Laks og etik

Laks, der er fanget i Østersøen og som er længere end 72 cm er uegnede som mennskeføde fordi de har for højt indhold af dioxiner. Man må heller ikke forarbejde dem til fiskeolie eller fiskemel og sælge dem som foder (det vil sige, det måtte man godt i perioden mellem forrige tirsdag og forrige fredag ). Men fødevareministeren kunne i TV-avisen i går forklare, at man stadig må eksportere hele østersølaks til tredjelande, altså lande uden for EU.

Det er der selvfølgelig en god grund til: Når man eksporterer fiskemel eller fiskeolie, vil der være en risiko for at de dyr, der spiser det (svin, høns), eller produkter, der er fremstillet af dyrene, ender i europæiske (danske) kølediske og europæiske (danske) maver. Og dermed kommer dioxinerne retur til afsender. Det kan vi ikke have – for dioxin giver både fosterskader og kræft.

De hele fisk bliver derimod sat på middagsbordet – og dioxinerne bliver i aftagerlandene, hvor det må formodes, at befolkningen er lige så modtagelige for fosterskader og kræft som befolkningen i Europa (Danmark). Blot har regeringerne der ikke nær så lave grænseværdier som vi har. Og derfor har vi jo vores samvittighed ren. Som ministeren sagde: »Det er folks frie valg om de vil spise laksen« (hertil kan man selvfølgelig pernittengrynet føje, at det eksempelvis ikke gælder børn i det amerikanske skolesystem).

Det, vi står overfor, er et nærved klassisk tilfælde af dumpning – når fødevarer, der ikke kan afsættes på hjemmemarkedet, afsættes til tredjelande for en betydeligt lavere pris. De mest kendte eksempler er eksport af kylling til Afrika og eksport af mælkepulver til Latinamerika.

Dumpning har konsekvenser i aftagerlandende. For kylling og mælkepulver er det ganske håndgribelige konsekvenser – kyllingefarmere og mælkeproducenter i hhv. Afrika og Latinamerika må fx finde sig en anden hobby, når de hvide mænd handler. Dioxinholdige laks gør ingen arbejdsløse. Tværtimod kan man måske kalde eksporten af dem for en humanitær handling: For der bliver med garanti behov for mere personale på kræftafdelingerne i tredjelande.

Vinderne i sagen: De danske fiskemels- og fiskeolieproducenter, der har investeret i rensningsudstyr, der kan fjerne dioxinen – og så selvfølgelig de bornholmske fiskere, der kan fortsætte fangsten af de store laks.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *