Sunday, 27 Nov 2022

Statslig indblanding?

Europæiske virksomheder vil have statens hjælp til at blive førende i »sunde« produkter, skriver EurActiv. Det må være statens opgave at lovgive, støtte forskning og sætte standarderne, mener medlemmerne af Food for Life. Og svaret er selvfølgelig ja, ja og ja – men efter denne bloggers mening ikke helt som virksomhederne forestiller sig.

Food for Life er en såkaldt EU-teknologiplatform – en ETP. Formålet med sådan en er at sikre at industrien får indflydelse på EUs forskningsprioriteter. Efter beskrivelsen af teknologiplatformenes virke på EUs forskningshjemmeside at dømme, fungerer de nærmest som PR- eller lobbyvirksomheder (minus de overdådige traktementer).

At noget er teknologidrevet og innovativt bør altid få advarselsklokkerne til at ringe, hos der interesserer sig for madkultur og sundhed. Når Food for Life-platformens repræsentanter siger, at der er »increasing consumer desire for a healthy and varied diet«, er det løgn i deres hals. De fleste forbrugere ved ganske udmærket hvad det vil sige at spise sundt og varieret.

Uden at komme nærmere ind på det her, kan jeg da godt afsløre at det har noget med grøntsager (mange), kød (meget lidt hvis overhovedet) og industrifremstillede hel- og halvfabrikata (meget få, hvis overhovedet) at gøre. Ikke noget innovativt der.

Food for Life-bagmændenes agenda er tydelig – og hænger klart sammen med noget af det, jeg tidligere har beskæftiget mig med her på bloggen: Sunde og innovative produkter, helst i form af berigede fødevarer, de såkaldte functional foods.

Jeg vil ikke tærske langhalm på det igen – men blot gentage mig selv og sige at funktionelle fødevarer er en misforståelse. De baserer sig på indtil flere fejlagtige antagelser – nemlig

  • at man kan være mere end 100 % sund – de fleste af de funktionelle fødevarer på markedet anbefaler nemlig kun produktet som supplement til en sund og aktiv livsstil
  • at en fødevare kan være mere sund end den er fra naturens hånd – at flytte komponenter mellem fødevarer er decideret ødelæggende for madkulturen og den generelle sundhedsbevidsthed, at forstærke bestemte næringsegenskaber i et produkt kan være risikabel, jf. betacaroten i gulerødder
  • at fødevare- og ernæringsforskerne ved præcis hvilken egenskab, der er godt for en bestemt egenskab eller modvirker en sygdom – man opererer efter et typisk reduktionistisk one disease one cure-perspektiv, som blot vil lægge ansvaret på vores sundhed over i industrien (er du nu sikker på du har fået dine omega 9-fedtsyrer i dag?)

Der er god grund til at holde øje med den slags EU-initiativer – og god grund til at være på vagt over for de farvestrålende health claims vi meget snart kommer til at se på danske supermarkedshylder. Det bedste råd er stadeig: Skid på innovationen og køb det ikke – men spis dine grøntsager mens de er i sæson.

Staten skal selvfølgelig blande sig – men den skal blande sig på en måde, der sikrer at alle har adgang til gode råvarer, der ikke er berigede (de må jo så være fattige, eller hvad?) og at alle bliver uddannet i at kende forskel på beriget skidt og kanel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.