Top og flop i 2010

Årsskifte betyder sædvanligvis status. Også på denne blog. I år det lidt svært at gøre status. For sidste år var ikke et ret produktivt år. Så mod sædvane kan jeg ikke bare dykke tilbage i indlæggene for at finde inspirationen. Men alligevel – for en, der ser verden fra en tallerkenkant, kan alt lade sig gøre. Så her er en lynhurtig kortliste over det, der toppede og floppede for øjnene af denne blogger i 2010:

Top

  1. Rejser og møder: Dage i en autocamper på øl- og madtur til USA, messer i Sverige og Italien. Fra Brooklyn til Burlington via Östersund til Torino og retur. Nærproduceret mad, community supported agriculture, farm to table-restauranter, madhåndværkere, småproducenter, økologisk affaldstyveri, ontologisk ernæringsfilosofi, rödsei, herkkujuustola, fjeldko, kenyansk askeyoghurt, tørret gedekød fra Rumænien, østers fra Colchester og cikoriekaffe fra Litauen. Og ikke mindst engagementet og nørderiet: Den filosofiske brygger, manden, der genfandt ølandshveden, kokken, der brugte sin ferie på at arbejde på Noma
  2. »The murmuring of innummerable bees«: Time Magazine citerer Alfred Lord Tennyson i beskrivelsen af en af de nye trends i 2010: Man kan se madgrupperinger i de sociale netværk. På københavnsk grund i form af  det første madbloggersymposium, organiseret af Rasmus Holmgård og Marie Sainabou Jeng i august. Det kan blive begyndelsen til noget stort – om ikke andet, at samtalen om maden nu godt kan føres uden at man nødvendigvis har kittel på, klæber til en taburet og / eller får landbrugsstøtte. Hvis madbloggerne kan enes om at gå efter den samme b0ld – og om i det mindste at gå efter en mand på fjendens hold, hvis de går efter manden i stedet for bolden – kan det måske endda komme så vidt, at biernes mumlerier bliver toneangivende.
  3. Inspirerende artikler: Der er især tre artikler, der tilsammen har givet denne blogger fornyet energi. Her er tale om pligtlæsning.
    • The Food Movement, rising af Michael Pollan i The New York Review of Books. Pollan anmelder fire madbøger og kommer frem til at alle »madbevægelser«, hvad enten udgangspunktet er gastronomi, sundhed, miljø eller dyrevelfærd, har bidraget til at gøre maden synlig i samfundet og trækker på samme hammel i bevisføringen for at vores nuværende fødevaresystem ikke er bæredygtigt – hverken gastronomisk, sundhedsmæssigt, miljømæssigt eller dyrevelfærdsmæssigt.
    • Big Food, Big Agra and the Research University af Cat Warren, som interviewer Marion Nestle i Academe Online. Nestle taler om at vi negligerer de interessekonflikter, der opstår, når forskning i stigende grad bliver finansieret og er afhængig af industrien – lige fra sponsorater til folk, der sidder på lidt for mange taburetter ad gangen. Den farmaceutiske forskning er allerede under luppen, nu kommer turen til fødevareforskningen. Joy to the world.
    • The big Issue is Ultra-Processing af Carlos Monteiro i World Nutrition. Monteiro klassificerer mad i tre grupper – råvarer og let forarbejdede råvarer, som er helt OK, processerede råvarer, som kan anvendes i industri eller gastronomi, som er nødvendige, men ikke kan udgøre næringsgrundlaget for nogen – og endelig ‘ultraprocesserede råvarer’, der lettest kan beskrives med Pollans ord ‘fødevarelignende produkter’. En potentiel bombe under fødevareindustriens Paracelsus-parafraserende påstand om at ‘der ikke findes usunde produkter, kun usunde valg’.

Flop

  1. Teknofix: »Vi har flere hundrede forskere og levnedsmiddelingeniører, der står parat til at hjælpe forbrugerne med at blive sundere«. Citat fra en Unilever-ansat på et møde om sundhedsfremmende fødevarer i Forbrugerrådet. Det bliver over mit kolde, døde lig. Ikke Fanden om industrien skal have ansvaret for vores sundhed – og ikke Fanden om jeg vil have jeres syntetiske smørelse proppet ind i min krop, når man kan få olivenolie, smør, lardo, mattaq, smen, gåsefedt, solsikkekerneolie, vindruekerneolie, jordnøddeolie … Citat fra samme møde: »Vi må have sundhedsfremmende fødevarer skrevet ind i forebyggelsespolitikken«. Ja, det kunne I lide. Statssanktioneret markedsføring. Ikke Fanden.
  2. Politiske vindfrikadeller: Skatteforhøjelser i tynde sundhedsgevandter, kampagner, der kun har givet reklame til de medvirkende fastfood-kæder og Måltidets Hus light uden reel opbakning fra de store organisationer. Men ingen nævner gastronomisk og kulinarisk kvalitet og diversitet med et ord, ingen taler om integration af landbrugsproduktionen og landdistrikterne i en bæredygtig samfundsøkonomi. Quo usque tandem abutere, habenae, patienta nostra?
  3. Forblændelse: Ruth Reichl, redaktøren af Gourmet Magazine, skriver i bind 2 af sine erindringer om foodies: »One man told me his day was ruined if he couldn’t tell his friends about at least one restaurant they didn’t know about. Another told me he was using up his daughters inheritance with his passion for restaurants. But my favorige moment of all was when I asked a woman if she ate out because she couldn’t cook and she said, ‘Oh, no. Actually I’m an extraordinarily good cook. But I believe in doing what I do best. And I eat wonderfully’«. Der er (som en god veninde siger) lidt for meget fokus på det æstetiske og emotionelle i maden. Og nettet giver alle mulighed for at udtrykke sig. Desværre har der været nogle bivirkninger heraf: I 2010 har PR-branchen fået øjnene op for madbloggerne. Og hvis madbloggernes forfængelighed sløver den kritiske sans, er vi ude i noget værre snavs. Vi overser måske det, det i virkeligheden handler om: Magtstrukturer, der ødelægger diversiteten og fratager os det frie valg. OK, det er da forståeligt at innummerable bees sværmer om den søde honning og billederne fra Noma er da meget fine. Men skal vi ikke se at komme videre?

Outlier

  1. Multen: Normalt er den, som Blichers fugle, kun her på træk, men i 2010 fandt man ud af at den er begyndt at yngle i danske farvande. Multen er en usandsynligt lækker fisk. Men grunden til at den kan yngle her, er klimaforandringer – og de er ikke så lækre. Så jeg ved ikke helt med den …

Kommentarer

  1. […] sporer helt klart ånden fra Carlos Monteiro i kostrådene. Det var Carlos Monteiro, der i 2010 fremlagde ideerne om tre typer af fødevarer, der er »uforarbejdede eller minimalt forarbejdede«, […]

Login