Folket, og kun folket, er drivkraften bag fødevarepolitikken

Fedmeepidemien fortsætter på fuldt drøn, meddelte OECD i går. I mere end halvdelen af 34 medlemslande vejer mere end halvdelen af befolkningen for meget – og i nogen medlemslande vil to ud af tre være overvægtige om ti år. Samtidig ser det ud som fedmeepidemien stille og roligt breder sig fra rige til fattigere lande. Og fedme og dens følgesygdomme koster dyrt på samfundsbudgettet.

Man kan forestille sig mange måder at bremse fedmeepidemien. Man kan, som herhjemme, sætte skat på fedt (og sukker). Det er en tvivlsom løsning, dels fordi skatten ikke på nogen måde kan blive så høj at der er råd til defibrillatorer, diabetesmedicin og ekstrabrede hospitalssenge til fire millioner danskere, dels fordi årsagerne til fedmeepidemien er så komplicerede, at man ikke bare kan udpege to komponenter til at være afgiftsbelagte skurke.

Man kan også indgå samarbejde med industrien, sætte “fuldkornsmærker”, “to gange om ugen”-mærker eller “seks-om-dagen”-mærker på forskellige produkter og udgive bøger med Ruth og Rasmus – et par badly drawn pre-school kids, der i en serie på seks illustrede hefter finder ud af hvor råvarerne kommer fra (og selvfølgelig undervejs lærer mærkerne at kende og bliver gode forbrugere). Det bliver industrien glad af. Og man kan selvfølgelig sagtens samtidig satse på en teknisk og videnskabelig revolution og sætte sin lid til funktionelle sundhedsfremmende fødevarer og nutrigenomics. Det bliver industrien bare endnu mere glad af.

Men man kunne også gå en helt anden vej. Den vej, der hedder lokalt baseret fødevarepolitik og borgerinvolvering. Det har man forsøgt at gøre på Pohnpei, hovedøen i Mikronesien. Her er der, som få andre steder, dokumentation for at den vestlige livsstil fører fedme med sig:

I 2002 udgav den amerikanske journalist Ellen Ruppel Shell bogen »The Hungry Gene«, der handler om jagten på hvad det egentlig er, der gør mennesker fede. I denne bog skrev hun bl.a om øen Kosrae, ligeledes i Mikronesien: Da indbyggerne pludselig fik jobs – og dermed råd til at droppe den traditionelle, kedelige, mad (frugt og fisk), for i stedet at kaste sig over den vestlige verdens velsignelser gik det galt. Hvide ris og turkey tails betød, at sygelig overvægt blev normalen, og at det var helt almindeligt, at indbyggerne fik deres første hjerteanfald, når de var i begyndelsen af tyverne.

Projektet på Pohnpei hedder Let’s go local, og handler enkelt sagt om at motivere folk til at vende tilbage til en lokalt baseret kost. I en artikel i Hawai’i Medical Journal beskriver en række af initiativtagerne projektet, der til en del er baseret på socialøkologi – altså teorien om at nutidens økologiske problemer (og hertil hører fedmen) har rødder i dybere liggende sociale problemer. I praksis handler Let’s go local om at vænne folk til igen at spise den lokale mad, knytte næven, og sige nej til det importerede, til de tomme kalorier. Det kræver bogerinvolvering: Benarbejdet er gjort i grupper med både myndighedsrepræsentanter, repræsentanter fra virksomheder, NGO’er, ungdomsorganisationer, kirkelige organisationer, kvindesammenslutninger osv..

Der ingen endelige konlusioner på hvorvidt det i realiteten virker – altså om man på langt sigt vil kunne spore en forbedring i helbredstilstanden, et længere liv, en lavere BMI, and what have you. Men forfatterne fortæller om de gode eksempler, fx hvordan ledere fra et lokalsamfund har ladet sig inspirere af The Island Food Community of Pohnpei til at droppe hvide ris og sodavand til alle officielle møder – og til gengæld er begyndt at arrangere kurser i traditionel madlavning. Selv på regeringsplan har man droppet »fremmed mad« til officielle møder.

Men borgerinddragelse er ikke en helt ny ting: I Canada har Toronto Food Policy Council eksisteret siden 1991. Målet med TFPC er at forbinde grupperinger inden for fødevaresektoren og landbruget med grupperinger inden for lokalsamfundet for at udvikle innovative fødevareprojekter med fokus på sundhed. I løbet af årene har TFPC bl.a. udarbejdet et Toronto Food Charter, som sætter standarderne for forsyningssikkerhed i lokalsamfundene – for at undgå at der opstår food deserts, lavet en gruppe, der skal støtte haver på Torontos tage og fået gennemført et forbud mod væksthormon til malkekøer.

Og i vor tid, med masser af udfordringer ud over fedmeepidemien (jeg nævner i flæng: Ikke flere fossile brændstoffer, udtømte fosfordepoter, ferskvandsressourcer, der bruges hurtigere, end de fornys osv. osv. osv.), er det faktisk på tide at vi begynder at inddrage borgerne. Det mener bl.a. FAO, som i oktober 2011 udgav rapporten Food, Agriculture and Cities – Challenges of food and nutrition security, agriculture and ecosystem management in an urbanizing world.

Når FAO lægger så megen vægt på cities er det selvfølgelig fordi vi på et tidspunkt i 2010 passerede en vigtig grænse: Nu bor mere end halvdelen af jordens befolkning i byer. Byerne lægger et enormt pres på landbrugsproduktionen. Og det er os i de industrialiserede lande, der bruger flest ressourcer. Det betyder, som FAO konkluderer, bl.a. (og jeg citerer blatant og uden skrupler):

Consumers and citizens in urban areas are able through their daily purchases, and through policy and procurement by agencies of local authorities, to make a significant impact on the food system and improve the livelihoods of rural and urban people. It is often easier to establish a balance of affordable consumer food costs and fair producer prices in shorter supply chains beyond the sole control of large retailers or manufacturers, or national policies which can answer to narrower economic interests. As the awareness and capacity increases for food system planning among local governments working with civil society and the private sector, policy and programmes linking food and nutrition security with economic development, biodiversity conservation and climate change adaptation can become more integrated. Considering the importance of the urban-rural continuum, this protection extends beyond the city or town to the surrounding peri-urban and rural territory in close collaboration between sectors and stakeholders across the continuum. Consumer education and understanding can be mobilized to help integrate these objectives.

Selvfølgelig er det os, der bærer den største byrde, der skal begynde. Her i landet findes der allerede en del initiativer på den front – jeg må selvfølgelig nævne fødevarefællesskaberne i København, Århus, Odense, Lejre, Ry og på Bornholm som helt åbenlyse eksempler – men der kan sagtens være flere. Og der kan ikke mindst sagtens være plads til en støtte og lille puf i den rigtige retning fra fødevareministeriet, kulturministeriet, miljøministeriet, erhvervsministeriet … eller hvem pokker, det nu er, der har vores fælles, globale fremtid som ressortområde. Opgaven er ganske simpel. Two easy steps til at begynde med:

  • Få jer en vision. Den skal dække både sundhed, miljø, kultur og sociale forhold. Og den skal tage udgangspunkt i mad – hvordan kan maden genskabe forbindelsen mellem by og land, hvordan påvirker vores madforbrug kulturen og vice versa?
  • Find ud af hvordan man organiserer forandringer fødevaresystemet, så balancen mellem global og lokal er den rigtige, også i byerne. Det er ikke sikkert, A.P. Møller eller DuPont bliver glade, men så må de skride, surmule eller være med.

Kommentarer

  1. annmarie siger:

    tak

  2. charlotte aagaard siger:

    De fødevarefællesskaber du nævner i København, Århus mm – dem vil jeg gerne høre mere om?
    Hilsen Charlotte, Fredericia

  3. @Charlotte: Det er “kooperative” fællesskaber, hvor medlemmerne også er medejere. Vi køber så vores biodynamiske og økologiske grøntsager mm. direkte fra producenterne og så nærproduceret som muligt. Derved skulle producenterne helst få mere ud af det, end hvis de bare sælger til supermarkederne – samtidig med at medlemmerne kan få varerne til en billigere pris. Der er 3500 medlemmer i København – og hvis du har lyst at lave et fællesskab i Fredericia, er jeg sikker på du kan få hjælp! Check http://kbhff.dk eller http://www.aoff.dk/

  4. Finn Jensen siger:

    Jamen hvad så når myndighederne lægger hindringer i vejen for den lokale produktion??

    Eksempel 1.
    Man må ikke sælge æg fra racehøns til forbrugerne. Man kan ikke engang få sine æg salmonellakontrolleret, fordi myndighederne kræver at hønsene skal være fra registrerede rugerier. (Samtidig med at de samme myndigheder accepterer import af æg fra Polen hvor der er velkendte problemer med salmonella). Så her fratager myndighederne på grund af obskure begrundelser forbrugerne valget.

    Eksempel 2.
    Man må i Danmark ikke sælge slagtet fjerkræ hvor indvoldene er taget ud (grydeklar). Det skal være med uåbnet. Begrundelsen er at forbrugerne skal kunne se på indvoldene om dyret er sygt. Men det er en regel fra gamle dage og har ingen betydning idag. Alligevel holder myndighederne fast i den. Det komiske er så at hvis det nu er jægere, så må de gerne sælge grydeklare ænder, fasaner helt uden indvolde… Når ca. halvdelen af disse er opdrættet som skydefugle og sat ud, hvad er så forskellen på en and som er sat ud og skudt og så en and som har gået ved en opdrætter indtil slagtning. Den sidste må ikke sælges uden indvolde, den første må.

    Også her fratager myndighederne valget for forbrugeren og overlader forbrugerne til det industrielt opdrættede fjerkræ.

    1. Jeg kan sagtens give dig ret i, at der er masser af den slags regler, der godt kunne trænge til at blive gået efter i sømmene – senest reglen om at småproducenter skal grossistgodkendes, hvis de skal sælge deres produkter mere end 50 km fra produktionsstedet. Jeg synes det bedste billede på hvordan nutidens regelsystem fungerer kommer fra Henrik Ennarts og Mats-Eric Nilssons bog “Döden i Grytan”, hvor de sammenligner fødevaresystemet med et område, fyldt med store containere med brændbar væske. Hvis man opdager en lille mand med en tændstik (altså en lille producent med fx en potentiel salmonellainfektion) er det nemmere at puste tændstikken ud end at gøre containerne mindre, så den samlede fare bliver mindre. Det er holdningsændringer, der måske ikke synes ligetil at få igennem. men det kræver aktivisme og engagement på politisk plan – helt fra bunden til toppen. Er det ikke sådan cirka 80% af lovgivningen på fødevareområdet kommer fra EU?

      PS: Jeg synes sjældent jeg finder indmad i et fjerkræ, jeg køber – som er slagtet på autoriserede slagterier.

  5. Finn Jensen siger:

    Beklager, det med slagtningen blev lidt for indforstået..
    Problemet er at som det er idag, så skal en dyrlæge ud og kigge på dyr og indvolde hvis de skal sælges uden. Men det er jo ingen garanti for at de ikke fejler noget. Det er ikke noget problem hvis mang har tusindvis af dyr, men hvis man kun har et meget begrænset antal dyr, så bliver det alt for dyrt at få en dyrlæge ud set i forhold til antallet af dyr. Så slagtereglerne tilgodeser stordrift.

    Og så er spørgsmålet hvorfor i alverden jægere må sælge med indvolde taget ud (uden en dyrlæge har kigget på dem), når små-opdrættere ikke må.

Login