Sunday, 27 Nov 2022

Kunsten at sælge elastik i metermål

I de seneste par dage har aviser og fjernsyn omtalt GDA, Guideline Daily Amounts. GDA-mærket fortæller hvor meget total energi, fedt, salt og sukker, der er i en portion. Men mærket er som at sælge elastik i metermål: Ved at skrue på portionsstørrelserne, kan man få varerne til at se mindre usunde ud end de i virkeligheden er.

Sagen er grundigt behandlet af Berlingeren i løbet af weekenden – og i går fortalte EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemos, hvordan hun bliver løbet over ende af lobbyister. Lobbyisterne kommer fra både industri og forbrugerorganisationer – godt nok i forholdet fem til en.

Egentlig burde der være eksempler nok på at GDA er noget hø. I går var det Toms direktør, Jesper Møller, der måtte forklare sig i DRs nyheder. Baggrunden var at Forbrugerrådet har anklaget Toms for vildledende markedsføring. De fleste vil vel uden at tøve spise en 50-grams Guldbarre alene, men på GDA-mærket er en portion angivet til godt en halv Guldbarre.

Det betyder, at det samlede sukkerindhold kommer op på det dobbelte af det, GDA-mærket angiver. DR-nyhedernes voxpop viste, at det var de færreste, der havde gennemskuet det – og at de fleste blev sure, da de opdagede, at de var blevet »snydt«.

Selv synes jeg dog det morsomste eksempel kommer fra frituregryden i Nyborg: På Daloon Sho Van Forårsruller angiver GDA-mærket at en portion er »en forårsrulle«, mens opskriften på pakken angiver »to forårsruller pr. person«.

Lad os lige for en ordens skyld gentage: GDA er et påhit, der kommer fra nogle af de største fødevarevirksomheder i verden. Nestlé, Unilever, Kraft, Mars, Kelloggs og Danone, for nu at nævne nogle af de mest kendte her i landet. På websitet The whats inside guide er der en komplet liste.

En undersøgelse fra SustainWeb viser, at 61 % af alle forbrugere misforstår GDA-mærket og 42 % mener at det er for kompliceret (i forhold til trafiklys-mærkning). Nu ved jeg godt at man kan bruge statistik på mange måder, og at konklusionerne afhænger af øjet, der læser, men for mig virker det som en klar sag:

Det mærke bør ikke indføres – hvis man absolut insisterer på at fylde sig med industriprodukter, må den gældende mærkning (baseret på næringsindhold 100 gram) være fyldestgørende og ikke behæve supplement, den er obligatorisk, den har flere væsentlige oplysninger (fx vitaminindhold) og kan evt. trykkes i magnaprint.

i USA har man længe brugt og bruger som muligvis bekendt servings som måleenhed. Her er problemerne velkendte. Brian Wansink, direktøren for det amerikanske landbrugsministeriums Center for Nutrition Policy and Promotion har i Mindless Eating beskrevet hvordan (især amerikanske) forbrugere ikke længere lytter til deres egen krop, men i stedet bruger »eksterne mæthedsmarkører«.

Altså: Når pakken er tom, er jeg mæt (uanset at »a serving« er angivet som 28,5 chokolade). Det betyder, at GDA-mærket reelt bliver til et markedsføringsredskab, der kan bruges til at få et skodprodukt til at se bedre ud end det er. Marion Nestle (vor guru) beskriver i What to Eat, hvordan det i dagens USA nærmest kræver stort kørekort at købe ind:

»I begin my label reading with the ingredient list. If the ingredient list on a package of frozen food is long and incomprehensable, I leave the package in the freezer case and move on. Next, I check serving size and the number of servings per package. If the calories seem low, I know to look carefully at the number of servings in the package (they really expect you to eat only one-fourth of that carton?). Then, I move on to the per serving calories, saturated fat, trans fat and sodium – the "eat less" items. If these are big fractions of the dail values, I leave the packages where they are, or I do not buy them very often. And I watch the sugars. To keep my intake of sugars below 10 percent of my daily 2,000 calories, I can only eat the equivalent of four tablespoons (about 60 grams) a day. If a serving has close to one tablespoon of sugars (15 grams), you can consider it a dessert and treat it as such«

Kan De gøre det med tre hylende unger på slæb, som Storm P. sikkert ville have spurgt? Det kan De sikkert ikke … Og så forresten: Vor Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har nævnt en EU-regulering af portionsstørrelser som en mulig løsning. Hertil har Marion Nestle (vor guru) følgende at sige:

»When it comes to packaged food in the supermarkets, calories should be a no-brainer. By law, they have to be listed on the Nutrition Facts Labels. But calories are listed per serving, and that can be a problem. The serving sizes listed on package labels are also regulated, but the regulations leave much room for manipulation. From a marketing standpoint, the object of the game is to keep the label serving sizes – and therefore, the calories – as small as possible within the letter of the law. […] This strategy – which is entirely deliberate – not only makes food products appear to be lower in calories than they are but also minimizes the apparent content of fat, carbohydrate, or any ogher nutrient perceived as undesirable«

Hvis »trafiklysmærkningen« er helt død – og det er den sikkert for blandt de helt store bidragsydere til regeringspartierne finder vi bl.a. de organisationer, der kæmper mod trafiklys og for GDA – må man imidlertid håbe, at Fødevareministeren har fornuft nok til at sige klart »nej« til GDA, og i stedet synliggøre af den eksisterende, fuldt tilstrækkelige, varedeklaration og ernæringsmærkning.

NOTE: Hvis der er nogen, der orker læse mere, har The New York Times en glimrende artikel om den Belgisk-ejede supermarkedskæde Hannaford Brothers, som indførte et »stjernesystem« til vurdering af deres produkter. Selv om det kun var en fjerdedel (sic!) af produkterne, der levede op til de strenge krav (som var formuleret af eksperter og ikke af industrien selv), viste det sig at folk faktisk gik efter de produkter, der havde den højeste karakter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.