Sunday, 27 Nov 2022

Alle amerikanere er fede i 2050

Med den nuværende udvikling af fedmeepidemien, vil 86 % af alle amerikanere være fede eller overvægtige i 2030. Og hvis det fortsætter på samme måde, vil alle amerikanere være overvægtige i 2050. Det har forskere fra Johns Hopkins University fundet ud af, skriver portalerne videnskab.dk / forskning.no.

Det går – surprise – mest ud over den sorte og latinamerikanske befolkning. I 2030 er 96 % af de sorte kvinder og 91 % af de latinamerikanke mænd overvægtige eller fede. Og det illustrerer ifølge artiklen den byrde, det amerikanske sundhedssystem står over for.

I virkeligheden illustrerer det måske allerbedst det faktum, at overvægt og fedme først og fremmest rammer de socialt dårligst stillede – man kunne parafrasere John Lennon og spørge hvad de sorte kvinder så er, hvis »woman is the nigger of the world«.

Og måske er det ikke kun i USA, det går så galt. Forleden berettede DR Nyheder om Motions- og Ernæringsrådets sidste krampetrækning: Indførelse af en årlig måle- og vejedag hos de praktiserende læger, for at afsløre, hvordan det egentlig står til med de danske livvidder – rådet havde indtryk af at de tal, man arbejder med i dag, på 11-12 %, er forældede.

Kun en tåbe vil vel i dag fastholde at den massive udbredelse af fedme og overvægt skyldes personlige valg og at man kan motionere sig ud af det. 86 % af USAs (verdens?) befolkning vælger ikke en livsstil, der i værste fald kan invalidere og dræbe. Fedme og overvægt (i det omfang) skyldes et busted stofskifte, og det kan man ikke motionere sig ud af.

Heldigvis er det ikke første gang, Youfa Wang, som har stået i spidsen for undersøgelsen, der bliver citeret i videnskab.dk / forskning.no optræder her på Madkultur. Sidst handlede det om hvilken betydning, etnicitet og køn har for valget af kost.

Dengang benyttede jeg lejligheden til at præke lidt om forebyggelse og bekæmpelse af overvægt. Den prædiken kan med fordel repeteres her – med den tilføjelse, at det nok er en god ide med en national veje- og måledag hos de praktiserende læger.

Men den skal følges op af socioøkonomiske data og undersøgelser af indkøbsmuligheder og tilgængelighed. Er det overhovedet muligt for de ramte mennesker at spise sundt – eller er vi måske også her i Danmark på vej ud i et lagdelt samfund, hvor der rent faktisk findes »ghettoer«, hvor den eneste tilgængelige grøntsag er pommes friten.

2 thoughts on “Alle amerikanere er fede i 2050

  1. Det er nok rigtigt at man ikke bare kan fremskrive udviklingen lineært. I biologiske populationer optræder der som regel nogle selvbegrænsende faktorer, så det ikke bliver en eksponentiel eller lineær vækst, men snarere en logistisk (det udstrakte S).

    Jeg nægter helt at afskrive Johns Hopkins-studiet. Der er flere overvægtige end før (fx dokumenteret i denne lille animation fra Center for Disease Control), uanset hvor man sætter BMI-grænsen for overvægt. Og det kan aflæses i en stigning i antallet af diabetes II-tilfælde, hjerte- karsygdomme, kræft osv. osv.

    Selv om jeg ikke er statistiker. kan jeg se, at Gauss-kurven, som Szwarc gengiver, rykker sig til højre. Samtidig er der færre med »normalvægt« (kurvens top kryber ned ad y-aksen) mens der faktisk bliver flere til højre for midten (den flader langsommere ud). Det betyder, alt andet lige, at der er flere overvægtige og fede.

    Szwarc får det til at lyde som om BMI er en arbitrær størrelse, der bliver fastsat af rent æstetiske grunde. Det er det ikke – når et BMI ligger under 17 og over 25 bliver det vurderet som en risikofaktor, og i den høje ende især for udviklingen af livsstilssygdomme (faktisk er et BMI mellem 25 og 29 slet ikke så dårligt – i hvert fald når det gælder infektionssygdomme) og for en masse andre relaterede sygdomme, som fx depression, fødselsbesvær etc.

    Man kunne så vælge at sige at det er mit eget problem og at alt er godt, hvis jeg er lykkelig med min overvægt – men det er det faktisk ikke, i hvert fald ikke så længe, vi har brugerbetaling i sygehusvæsenet (man kan så begynde at diskutere de faktiske udgifter ret hardcore: Det er muligt, vi belaster sundhedssystemet mere på et år – til gengæld gør vi det knap så mange år).

    Selvfølgelig er der gode penge for »fedmeindustrien« i at skræmme befolkningen – for eksempel for at stimulere salget af light-produkter og den slags bras. Som Szwarc skriver, er Johnson & Johnson, som bl.a. producerer kunstige sødemidler, hovedsponsorer for Blomberg School of Public Health.

    Men der er lige så mange penge i at påstå det modsatte – nemlig at der ikke findes en fedmeepidemi. Faktisk synes jeg Sandy Szwarcs argumenter minder uhyggeligt om dem, der bliver fremført af »junk food-lobbyen« hos The Center for Consumer Freedom. Hun er forresten også meget yndet af the fat acceptance movement – og har tidligere udtalt sig positivt om kviksølv og phtalat.

    Hvad vigtigere er – og det er det, der er min pointe, inden diskussionen kommer til at ligne den om global opvarmning: Der er en klar, social slagside. Det er ikke længere høvdinge, der er overvægtige. 

    Madens pris og fødevaresystemets bæredygtighed er en af de parametre, det er nødvendigt at justere på, hvis vi skal bremse en fedmeepidemi. Det er billige kulhydrater og billige animalske fedtstoffer, der har gjort amerikanere og europæere fede (og nu er kineserne og inderne ved at gentage kunststykket).

    Og selv om det skulle vise sig, at der ikke er en fedmeepidemi, vil det af andre grunde være godt at sætte kødforbruget ned – fx af hensyn til en eventuel global opvarmning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.