Diskuter fremtidens madindkøb og vind en middag på Noma

Foto: Clarence Saunders Piggly Wiggly anno 1916, (wikimedia) …

Københavns Universitet, Copenhagen Business School og Meyers Madhus samarbejder om et projekt med titlen Fremtidens Madindkøb. Som led i projektet har partnerne udskrevet en idekonkurrence, hvor der bl.a. er mulighed for at vinde en middag på Noma.

For at være med i konkurrencen, skal man besøge hjemmesiden og fortælle hvad man synes er vigtigt for en god indkøbsoplevelse og hvordan man kunne forestille sig at dette problem kan løses.

Historien om supermarkedet begynder med industrialiseringens adgang til billigere fødevarer og første verdenskrigs råvaremangel – og kulminerer tanken om at minimere udgifterne til personale i Clarence Saunders Piggly Wiggly-butikker, patenteret i 1917 

Billedet på patentansøgningen viser, hvordan publikum føres gennem en labyrint, et bur af hønsenet – at bevæøge sig gennem en af de originale Piggly Wigglies må have svaret til at driste sig ind i et af de helveder på jord, der i dag går under navnet Søstrene Grene – i dag er hønsenettet selvfølgelig erstattet af mere subtile metoder, som fx space management, men det frie forbrugsvalg forbliver selvfølgelig en saga blott. Med patentansøgerens ord:

»The object of my said invention is to provide a store equipment by which the customer will be enabled to serve himself and, in so doing, will be required to review the entire assortment of goods carried in stock, conveniently and attractively displayed, and after selecting the list of goods desired, will be required to pass a checking and paying station at which the goods selected may billed, packed, and settled for before returning from the store, thus relieving the store of a large proportion of the usual incidental expenses, or overhead charges required to operate it … «

Det er jo ikke nogen hemmelighed at denne blogger ofte har ytret sig kritisk og sortsynet over for supermarkedernes alt for store indflydelse på vores madvaner. hvor de har mulighed for at  – for lige at rekapitulere kan den onde cirkel koges sammen til at:

• Supermarkedernes indkøbere er fokuseret på pris, mængde og holdbarhed, hvilket favoriserer standardvarer, produceret efter princippet laveste fællesnævner, og det gør det muligt at presse producenter på prisen (hvilket kan føre til økonomiske og sociale katastrofer både her og hisset).
• Supermarkederne kan takket være centralisering og globalisering (proletarisering af transport mv.) samt ved hjælp af fx »markedsføringsbidrag« og lange betalingsfrister presse mindre, lokale, producenter ud af markedet – bagsiden af medaljen er at fx »friske grøntsager« for de fleste almindelige supermarkedskunder er noget ganske ukendt.
• Supermarkederne kan købe stort ind af enkelte partier og udnytte loss leaders (varer, supermarkederne reelt taber på, men som er ideelle slagtilbud) til at lokke kunder til butikken – hvorved man i længden opnår en udsultning af specialbutikkerne og míster det udbud og den variation, de kan tilbyde (se fx den glimrende statistik hos Danmarks Fiskehandlere, og gå så på jagt efter sæsonens bedste fisk, makrellen, i det lokale supermarked – jeg vil æde min gamle hat på at I kommer ud med Ersatzfische i form af et par kedelige, dybfrosne pangasiusfileter eller tilsvarende festorange laksebøffer af norsk oprindelse) – og mange forbrugere må rent faktisk nøjes med supermarkedernes udbud.
• Supermarkederne legitimerer, i takt med at specialbutikkerne forsvinder, og vareudbuddet flytter sig til de billigst producerede bulkvarer, udsagnet om at »forbrugerne tænker kun på pris når de køber ind« og har derfor belæg for yderligere at presse prisen i bund.
• Supermarkederne placerer sig der, hvor der er bedst indtjening (det kan man dybest set ikke betænke dem i). men det har den bivirkning, at man er nødt til at anskaffe sig en bil for at kunne købe ind – samtidig med at supermarkederne i områder med dårlig indtjening kun har de varer, der er størst indtjening på (Kelloggs, Cola og den slags). Det har større byer i USA ført til regulære food deserts , befolket af fattige (typisk sorte) uden bil – som ikke har mulighed for at anskaffe sig det der bare minder om en frisk grøntsag.

Personligt ville jeg ønske supermarkederne kun ville sælge grøntsager, der var hakkede og pakkede i poser. Så slap man for at have besværet selv – og supermarkederne behøvde ikke længere vedligeholde registrene ved kasserne med billeder af eksotiske grøntsager som spidskål og jordskokker. En win-win situation. Oh, the irony.