Thursday, 8 Dec 2022

Smagen af fup?

DR fortalte i sidste uge, at produkter med varemærker som »Smagen af Læsø« måske indeholder råvarer, der slet ikke stammer fra Læsø. Verden vil bedrages, fristes man til at sige – eller måske er det bare danske fødevareproducenter, der ikke er opgaven voksne. Jeg kan i hvert fald se en tydelig parallel til feta-affæren for et par år siden.

Her var de danske mejerier (måske skulle man sige »det danske mejeri«) heller ikke vakse nok ved havelågen. Resultatet blev at grækerne løb med retten til at bruge navnet feta. Fordi vi her ikke har forstået reglerne bag det, der i Frankrig hedder appellation dorigine controlée, i Italien denominazione di origine controllata og i Spanien denominacion de origen.

Måske har det noget at gøre med at vi har sendt alt for mange svin ud af landet alt for længe. Og at vi derfor har oparbejdet et system, der sætter kvalitet lig med ensartethed, og som fuldkommen negligerer de regionale forskelle.

Faktisk har vi oparbejdet et system, der udviser en vis ringeagt overfor den slags gastronomisk snobberi – jeg må igen citere Hans Bender fra Mejeriforeningen, der i forbindelse med feta-affæren udtalte noget i retning af: »hvis grækerne skal have ret til at bruge navnet feta, kan vi lige så godt forlange at pizzaen skal laves i Pisa« – en bemærkning, der ikke lader direktør Jens Toftings »karry ved alle, at det kan ikke gro i Danmark«, noget efter i forhåbentlig ufrivillig morsomhed.

Feta-affæren og denne sag kan forstås som wake-up calls. Feta-affæren har lært os, at det ikke er nok at sige man baserer sin eksport på et varemærke for at få lov til at beholde det. Denne affære lærer os (forhåbentlig) at varerne skal være ærlige – og holde hvad emballagen lover.

For at gøre tingene endnu enklere at forstå, har EU faktisk indført et system, der burde være til at forstå for eksportingeniører og andre simple minded bean counters. Systemet har tre gradueringer:

  • Beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), som dækker over varer, der kommer fra en bestemt egn, hvor egnen (fx jordbund, mikroklima) har betydning for kvaliteten og hvor produktionen finder sted i den bestemte egn
  • Beskyttet geografisk betegnelse (BGB), som dækker over varer, der kommer fra en bestemt egn og har en vis kvalitet – her fx også goodwill – der knytter sig til varen og som er delvist produceret på egnen
  • Garanti for traditionel specialitet (GTS), som dækker over varer, der ikke nødvendigvis kommer fra eller er produceret på en bestemt egn, men hvor fremstillinsmåden er garanti for at varen adskiller sig fra andre varer i samme produktgruppe

Når en marmelade smager af Læsø, kan den altå godt have et GTS-mærke, selv om bærrene ikke vokser på Læsø og selv om den ikke er fremstillet på Læsø. Hvis den bare er fremstillet på en måde, der er traditionel og hvis den derved adskiller sig fra fx Den vamle fabriks marmelader.

Det er derimod meget lidt sandsynligt at produkter, der indeholder sydesalt vil kunne få BOB- eller BGB-betegnelser, saltsydning kendes mange andre steder, og i opløst stand kan man ikke smage forskel på stensalt og havsalt.

Et hurtigt opslag viser at de typiske oprindelige Læsø-specialiteter er tørret hornfisk og kropping. Det sidste er en byggrynsbolle, krydret med timian og terninger af spæk, der spises til supper og formentlig i ukogt tilstand har været brugt til at fylde kogte fisk og fiskehoveder (torskekropping). Go for a BOB!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *