Når man træder ind i en af de store spillehaller i Las Vegas, er den friske luft noget af det første man bemærker. I Vegas er luften i aircondition-anlægget på de store hoteller nemlig tilsat lidt ekstra ilt. Det holder gæsterne vågne og friske, så de kan blive ved at spille i dage og nætter uden at føle træthed.
Sådan er det ikke helt i Bella Center. De seneste fire dage har det første, man bemærkede, været en ram lugt af gammel friture. Bella Center har nemlig været rammen om restaurantudstillingen Tema 2011, som i år havde overskriften Foodbalance.
Balance?
Tja … Det undgik ikke min indre matematikers opmærksomhed, at tyngdepunktet lå noget lavt. Lige så lavt som det lå hos flertallet af de bodegaejere og grillbarbestyrere, der pølse- og ting-i-dej-gumlende cruisede rundt i Bella Centers betongange. Der må have været et eller andet ekstra pizazz i fritureolien. For de fleste af gæsterne på messen havde præcis samme udtryk i øjnene som spillerne i Vegas. Zombieagtigt. Tomt.
Ligesom spilleren, der besøger Vegas bliver forført, bliver også gæsterne i Bella Center forført. Forførerne (groupiererne, the dealers) bruger samme tricks: Mere eller mindre automatisk salgstale, jovialitet, smagsprøver – og sågar det velkendte trick med den veldrejede blondine ved bordet.
Spilleren i Vegas forføres til at tro på at netop dette træk i den enarmede tyveknægt udløser den ene kombination ud af 262.144 mulige, der får guldet til at ringe i skuffen. Grillbarbestyreren og bodegaejeren der besøger Bella Center forføres til at tro at netop denne kombination af restruktureret, pumpet, paneret og friturestegt afpuds med ny, revolutionerende teximexipakithaidip er lige præcis den den killer app, der kan få guldet til at ringe i kasseapparatet i Brønshøj, Brønderslev, Båring eller hvor pokker de nu kommer fra.
Men reelt er der jo ingen, der kan levere en killer app. Appsene er de samme som for to år siden. Og de vil sikkert være der om to år igen– forandringen ligger kun i overfladen: Afpudset er måske støbt i en ny form, der er måske lidt mere selleri (aroma) eller sukker i teximexipakithaidippen, hvad ved jeg.
Køkkenets killer app skal komme fra hjertet hos den, der står bag roret. Ikke fra et firma, der leverer standardsvar på et spørgsmål, ingen reelt gider stille.
Selvfølgelig var der enkelte lyspunkter.
365° Nord, fx – et netværk af småproducenter, der i det mindste laver ærlige produkter: Vildtpølser, cider, der rent faktisk smager af æble (måske fordi der er æble i) og ikke af afskyelig smeltet vingummi, grøntsager fra Svanholm, gin og brændevin fra Hven, mel fra Ringe. Vi kan altid tage Fanølaksen fra Norge ved vingebenet ved en senere lejlighed, mkay? Men ingen frituregryder her.
Naturmælk, med mælk, fløde, smør og surmælksprodukter. Der er desværre ikke udsigt til at 48 %-fløden kommer i mindre dunke: Folk er bange for fedt, sagde manden på standen. Heldigvis kan man så få Knorrs fløde alternativer (sic!). Hvad med en omgang Knorr Piske 20 % med hærdet, vegetabilsk fedstof, emulgatorer, modificeret stivelse, sukker, aroma og stabilisator?
Og for dem, der er rigtig elite er der en fantastik mulighed. Man kan slutte sig til Danmarks superliga af pølsemænd. Og åbne en Steff’s Place. Det er, skriver firmaet, for dem med stjernepotentiale. Men det skal altså være et stjernepotentiale, der kan forlige sig med 7 faste varenumre fra Steff Houlbergs sortiment.
Måske afspejler sammensætningen af Tema2011 i virkeligheden den danske madkultur helt præcist: 10 % kvalitet og originalitet, noget af det endda med glimmer og eksportværdi – fx den tv-transmitterede »Årets Kok« – og så 90 % billig franchise.
Tema Trist.
Men der er håb.
Man skal, som mine venner i Økologisk Landsforenings stand sagde, nøjes med at henvende sig til dem, der har liv i øjnene.
Og man skal gå langt uden om stande, firmaer og produkter, der hedder noget med exclusive eller fine.
Skriv et svar