Sunday, 22 Sep 2019

Præ-moderne eller efter-moderne?

Så er den gal igen. Sociologen Ulla Holm, der i sin tid fik et helt segment i nakken, da hun dristede sig til at drage paralleller mellem det nye nordiske køkken og visse tendenser i fascismen, bl.a. med ordene:

»Centralt i fascismen står promoveringen af ’sunde’ og af andre kulturer uberørte elementer i den nationale tradition, glorificeringen af nationens historiske guldalder samt nationens genfødsel byggende på et etnisk baseret ’os’, hvis værdier skal styrkes og beskyttes mod udefrakommende ødelæggende kræfter repræsenteret af ’dem’«

Denne gang går Ulla Holm til stålet i Information under overskriften Eliten længes efter en præmoderne fortid. Udgangspunktet er et indkøb af kylling – nærmere bestemt en sammenligning af kyllinger, priser og kunder i Aldi og Irma:

»BornholmerHanen er en billet ud af den moderne civilisation og det fordærv, dens konsumenter tilsyneladende forbinder hermed.

I dét lys virkede det faktisk helt forkert at betale for kyllingen; det havde syntes mere passende at give kassedamen et bundt håndplukkede vilde urter – hvis så moderne et onde som lønarbejde ikke havde forhindret mig i at fremskaffe den slags naturalier.

Så betale gjorde jeg. Faktisk en klækkelig sum – i hvert fald hvis man sammenligner med den kylling, man kan købe i Aldi. På dén står der intet udover »det gode fjerkræ« – til gengæld koster den kun en tredjedel af BornholmerHanen.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan prisen på en kylling stiger proportionalt med omfanget af emballagetekst, der direkte eller indirekte diskvalificerer det, vi forbinder med den moderne verden og moderne fødevareproduktion i særdeleshed«

Ulla Holm har indtil flere pointer: Det, den moderne, relativt velbeslåede og urbane forbruger i dag køber, er meget ofte intet andet end vellykket branding.

Personligt synes jeg for eksempel ikke BornholmerHaner (hvor jeg dog hader sammensatte ord der får hver sit åh, så FancySmarte store bogstav) er synderligt meget bedre end deres mindre markedsførte artsfæller i nabomontren.

Hvis kyllingen er opdrættet på »moderne« vis, det vil sige med rigelige mængder kraftfoder, er der nemlig ikke stor forskel på kødets smag og struktur – og næringsindholdet vil, hævder bl.a. Michael Crawford, være lige så katastrofalt i bund: Der er stort set kun prisen til forskel. Herpå hjælper selv ikke billeder af nok så mange idylliske bøndergårde.

Og til den pris er det faktisk den moderne, relativt velbeslåede, urbane forbruger, der er til grin – og Aldi-segmentet, der har latteren på sin side.

Men Ulla Holms artikel peger også på et andet og mere fundamentalt problem ved vores moderne måde at ernære os på. Hun har ganske ret, når hun skriver, at den moderne mad har gjort os stærkere og højere, og at det er den industrielle fødevareproduktions skyld, at kvinderne ikke længere skal svede over kødgryderne.

Man kunne endda tilføje, at det er industrialiseringen af landbruget, og ikke mindst opfindelsen af kunstgødning og kunstvanding, der har gjort den voldsomme befolkningstilvækst muligt.

Og den præmoderne – dvs. præ-industrialiserede – fortid fra overskriften i Information er, hvis man viderefører Ulla Holms tankegang, også en verden, hvor der ikke er plads til nær så mange mennesker, et Malthusiansk mareridtscenarie, med andre ord.

Her er med andre ord tale om at de rige, velbeslåede Irma-kunder lever i en drøm om et økologisk og anti-industrielt fødevaresystem – og man kan let ekstrapolere til Helga Moos som for en del år siden argumenterede for at miljø- og økologibevægelsen står i vejen for den globale velfærd eller til vore dages bioteknologi-profeter, der stadigt fastholder, at økologien kan ikke brødføde en hastigt voksende befolkning.

Når det bliver stillet op på denne måde, glemmer man let, at økologi i dag ikke er ensbetydende med fodformede sko og dans under fuldmånen – det kan lige så vel være en højteknologisk affære som en konventionel produktion kan være det.

Der er blot tale om andre former for teknologi: Naturligt forekommende enzymer i stedet for de industrielt fremstillede, evolutions-emulerende planteforædling i stedet for genteknologi. Det behøver ikke betyde, at bio- og højteknologerne bliver arbejdsløse: Der er brug for bioteknologiske screeningsmetoder og systembiologi til at finde frem til de højestydende sorter, der er brug for multivariate metoder til at finde frem til de bedste vækstparametre og samkulturer og så videre og så videre.

Fødevareproduktionen i sin mest moderne form (deraf efter-moderne) er baseret på agroøkologisk teknologi. Og ligesom den på ingen måde udelukker en teknologisk tilgang, men blot kræver at produktionen respekterer miljøet og baserer sig på naturlige processer, giver det heller ikke væsentligt udbytteforringelse – faktisk fremhæver både FN, FAO og IAASTD, at det er den teknologi, der har de bedste fremtidsudsigter, når det kommer til at brødføde den hastigt voksende befolkning.

Måske begynder den egentlige problematik at aftegne sig: Der er vældige kapitalinteresser på spil i at fastholde den »moderne« produktionsform, som Ulla Holm forsvarer i sit indlæg – det paradigme, Tim Lang og Michael Heasman kalder »det produktionistiske« – og det er på grund af denne opbakning og op grund af resultater, der er relativt lette at forstå, at systemet er er fastlåst i sin egen bane: Kraftfoder giver større kyllinger hurtigere – ergo fodrer vi med kraftfoder. Også selv om der er indicier (og evidens) for at denne produktionsform og dette produktionsparadigme er selve årsagen til al verdens ernæringsmæssige ulykke – fra fedmeepidemier til hungersnød.

I dag er selv det, der i sin tid var et modstykke til den moderne produktion – den økologiske produktion – fastholdes i samme logik: Der skal være nok af det, det skal være billigt, og det skal se ensartet ud. Selv den BornholmerHane, Ulla Holm har fundet i Irma er ikkun et udtryk for det produktionistiske paradigmes logik:

Et moderne, produktionistisk paradigme er sagtens i stand til at frembringe fødevarer, der for det blotte øje tager sig ud som vægtige udtryk for et længselen efter et præ-moderne produktionsparadigme, men som, når man gransker dem nærmere, blot er simulakrer, efterligninger af noget oprindeligt, der nådigt kastes i grams.

Den sande modsætningen til det produktionistiske paradigme – den efter-moderne agroøkologiske produktionsform – er sværere at håndtere: Det kræver længere forskningshorisont end blot et toårigt fra forskning-til-faktura-projekt at dokumentere effekten af at samdyrke forskellige afgrøder, bruge biologiske processer i pesticidbekæmpelsen og forædle ved hjælp af evolutionære metoder. Men det kan blive stærkt nødvendigt at tage agroøkologien alvorligt – som bl.a. FNs særlige rådgiver på fødevareområdet Olivier de Schutter påpegede sidste år, er den moderne fødevareproduktion baseret på en konstant tilgang af billig energi – og det er der absolut ingen garanti for at vi bliver ved at have.

Når Ulla Holm stiller Irma og Aldi op mod hinanden som modsætninger i Information har hun derfor kun delvist ret: Det er rigtigt, at dem, der køber den dyre regionalt brandede kylling i Irma i visse tilfælde er til grin – og kun køber et hult varemærke – men i virkeligheden er hendes kritik af de »madbevægelser« vi ser i dag uberettiget:

De mere bevidste af madbevægelserne retter sig mod bagsiden af det produktionistiske, moderne fødevareproduktionsparadigme: Overforbruget af ressourcer, sundhedsproblemerne, der følger i kølvandet på overproduktion og udmarvningen af næringsindholdet i vores fødevarer. De mere bevidste elementer i madbevægelserne er samtidig fuldt ud klar over at et præ-moderne landbrugsproduktionssystem ikke er i stand til at brødføde verdens befolkning. De mere bevidste af madbevægelserne går efter at samle mange tråde på en gang: Synliggøre de kvalitetsforskelle, der udmønter sig i skiftet mellem en bæredygtig og ikke-bæredygtig produktion, at udvikle teknologier, der er i stand til at opretholde en produktion af fødevarer, der også sikrer de nødvendige næringsstoffer i de store byers food deserts, og måske endda kombinere lidt social engineering, overbevise os alle om at det måske ikke er nødvendigt at spise et halvt kg kød hver dag …

Med andre ord: Når Ulla Holm madkulturelt bagstræberisk længes efter modernitetens billige papkylling, klinger det en smule hult og ureflekteret. Jeg efterlyser en kritik, der er baseret på substansen frem for på overfladen. Jeg efterlyser substans i min mad, og ikke blot vil narres af reklamebureauernes smarte billeder. Og jeg efterlyser dem, der er villige til at bygge broer og  nye veje til forståelse og indsigt.

3 thoughts on “Præ-moderne eller efter-moderne?

  1. Du har som altid mange gode pointer, Mogens. Men jeg kan frygte, at dine produktionstekniske redegørelser og fødevareideologiske argumentation i øvrigt næppe ville bide på Ulla Holm, hvis hun får lagt sin virtuelle vej omkring din udmærkede blog.

    Holms artikel er jo en kritik af visse forbrugersegmenters antagelige hykleri og selvbedrag og letkøbte bodsgang til Irmas politisk korrekte køledisk, mere end den en en kritik af vores fødevaresystemer som sådan.

    Og så er det jo smadderærgerligt, at Holm har valgt den der fordømte bornholmerhane som case, så diskussionens udgangspunkt bliver indpakningens latterligt svulstige og prætentiøse reklametekst (den fejlagtige cirkonfleks sætter prik over i’et) i stedet for et produkt, som reelt eksponerer den længsel efter mere bæredygtig og velsmagende mad, som ganske rigtigt eksisterer i mange af os.

    Som sådan får Ulla Holm relativt let ret i sin kritik af dem, der investerer onsdagsbudgettet i bornholmeren, når vi nu ved, at anprisningerne er hule og kvaliteten funderet på identifikation alene. Havde casen været Sødam, ville kritikken være lettere at tilbagevise med, at præferencen er æstetisk baseret (den smager bedre), hvilket jeg undrer mig over, at Holm fuldstændigt overser. Igen.

    Og så et tak, Mogens, for at skrive dit glimrende indlæg helt uden brug af ordet “elite” et al., som jeg synes er unødvendigt polemiserende, om end efterhånden lidt af en Ulla Holm-signatur. Jeg bliver så sindssygt provokeret af det. For det er jo mig, hun skriver om. Og tager fejl af.

  2. Jeg har skrevet følgende kommentar i Information:

    Det er på en billig baggrund at du generaliserer kvalitetsproducenters lovprisninger. Teksten på Bornholmerhanen er ikke særligt velskrevet, og det kan man finde utallige eksempler på – både hos konventionelle og økologiske producenter. Personligt vil jeg mene at producenter af ordentlige unghaner skulle skrive noget a la ”Denne hane er ikke blevet forceret til en slagtevægt på en tid, som ingen ville tro muligt for et par årtier siden. Den har ikke levet i mørke og har ikke brækket sine ben, idet dens knogler er vokset proportionalt med dens vægt. Modsat dens fætre, der lever under miserable forhold, smager denne kylling af noget, er meget rigere på vitaminer og produktionen af den skader ikke vores jord. Til gengæld tjener staten det 3-dobbelte på denne kylling i forhold til dens stakkels konventionelle fætre”. På Ald(r)i(g)s kylling, står der ”det gode fjerkræ”. En vag formulering, som ikke er i strid med markedsføringsloven og som får dig og det store flertal af befolkningen til at have det godt, mens de oversalter og overkrydrer kyllingen for at få den til at smage af et eller andet.

    Du skriver at ”autencitet er blevet elitens våben i kampen mod den økonomisk og kulturelt underprivilegerede del af befolkningen”. Hvem er eliten? Er det mig, der arbejder rigtigt mange timer om ugen til en latterlig timeløn, fordi jeg gerne vil arbejde med noget, hvor jeg kan bevare min integritet? Mig, der hver eneste dag kæmper for at få ændret nogle holdninger til bl.a. vores fødevarepolitik, så det ugiftige, etisk forsvarlige og sunde bliver normalen i stedet for at være noget for de få, der ikke ønsker at efterlade en jord, der ikke kan dyrkes og drikkevand der ikke kan drikkes til vores efterkommere? Mad der ikke medfører livsstilssygdomme, som den laveste sociale klasse, som du så ivrigt forsvarer, er hårdest ramt af? Eller er eliten dem der fodrer masserne med produkter (nægter at kalde det mad), der gør det modsatte. Ofte tilsat afhængighedsskabende stoffer. Dem, der har adgang til salgskanalerne. Dem med store virksomheder, der har mulighed for at påvirke politikerne (Aldi-brødrene delte pladsen som verdens 3-rigeste mænd – de er vistnok døde nu og arven er delt, så de ikke har samme flotte placering længere). Og det er ikke fordi jeg ønsker at lyde som en gammelkommunist for det er jeg ikke. Men kig på hylderne i supermarkederne. Hvem er det der dominerer? Store multinationale firmaer, der ikke har nogen relationer til slutbrugeren overhovedet. Ulla tænk på at fx Coca Cola tilfører hele verden (især de socialt svage, som du så ivrigt forsvarer), kæmpe problemer i form af hjerte-karsygdomme m.m.m., kæmpe CO2-udslip (Den største CO2-forurener ifm. transport er vand (herunder vand i fx sodavand)) samtidig med at du støtter en produktionsform, som belaster vores klode rigtigt meget. Hver gang du bruger 10 kr. på en cola, belaster du verden for rigtig mange penge. Hvert år dør rigtig mange af dine venner fra den socialt udsatte klasse af livsstilssygdomme, mens dine andre venner, McDonalds, Ald(r)i(g)s kyllingeleverandør m.fl., skovler penge ind. Det kan kun lade sig gøre ved lobbyisme og bestikkelse. Og hvis du nu har tænkt dig at argumentere med at kun konventionelt landbrug kan brødføde verden, så passer det ikke. Der er intet bevis for at konventionelt landbrug er mere effektivt. Der er til gengæld masser af dokumentation for at konventionelt landbrug ikke er holdbart på sigt, idet det nedbryder hummuslaget – og nej hummuslaget har ikke noget at gøre med kikærter og hvidløg. Hummuslaget er det yderste lag af Jorden, det som, der kan gro noget i.
    Som medejer af Din Baghave, som du jo heller ikke kan lide, kender jeg faktisk en del af de folk, som ønsker at købe ”umoderne mad”. Der er intet elitært over dem. De har blot valgt at prioritere deres budgetter, så de kan købe ordentlig mad. Mange af dem har ingen bil eller bor i en lille lejlighed. De færreste af vores kunder bruger penge på cigaretter, de drikker vand i stedet for sodavand og bruger ikke penge på slik. Vi kæmper hårdt for at fortælle at det ikke behøver at være dyrt eller svært at lave mad af ordentlige råvarer – og beviser det hver eneste dag i vores eget hjem (vi har ikke råd til dyr mad). Til gengæld smager vores mad rigtigt godt i modsætning til det ikke-mad, du så ivrigt fortrækker.

    Du påstår, at overalt, hvor moderne mad er tilgængelig, er folk højere, stærkere og sundere. Hvor har du det fra? Ja, det er rigtigt at vi i den vestlige verden, aldrig har haft så høj en levealder som nu. Men det skyldes helt andre faktorer. Vi har bedre muligheder for behandling, når vi bliver syge. Vi har bedre hygiejne. Vi har ikke så høje tabstal, når vi går i krig. Og vi har mindre fattigdom, så vi får mere at spise – ikke mindst proteiner, som vi vokser af. Men folk blev også gamle i gamle dage, hvis de undgik krig, sygdom, fattigdom etc. Til gengæld havde de ikke epidemi af hjertekarsygdomme, fedme, sukkersyge, astma, for tidlig pubertet, ADHD m.m.m. Du skulle tjekke Dr. Weston Price ud. I 30’erne tog han ud og fotograferede stammer, der ikke havde påvirkning fra vesten. En generation senere gjorde han det samme. I mellemtiden var de blevet introduceret for det, du kalder moderne mad. De havde ikke et par generationer til at vænne sig til det. Billederne siger alt.

    Ulla Holm, hvad er dine motiver med dine sure opstød mod noget, der er så dokumenteret rigtigt? Får du penge for det? Eller elsker du blot opmærksomheden?

  3. Elitebegrebet hos Ulla Holm kan efter min mening sagtens jævnføres med elitebegrebet hos Dansk Folkeparti og kohorter. De brugte betegnelsen »elite« om deres modstandere gennem samfulde ti år – selv om de reelt og paradoksalt nok havde talepinden og sad ganske tæt på magten i al den tid.

    Paradoksalt nok er Ulla Holms elitebegreb (som jeg vil tro også er i slægt med Christopher Lasch’ eller Henrik Dahls) og argumenterne om deres fejltagelser en konstruktion, som på fødevareområdet anvendes flittigst og hyppigst af nutidens pendand til det, sociologen C. Wright Mills i 1956 kaldte »The Power Elite«, en treenighed af militærindustri, finansverden og regering.

    I dag, hvor militærindustrien måske ikke er så magtfuld som under den kolde krig, er det så bare »industrien« som helhed og i denne sammenhæng »fødevareindustrien«, eller det, en tidligere chef har kaldt »det fødevareindustrielle kompleks«, der indgår i magteliten. Selvfølgelig kan enhver vaks dreng se sammenhængene: Moderne fødevareindustri og vores moderne fødevaresystem er udsprunget af krigen.

    Havde det ikke været for Fritz Habers beskrivelse af en katalytisk proces til fiksering af nitrogen (til brug i sprængstof under 1. verdenskrig) havde der ikke været noget kunstgødning. Det var i øvrigt selvsamme Haber, der opfandt insektmidlet Zyklon A – af hans arbejdsgivere senere forædlet til Zyklon B og systematisk anvendt mod hele befolkningsgrupper.

    Ernæringslæren er bl.a. udsprunget af lord Boyd Orr’s betragtninger over troppernes ernæringstilstand under 1. verdenskrig – og efter 2. verdenskrig var det den kolde krig og angsten for opstand blandt fattige og kommunistisk verdensovertagelse, der drev udvikling af Marshall-hjælpen, den grønne revolution og landbrugsstøtten i europa og i USA – alt sammen midler til at forøge fødevareproduktionen og midler, der brugte krigens teknologier (Haber Bosch-reaktionen, pesticider etc.).

    Det seneste skud på stammen er Dow AgroScience’s ansøgning om at få patent på et gen, der gør planter resistente over for 2,4-diklorfenoxy-eddikesyre – et af aktivstofferne i det fra Vietnam-krigen så sørgeligt berømte afløvningsmiddel Agent Orange.

    Siden 2. verdenskrigs afslutning har verden været inde på det spor, der hedder »mere teknologi giver mere mad«. Og tidens hotteste ord er selvfølgelig bioteknologi – med genteknologi i spidsen. Det er svært at få lavet om på. Jeg var lidt inde på årsagerne til at de teknologiske løsninger virker så umiddelbart fremskridtsorienterede:

    Det er muligvis let at få øje på løsningen, når man ser på et problem ad gangen (one problem one gene), men man overser de komplekse virkninger på hele systemet og at det problem man søger at løse måske har komplekse årsager (hungersnød i Indien skyldes politiske faktorer, men afhjælpes med gødskning og kunstvanding som nu, fyrre år senere, giver problemer med arsen i grundvandet).

    Det er noget sværere at få øje på løsningen når det drejer sig om komplekse sammenhænge mellem forskellige afgrøder i et »spatiotemporalt arrangement« – der går fx nogen tid før landmanden får det eventuelle øgede udbytte af et skovlandbrug med en kombination af hvede og valnøddetræer – og et feltforsøg er under alle omstændigheder urealistisk inden for et toårigt forskningsprojekt.

    Det væsentligste, vi indtil videre har lært om det såkaldt moderne fødevareproduktion er:

    1) Den kræver et enormt højt input, og noget af det, vi skal prioritere højest, forskningsmæssigt, er at få løst problemerne med de ressourceknapheder, fødevareforsyningen er med- eller hovedårsag til (først og fremmest vand, fosfor, og fossile brændstoffer)
    2) Den gør os syge, og noget af det vi skal arbejde med her er at mindske vores afhængighed af de meget store råvarer, der dominerer vores fødevaresystem (fx majs, soja) og at undersøge problemstillinger i forhold til massiv industriel forarbejdning og ensidigt udbyttefokus i produktionsleddene.

    Det bliver ikke mindre kompliceret af at mange af de store spillere på fødevareområdet har opbygget deres virksomhed omkring den massive, industrielle forarbejdning af de samme store råvarer – og vi har nogle af de største spillere herhjemme blandt ingrediensvirksomhederne som fx DuPont Danisco og Novozymes, der takket være enzymproduktionen er lige så fedtet ind i biobrændstof-produktionen, og derfor føler sig dobbelt truede af en tilsyneladende stærkere og stærkere økologisk »bevægelse«, der ikke ønsker genmodificerede afgrøder …

    Men altså: Hvem der er elite afhænger af hvilke øjne der ser. Og jeg kan godt forstå Ulla Holm kan se et misforhold i at nogen betaler dobbelt pris for en BornholmerHane fra Irma i forhold til »det gode fjerkræ« fra Aldi. Ulla Holm ser, som andre forudsætningsløse forbrugere, kun på prisen – og kan, fordi BornholmerHanen oftest er et ret ligegyldigt stykke fjerkræ, ikke se nogen grund til at betale mere.

    Selv er jeg som nogen vil vide ret aktiv i et kooperativ, der sikrer, at vi her på stenbroen får økologisk grønt, kød og fisk (ikke økologisk) direkte fra producenterne – uden et fordyrende jakkesæt (som partout skal tjene 50.000+ pr. måned) i Albertslund, Højbjerg eller Karlslunde. Det er en »bevægelse«, og den opfatter jeg ikke som elitær – med mindre man da vil kalde det, at interessere sig for det, man putter i munden og hvordan det er produceret som elitært.

    Målet er selvfølgelig at få en »fair« pris for både medlemmer og for producenterne – og dermed måske vise vej til en ny måde at organisere fødevaresystemet (hint: Jeg tror ikke der er nogen frelse i nye produkter, jeg tror, der er en løsning i nye systemer), men der er også et pædagogisk mål: Hvad er – smagsmæssigt og ernæringsmæssigt – forskellen på om man dyrker grøntsagerne på den ene eller den anden måde?

    Hvis vi holdt op med at stå og råbe ad hinanden i hver sit hjørne, kunne vi måske finde frem til et nyt, demokratisk baseret fødevaresystem, der er i stand til at mætte alle, uden at de bliver syge, og at gøre det på en måde, så hverken jord eller mennesker bliver udpint.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *