dumme spørgsmål, ingen almindelige forbrugere tør stille (men som nogen forhåbentlig har stillet i deres stille sind, før muzakken viskede det bort).

For eksempel mit årligt tilbagevendende maj-spørgsmål: Hvor er de danske asparges henne i de danske supermarkeder? Eller: Hvordan kan det være forsvarligt at 25.000 danske smågrise smides på møddingen hvert år? Eller: Hvorfor skal jeg partout købe fisefornemt flaskevand fra Nestlé til overpris, når der er aldeles fremragende vand på hanerne?

Find selv på flere spørgsmål – jeg kan nævne miljøspørgsmål, etiske spørgsmål, dyrevelfærdsmæssige spørgsmål og meget mere som inspiration.

Det var bare ikke ret populært. På et internt diskussionsforum på det sociale netværk facebook måtte jeg tage en del flak, noget af det fra unge brushoveder, der end ikke havde læst min blog – jeg skal undlade at citere – men der var faktisk kun en modig sjæl, der vovede at tage diskussionen ud i det åbne: Anders Damm-Christensen fra det meget populære blogkollektiv Gastromand, som replicerede udmærket – og til en vis grad sandt – at det ikke er bloggens opgave at »diktere« hvordan dens læsere skal spise:

Er det vores pligt at oplyse vores læsere? Ja. Men er det vores pligt at diktere vores læsere? Slet ikke! Når vores læsere involverer sig i den grad vi ser, i vores forum og via kommentarer til indlæg, er det åbenlyst, at de udmærket er klar over, hvorfor slagterens bøf fra fritgående dansk kvæg er bedre end discountkædens vakuumpakkede samme fra Argentina.

Problemet er bare – som Anders selv skriver – at Gastromands læsere er folk, der er klar over hvorfor kød fra frigtående, danskopdrættede dyr er bedre end vacuumpakket argentinsk.

Hvis Gastromand (sorry, Anders og jer andre, I bliver skamløst brugt som eksempel, men jeg mener det kun godt) ikke kvalificerer sit valg er der ingen, der opdager forskellen – og googler man opskrifter (hvad de fleste bloglæsere gør) forbliver kvalitetsdelen af Gastromands og de andre blogges budskab, hvor godt det end er, skjult viden.

Den når ikke ud til de 80-90 % af læserne, der derfor nøjes med det vacuumpakkede – og bliver ved med at tro, det kan være ligemeget hvor kødet kommer fra og hvordan det bliver opdrættet.

At tage stillinger
Som madblogger har man et ansvar, ligesom man har for alt hvad man skriver og fremlægger i det offentlige rum. Der er sådan set ingen undskyldninger – heller ikke undskyldningen om at man »laver hverdagsmad« er valid: Skal hverdagsmaden da ikke være af høj kvalitet, sund og produceret under etisk forsvarlige forhold? Det er da vel (jvf mit eget liv) den, der bliver spist mest af?

Måske er det det med det formynderiske, der stikker snuden frem. Er der noget man ikke må, så er det at kritisere det eksisterende madudbud eller andres madvalg. Heller ikke selv om det er komplet håbløse valg, de træffer.

Men hvad nu hvis man kunne gøre det på en helt ny måde – en måde, der på en gang forener kvalificeringen af det gode valg med en kritik af det bestående system – når jeg slår på at vi som bloggere skal skrive mindre om fænomener og mere om systemer, mener jeg blandt andet også at vi skal løfte blikket fra vores egen nydelse, og se på hvad der ligger bag maden på tallerkenen: Når kyllingen fx koster 25 kroner, er det så fordi kyllingen har levet et særligt forkælet liv i det fri? Nej, det er det næppe.

Men det skal gøres med udgangspunkt i smagen og det at spise. Og hvis de andre madblogs i fremtiden er lidt mere kritiske, skal jeg nok love at skrive lidt mere lystigt og lystent.

M’kay?

2 thoughts on “Madblogfremtider

  1. Kære Mogens
    Det er interessant, at du tager debatten om madbloggernes fremtid op igen, for den er på mange måder stadig relevant. Jeg var egentlig ikke ubetinget enig med dine synspunkter fra kronikken i Information. Jeg mener ikke nødvendigvis, at alle madbloggere behøver forholde sig til forsyningssikkerhed, bæredygtighed og etik i produktionen, selvom jeg bifalder de, som gør. Til gengæld kan jeg godt være enig med dig i, at madbloggere (måske bloggere i det hele taget) har et ansvar. For i takt med at bloggen vokser i popularitet, får ens ord større og større vægt. Og det ansvar er man nødt til at vedkende sig.

    Men det er sørme da en svær balancegang. Mad er jo en følsom sag, og som du selv er inde på, er det jo nærmest forbudt at anfægte andre folks madvalg. Jeg bliver også ked af det, når jeg ser indkøbsvogne fyldt med pulverbabygrød, men derfra og så til at anfægte andre folks forældreskab, synes jeg alligevel, der er et stykke. Den selvbestaltede dommerrolle synes jeg heller ikke er spor klædelig.

    Jeg har læst dit indlæg flere gange, og jeg synes stadig ikke, det står helt klart, hvordan det er, du gerne så madbloggerne udvikle sig. Som jeg læser det, efterspørger du mere kritik og bevidsthed og mindre glansbillede. Er det der, du vil hen?

    Hilsner fra Jane

  2. Hej Jane –

    Det sidste først: Ja – det er lige præcis der, jeg gerne vil hen.

    I min optik kunne madbloggerne faktisk for alvor rykke, hvis de stillede spørgsmålstegn ved de ting, der er forkerte i dag (og som enhver forhåbentlig kan se er forkerte) – fx spørgsmål om dyrevelfærd, landbruget og det ambivalente forhold vi har til dem.

    Og så er det ikke pænt at stille spørgsmålstegn ved folks forældreskab – men man kunne som blogger godt stille spørgsmålstegn ved det samfund, der gør, at nogen lever sådan! Det er det, jeg mener, når jeg taler om at skrive om systemer i stedet for fænomener.

    Fx: Urtepotten på noma er et “fænomen”, men den er samtidig et produkt af et “subsystem”, der kritiserer systemt “den industrialiserede fødevareproduktion” og det faktum, at de fleste af vores fødevarer bliver transporteret den halve jordklode rundt før de ender på vores tallerken.

    Og det er lige præcis i det industrialiserede systems interesse at vi holder kæft og æder vores gennemtævede og vandpumpede bacon og vores tilsætningsstoffer …

    Jeg ved godt, jeg er “langhåret”!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *