Tuesday, 4 Oct 2022

Gør fødevarepolitikken menneskelig

Den 8. september var en sort dag. Den dag skrottede de svenske fødevaremyndigheder – Livsmedelsverket – de kostråd, de for et par år siden udgav under overskriften »Miljösmarta matval«.

Rådene var udarbejdet i samarbejde med den svenske miljøstyrelse – Naturvårdsverket – og skulle vise svenskerne vej til at spise sundt og miljørigtigt.

Det kræver vel ikke stort kørekort i husholdningsøkonomi eller levnedsmiddelvidenskab at regne ud at kostrådene i en lidt forsimplet version lød: »Spis flest grøntsager, spis fortrinsvis økologisk og lokalt produceret«. Og altså helt på linie med eksempelvis Michael Pollan’s legendariske »Eat food. Not too much. Mostly plants«.

Rådene var ellers på mange måder epokegørende: Det er ikke ofte to statslige institutioner – Livsmedelsverket og Naturvårdsverket – samarbejder om at oversætte forskningsresultater (rådene var baseret på reviews fra SiK, Institutet för Livsmedel och Bioteknik) til konkrete råd.

Men nej, sådan skulle det ikke være. Først var det EU, der blandede sig – rådet om at spise lokalt, svenskproduceret, stemte ikke overens med EU’s målsætninger om handelshindringer. Siden blev det det svenske landbrugsministerium, Jordbruksdepartementet, som havde fået læst og påskrevet af Kommerskollegiet – rådene ville stride mod den frie konkurrence.

Og den 8. september måtte Livsmedelsverket ifølge Sveriges Radio kaste håndklædet i ringen:

De [rådene, MB] stöttes och blöttes ytterligare. Till slut blev de så urvattnade att de blev svåra att förstå. De miljösmarta kostråden skrotades.

– Det blev inte konkreta råd längre. Ska man ge råd till en konsument måste man ibland göra en del förenklingar och slutsatser för att de ska bli användbara, säger Anna-Karin Johansson på Livsmedelsverket.

Den nye fødevareminister – uanset hvilket parti hun eller han måtte komme fra – står over for en gevaldig udfordring. Fødevareministerens opgave er – i hvert fald ifølge denne blogger og et par andre – måske den vigtigste i hele regeringen. Det er hende eller ham, der sidste ende har ansvaret for at skabe de rammebetingelser vi producerer og konsumerer mad i.

Og der er vist ingen tvivl om – eller måske skulle man nøjes med at sige, at der er overvældende evidens for – at hvis maden skal være sund, skal vi spise flest grøntsager (med 600.000 overvægtige danskere er sundhedsargumentet en af de lavthængende frugter) og at hvis vi skal undgå at skade miljøet skal vi skære ned på brugen af fossile brændstoffer (hvordan var det nu lige vejret var i sommers?) og vi skal voldsomt begrænse brugen af eksempelvis sprøjtegifte (de ender i grundvandet, gør de).

Det er fødevareministeren, der skal overbevise miljøministerium, sundhedsministerium, økonomi- og erhvervsministerium, undervisningsministerium og socialministerium med tilhørende departementer om at den eneste måde vi kan få et sundhedsmæssigt, socialt og miljømæssigt bæredygtigt fødevaresystem er ved at skabe et fødevaresystem, der stimulerer produktion og konsumption af – okay, here goes: Økologiske, lokalt producerede grøntsager.

Og det bliver, som billardspilleren siger, noget af en pressebal. For landbrugets organisationer og industriens organisationer står på spring for at beskytte deres interesser.

De mest rabiate landbrugere har sluttet sig sammen i det fejlagtigt benævnte »Bæredygtigt Landbrug«, hvis eneste programpunkt synes at være uhæmmet sprøjtning og gødskning.

På den anden side har vi Dansk Industri, hvis fødevarepolitiske programskrift (i øvrigt layoutet i Liberal Alliances partifarver) »Fødevareindustrien – et godt mulighed for vækstmuligheder for Danmark« absolut ikke lægger fingrene imellem: Ingen afgifter eller kontrol, men til gengæld fuldt blus på sundhedsanprisninger.

Både landbrugsorganisationer og industrien ser hovedfjender i en stærkere statslig indgriben, der ligger i »Fair Løsning«:

»De nye belastninger vil formentlig betyde en endelig nedlukning af dansk husdyrproduktion og betyde lukninger af slagterier og andre fødevareindustrier«, skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse – mens Fødevareindustrien peger på at den restriktive danske forvaltning af EU-reglerne ikke har betydet højere kvalitet eller større sikkerhed for forbrugerne og at »Fair Løsning« betyder at forbrugernes afgiftsbyrde fordobles i forhold til 2009-niveauet.

Måske bliver det også nu, efter valget, at pseudoforbrugerorganisationen Forbrug og Liv – navngivet efter samme princip som Bæredygtigt Landbrug – for alvor får liv (læs: sponsorkroner).

What’s a poor gal (eller boy) to do?

Vor kloge medblogger, Jakob, tydeliggør på Kulinaria sine opfordringer til en ny fødevareminister:

hvem af jer tør stå ved en fødevarepolitik der på en ægte og seriøs facon fremelsker en madkultur. bare start dér!

hvem tør gå imod den massive danske fødevareindustris hel og halvfabrikatamentalitet og tale ret i mod convenience og for et lidt mere besværligt, men en hel del mere anstændigt gastronomisk liv?

hvem tør indføre madkultur på skemaet i folkeskolen? hvem tør oprette madskoler og kurser for de børn, der ikke har forældre der tilhører den 1% som har råd og tid til at leve et anstændigt gastronomisk liv? for er det ikke der vi skal starte? med en fornuftig kulturel opdragelse af børnene? jeg tror nemlig på, at har man først fået smag for de fødevarer (som vi klinisk kalder det) som er uspolerede af industriel hurtighed og masseproduktion – så står man langt bedre rustet til et liv hvor mad og madlavning fra bunden af friske, sunde og måske endda nyopgravede råvarer er centralt. både i forhold til fællesskabet – altså det at skabe noget fælles – og til et ægte sundt liv!

hvem tør?

– og jeg vil da ikke tøve med at supplere: Læg pres på systemet. Danmark har formandsskabet for EU næste år, og der er ikke længe til forhandlingerne om CAP13. Slå et stærkt slag for at de nye landbrugsstøtteordninger:

  • Favoriserer økologisk og biodynamisk og bæredygtig småskalaproduktion
  • Favoriserer fødevaresystemer med kort afstand fra producent til konsument
  • Fremmer biologisk, (agri)kulturel, gastronomisk og økonomisk diversitet til fordel for (agro)industriel monokultur
  • Afbryder enhver landbrugsstøtteudbetaling, der ikke er relateret til landbrug (ifølge Farmsubsidy.org har Arla, Danish Crown og Danisco siden 2000 modtaget i alt 13.388.294.302 kroner fra EU – nok til en hel tilbagetrækning af tilbagetrækningsreformen … )

På borgerniveau kan den nye fødevareminister sandelig også gøre en forskel. Næst efter at udelade fra, i hele embedsperioden, at omtale mennesker som »forbrugere«, der skal beskyttes – vi er mennesker, medborgere, God damn it – er det vigtigste nok at styrke vidensniveauet hos den almindelige konsument og at styrke demokratiet i fødevareforsyningen:

  • Støt pædagogiske initiativer på madområdet – folkekøkkener, åbne konferencer etc
  • Opret »Food Policy Councils« efter canadisk model: Aktører i fødevaresystemet skal mødes for at diskutere hvor maden i lokalområdet kommer fra – hvorfor blanke Fanden skal man partout kunne købe friturestegt sukker fra 7-11 på hvert eneste gadehjørne i København?
  • Flyt afgiftsbyrden fra forbrugeren til forarbejdningen – eksempelvis er fedtskatten det tåbeligste, der længe har set dagens lys: Fedt af god kvalitet er godt i fornuftige mængder, industrielt forarbejdede fødevarer er meget sjældent af det gode

Man kunne jo blive ved:

Både grundforskningen og den strategiske forskning på fødevareområdet trænger til et kritisk eftersyn. Der er ikke brug for at poste penge i forskning, der skal munde ud i nye produkter. Der er brug for at poste penge i forskning, der skal munde ud i nye processer, som vel at mærke skal bevare råvarernes immanente værdi, respektere sæsonernes variationer og næringsindholdet og emulere traditionel forarbejdning, og endelig er der brug for at poste penge i forskning, der kan forkorte vejen mellem (råvare)producent og konsument og gøre fødevaresystemet transparent.

Fødevaresikkerheden skal genovervejes: Er det tilstrækkeligt med stikprøvekontroller og Smiley-ordninger, er det slet og ret et spørgsmål om penge eller handler det også om at genskabe respekten for maden i alle led – og er der behov for et nyt fødevaresikkerhedsbegreb, der måske snarere minder om retssikkerhedsbegrebet: Et fødevaresikkerhed, der skal sikre, at borgeren ikke kommer i klemme i fødevaresystemet …

Der er nok at gøre.

God arbejdslyst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *