Ugens pakkeBestil og hent ugepakken hos Det lille Grønttorv.

Folket, og kun folket, er drivkraften bag fødevarepolitikken

Fedmeepidemien fortsætter på fuldt drøn, meddelte OECD i går. I mere end halvdelen af 34 medlemslande vejer mere end halvdelen af befolkningen for meget – og i nogen medlemslande vil to ud af tre være overvægtige om ti år. Samtidig ser det ud som fedmeepidemien stille og roligt breder sig fra rige til fattigere lande. Og fedme og dens følgesygdomme koster dyrt på samfundsbudgettet.

Man kan forestille sig mange måder at bremse fedmeepidemien. Man kan, som herhjemme, sætte skat på fedt (og sukker). Det er en tvivlsom løsning, dels fordi skatten ikke på nogen måde kan blive så høj at der er råd til defibrillatorer, diabetesmedicin og ekstrabrede hospitalssenge til fire millioner danskere, dels fordi årsagerne til fedmeepidemien er så komplicerede, at man ikke bare kan udpege to komponenter til at være afgiftsbelagte skurke.

Man kan også indgå samarbejde med industrien, sætte “fuldkornsmærker”, “to gange om ugen”-mærker eller “seks-om-dagen”-mærker på forskellige produkter og udgive bøger med Ruth og Rasmus – et par badly drawn pre-school kids, der i en serie på seks illustrede hefter finder ud af hvor råvarerne kommer fra (og selvfølgelig undervejs lærer mærkerne at kende og bliver gode forbrugere). Det bliver industrien glad af. Og man kan selvfølgelig sagtens samtidig satse på en teknisk og videnskabelig revolution og sætte sin lid til funktionelle sundhedsfremmende fødevarer og nutrigenomics. Det bliver industrien bare endnu mere glad af.

Men man kunne også gå en helt anden vej. Den vej, der hedder lokalt baseret fødevarepolitik og borgerinvolvering. Det har man forsøgt at gøre på Pohnpei, hovedøen i Mikronesien. Her er der, som få andre steder, dokumentation for at den vestlige livsstil fører fedme med sig:

I 2002 udgav den amerikanske journalist Ellen Ruppel Shell bogen »The Hungry Gene«, der handler om jagten på hvad det egentlig er, der gør mennesker fede. I denne bog skrev hun bl.a om øen Kosrae, ligeledes i Mikronesien: Da indbyggerne pludselig fik jobs – og dermed råd til at droppe den traditionelle, kedelige, mad (frugt og fisk), for i stedet at kaste sig over den vestlige verdens velsignelser gik det galt. Hvide ris og turkey tails betød, at sygelig overvægt blev normalen, og at det var helt almindeligt, at indbyggerne fik deres første hjerteanfald, når de var i begyndelsen af tyverne.

Projektet på Pohnpei hedder Let’s go local, og handler enkelt sagt om at motivere folk til at vende tilbage til en lokalt baseret kost. I en artikel i Hawai’i Medical Journal beskriver en række af initiativtagerne projektet, der til en del er baseret på socialøkologi – altså teorien om at nutidens økologiske problemer (og hertil hører fedmen) har rødder i dybere liggende sociale problemer. I praksis handler Let’s go local om at vænne folk til igen at spise den lokale mad, knytte næven, og sige nej til det importerede, til de tomme kalorier. Det kræver bogerinvolvering: Benarbejdet er gjort i grupper med både myndighedsrepræsentanter, repræsentanter fra virksomheder, NGO’er, ungdomsorganisationer, kirkelige organisationer, kvindesammenslutninger osv..

Der ingen endelige konlusioner på hvorvidt det i realiteten virker – altså om man på langt sigt vil kunne spore en forbedring i helbredstilstanden, et længere liv, en lavere BMI, and what have you. Men forfatterne fortæller om de gode eksempler, fx hvordan ledere fra et lokalsamfund har ladet sig inspirere af The Island Food Community of Pohnpei til at droppe hvide ris og sodavand til alle officielle møder – og til gengæld er begyndt at arrangere kurser i traditionel madlavning. Selv på regeringsplan har man droppet »fremmed mad« til officielle møder.

Men borgerinddragelse er ikke en helt ny ting: I Canada har Toronto Food Policy Council eksisteret siden 1991. Målet med TFPC er at forbinde grupperinger inden for fødevaresektoren og landbruget med grupperinger inden for lokalsamfundet for at udvikle innovative fødevareprojekter med fokus på sundhed. I løbet af årene har TFPC bl.a. udarbejdet et Toronto Food Charter, som sætter standarderne for forsyningssikkerhed i lokalsamfundene – for at undgå at der opstår food deserts, lavet en gruppe, der skal støtte haver på Torontos tage og fået gennemført et forbud mod væksthormon til malkekøer.

Og i vor tid, med masser af udfordringer ud over fedmeepidemien (jeg nævner i flæng: Ikke flere fossile brændstoffer, udtømte fosfordepoter, ferskvandsressourcer, der bruges hurtigere, end de fornys osv. osv. osv.), er det faktisk på tide at vi begynder at inddrage borgerne. Det mener bl.a. FAO, som i oktober 2011 udgav rapporten Food, Agriculture and Cities – Challenges of food and nutrition security, agriculture and ecosystem management in an urbanizing world.

Når FAO lægger så megen vægt på cities er det selvfølgelig fordi vi på et tidspunkt i 2010 passerede en vigtig grænse: Nu bor mere end halvdelen af jordens befolkning i byer. Byerne lægger et enormt pres på landbrugsproduktionen. Og det er os i de industrialiserede lande, der bruger flest ressourcer. Det betyder, som FAO konkluderer, bl.a. (og jeg citerer blatant og uden skrupler):

Consumers and citizens in urban areas are able through their daily purchases, and through policy and procurement by agencies of local authorities, to make a significant impact on the food system and improve the livelihoods of rural and urban people. It is often easier to establish a balance of affordable consumer food costs and fair producer prices in shorter supply chains beyond the sole control of large retailers or manufacturers, or national policies which can answer to narrower economic interests. As the awareness and capacity increases for food system planning among local governments working with civil society and the private sector, policy and programmes linking food and nutrition security with economic development, biodiversity conservation and climate change adaptation can become more integrated. Considering the importance of the urban-rural continuum, this protection extends beyond the city or town to the surrounding peri-urban and rural territory in close collaboration between sectors and stakeholders across the continuum. Consumer education and understanding can be mobilized to help integrate these objectives.

Selvfølgelig er det os, der bærer den største byrde, der skal begynde. Her i landet findes der allerede en del initiativer på den front – jeg må selvfølgelig nævne fødevarefællesskaberne i København, Århus, Odense, Lejre, Ry og på Bornholm som helt åbenlyse eksempler – men der kan sagtens være flere. Og der kan ikke mindst sagtens være plads til en støtte og lille puf i den rigtige retning fra fødevareministeriet, kulturministeriet, miljøministeriet, erhvervsministeriet … eller hvem pokker, det nu er, der har vores fælles, globale fremtid som ressortområde. Opgaven er ganske simpel. Two easy steps til at begynde med:

  • Få jer en vision. Den skal dække både sundhed, miljø, kultur og sociale forhold. Og den skal tage udgangspunkt i mad – hvordan kan maden genskabe forbindelsen mellem by og land, hvordan påvirker vores madforbrug kulturen og vice versa?
  • Find ud af hvordan man organiserer forandringer fødevaresystemet, så balancen mellem global og lokal er den rigtige, også i byerne. Det er ikke sikkert, A.P. Møller eller DuPont bliver glade, men så må de skride, surmule eller være med.
6 Comments

Add a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *