Friday, 9 Dec 2022

Jeg, en gastrosexuel?

Metrosexuel, retrosexuel, uebersexuel og alle de andre etiketter har fået følge af den nyeste: Gastrosexuel. Det er betegnelsen for os, der kan lide at lave mad. Og som måske oven i købet gør det med den bagtanke at imponere vores venner og, hvem ved, måske især de kvindelige af slagsen, skriver The Mail.

Avisen citerer en rapport om fænomenet, The Emergence of the Gastrosexual, som til overflod kan hentes på websitet gastrosexual.com. Heri defineres den gastrosexuelle således:

»They are masculine, upwardly mobile men, aged 25-44, who are passionate about cooking and the rewards that it might bring – pleasure, praise and potential seduction«

Rapporten nævner bl.a., at 60 % af de britiske mænd laver mad – og halvdelen af dem gør det fra bunden og bruger mere end 41 minutter pr. dag. Halvdelen af de adspurgte siger, at en potentiel partner er mere attraktiv, hvis han / hun kan lave mad – og det er der 23 % af de 18-34-årige mænd, der udnytter.

Herhjemme er forholdet iflg. NNF ca det samme: 59 % af mændene bruger 38 minutter på madlavning pr. dag, mens 79 % af kvinderne bruger knapt en time pr dag. Og herhjemme er det også som rapporten beskriver, at det er madlavningen, mændene finder sjovest – opvask (og andet husarbejde) er ikke nær så interessant.

Jeg er ikke gastrosexuel. For det første falder jeg aldersmæssigt en smule uden for definitionen. Og for det andet er selve begrebet et markedsførings-stunt, en bastard af pseudovidenskab og guerilla-marketing.

Pseudovidenskaben står Future Foundation (et datterselskab af Expedia, som også ejer vores hjemlige RKI og KOB) for i deres, formentlig ikke helt billige, sammenskrivning af etableret sociologisk forskning. Og guerilla-marketingen står The Mail for.

I virkeligheden er det nemlig Mars Foods, vor gamle skydeskive med deres elendige, racistiske Dolmio-dukker, der står bag. Under dække af navnet PurAsia, lancerer Mars nemlig snart en serie asiatiske sovseblandinger.

Til at begynde med bliver produkterne kun lanceret i England, hos Tesco-kæden. Men da der ifølge Talking Retail er tale om en kampagne til 10.000.000 kroner, ser vi nok også produkterne i vores egne supermarkeder.

Sovseblandingerne er asiatiske fordi PurAsia ganske rigtigt har observeret, at folk kun sjældent giver sig i kast med det autentiske, asiatiske køkken af to grunde: Der er for mange ingredienser og opskrifterne er alt for tidskrævende. Mars to the rescue, for som PurAsias marketingchef, Paul Aikens, siger til Talking Retail:

»With meal preparation time averaging at 41 minutes and a desire to produce restaurant quality Asian meals at home, our product will help achieve this in under 30 minutes. The blend of spices, herbs and pastes provides the essential ingredients to prepare the meal in three easy steps. Because the meal involves a level of consumer participation there is a greater sense of fulfilment and engagement for the cook«

To madkulturelle indsigelser: En ting er udvandingen af autenticitetsbegrebet i de »three easy steps« og fem smagsretninger. De fleste kan vel godt regne ud, at det ikke har ret meget med asiatisk køkken at gøre. En anden ting er reduktionen af den sexuelle spænding i madlavningen.

Madkultur er samtale – og samtalen former sig mellem mennesker i et lokalområde og om tilberedninger af lokale ingredienser efter lokale metoder, skriver fx Sidney Mintz. Der er ingen national madkultur som sådan, men en nation kan godt have mange regionale madkulturer med fælles træk.

Den erotiske spænding i madlavningen vedkender jeg mig da gerne. Måske er det lidt i retning af Tor Nørretranders påfugleteori: Generøsiteten er med til at forøge ens overlevelseschancer, herunder også øge forplantningsmulighederne.

Men er der ikke mere erotik i at vide, at ens vært har nusset om retten i flere dage forud for besøget og dermed gør ens besøg til noget særligt, end der er i »three easy steps« og et klingende ping fra en mikrobølgeovn? I hvert fald er der en sandhed i denne betragtning fra Gertrude Steins kok i 1910erne, Hélène, om hvem Alice B. Toklas skriver:

»Hun var det meget sjældne, en altid fuldkommen kok. Hun kendte all de fine detaljer i en førsteklasses menu. Hvis man ville vise en gæst særlig opmærksomhed, gav man ham en omelet-soufflé med en kompliceret sauce, hvis man var mere ligeglad, en omelet med champignons eller fines herbes, men hvis man ville fornærme gæsten, lavede man spejlæg«

Under alle omstændigheder: Færdigretter som erotisk stimulans? Jeg tvivler – i erotiske sammenhænge er alt under en time nemlig sjusk.

2 thoughts on “Jeg, en gastrosexuel?

  1. Hej Mogens

    Skønt lige at falde ind i Alice B. Toklas tørre humør på min skærm.

    hilsen Kim 

  2. Alice B. Toklas kogebog er en guldgrube af den slags konstateringer, der kommer ud gennem sidebenene.

    Og så er det en af de første bøger (sammen med Mogens Brandts), der fik mig til at glædes ved det franske køkken …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *