Friday, 9 Dec 2022

Fremtidens Danmark: Din sundhed er min sundhed

Ugeskriftet mandag morgen lancerede for et par måneder siden et virtuelt parti, Fremtidens Danmark. Partiet går ikke til valg, men har udpeget fjorten ordførere til at fremlægge partiets program på en række vigtige områder. Og i går var så dagen, hvor Mandag Morgen havde indbudt til konference med præsentation af »partiprogrammet«.

Det er vigtige emner, ordførerne beskæftiger sig med: Klimaforandringer, ressourceknaphed, fødevarekrise, sundhed og andre af de sager, jeg plejer at tage op her på bloggen (mens medierne fx har travlt med burkaforbud og hvem der spiser hvis citronhalvmåner og drikker hvis saftevand, som en af oplægsholderne så præcist formulerede det).

Jeg kunne ikke stå for den forfriskende politiske ukorrekthed i nogle af ordførernes præsentation: Det gælder fx Bente Klarlund (hvem denne blog i øvrigt synes har ret i mange ting, ikke mindst fordi hun citerer in extenso). Klarlund havde den frækhed at påstå, at livsstilssygdomme, forårsaget af overdreven druk eller skodmad ikke er et personligt ansvar: For det går ud over os alle sammen via skattebilletten.

Når vi er raske, er det vores eget ansvar – men når vi får det dårligt (rygerlunger, infarkt), er det lige pludselig det fælles ansvar, sagde hun. Det kan blive et problem i 2020, for hvis udviklingen fortsætter som i dag, vil vi til den tid bruge 70 % af sundhedsudgifterne på behandling af »livsstilssygdomme«, altså overvægt og hvad deraf følger af kvababbelser.

Og det samme gælder nedslidning – i dag ser vi nedslidning på arbejdet som en helt naturlig følge af det at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet: Mange pukler fra de er 20 til de er 60 og må så gå på efterløn eller førtidspension eller andre overførselsindkomster. Ude af stand til at få noget ud af de sidste ti-tyve år af livet.

I stedet bør vi vælte bøtten: Det er sundheden, der skal være vores fælles ansvar, ikke sygdommen.

Vi skal opbygge et fødevaresystem, hvor det at vælge den rigtige mad, det at bevæge sig og det, at have et fornuftigt forhold til tobak og alkohol er det helt naturlige valg.

Og det betyder ikke afgifter. Det betyder erkendelse af et fælles ansvar – og det betyder at sundhedsspørgsmål (og dermed også spørgsmålet om hvad vi vælger at putte i munden) skal inddrages i undervisningssystemet (altså vel at mærke så børnene ikke bare lærer om kost – det er som bekendt noget man fejer med), i byplanlægning, i tilrettelægningen af arbejdet osv osv osv.

Læsere af denne blog vil vide, at jeg som gammel postmarxist med buskede øjenbryn ikke går ind for afgifter på forbrug. Afgifter på forbrug får folk til at prioritere anderledes og flytter som regel bare forbruget til dårligere kvaliteter (jf. fx den regulære tsunami af billige cigaretmærker, der er skyllet ind over os, og som efter sigende er proppet med alskens underlige kemikalier).

Hvis man endelig skal bruge afgifter i stedet for demokratiske løsninger, skal afgifterne lægges på produktionen: Gør det dyrt for at forarbejde (især at forarme) råvarer. Og gør det på en måde, så det bliver dyrere, jo mere råvaren bliver forarbejdet (forarmet, fluffet), og jo flere ingredienser fra eksotiske lande, der indgår.

En industrismørelse som Cremefine bliver dyr. Men smørret og olivenolien kan holde prisen. De råvarer, der er i sæson, vil få fortrin, til gavn for både sundhed og miljø. Det fandt Sveriges Livsmedelsverk og Naturvårdsverk sammen ud af for et par år siden.

Men det jeg tog hjem fra mødet var en erkendelse af at hvis vi skal nå nogen vegne i en ny samfundsorden, skal den opbygges på en radikalt anden måde end den, vi lever i nu.

Tag nu fødevarer som eksempel (det er jo ret nærliggende). Det system vi har, er opbygget i slagskyggen af rationeringer og sult efter anden verdenskrig og baseret på industriel logik – og den er videreført af krigsbørn.

Den logik siger, at vejen frem er storproduktion af ensartede, billige bulkvarer, med fedt og sukker som centrale omdrejningspunkter.

Resultat: Fedme i denne del af verden, hungersnød (bl.a. forårsaget af at overskudsproduktionen bliver dumpet) i andre dele af verden.

Logikken siger også at alle i det indre marked skal have adgang til at konkurrere med hinanden. Derfor fik Livsmedelsverket og Naturvårdsverket da også en velfortjent røffel fra krigsbørnene for et par år siden.

Skal vi nå nogen vegne, skal et nyt fødevaresystem (og meget andet) opbygges ad demokratisk vej, i en anerkendende og ligeværdig debat.

Krigsbørnene har haft talepinden længe nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *