Wednesday, 7 Dec 2022

Hjælpetekst til den offentlige sorgbearbejdning i dansk landbrug

FNs generalsekretær, Ban Ki-Moon, mener fødevareproduktionen på verdensplan skal øges med 50 % inden 2030 hvis alle verdens munde skal mættes. Spørgsmålet er bare hvor indsatsen først og fremmest skal finde sted. Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, mente i Politikens kronik den 17. maj, ganske optimistisk at den skal finde sted her i landet.

Kort sagt mente Gæmelke, at hvis dansk landbrug fik lov at bruge mere kunstgødning, vil vi kunne standse hungersnøden, sætte en stopper for social uro i hele verden og undgå massive flygtningestrømme. Og så vil verden atter være et godt sted at leve. Det er noget af en mundfuld. må man sige. Nærmest aggressivt.

Især set i perspektivet af at biologen Michael Stoltze efterlyste samme dag i samme avis en dansk miljøminister – blandt andet fordi EUs ophævelse af braklægningsordningerne har betydet at store mængder natur er blevet pløjet op i dette forår.

Heldigvis kunne noget kunne tyde på, at vi faktisk har en slags miiljøminister – i hvert fald ikke en, der opfører sig som landbrugsminister. I hvert fald skriver Politiken i dag, at Troels Lund-Poulsen kategorisk afviser at give landbruget lov til at gøde mere for at afhjælpe fødevarekrisen:

»Med den udfordring, vi står over for på både miljø- og naturområdet, så har tankegangen med at vi skal øge kornproduktionen for at afhjælpe fødevarekrisen, ingen fremtid. Facit er for mig kendt på forhånd – det har ingen gang på jord«

Vel talt. Men Gæmelke vil forhandle (hvis vi antager, at Gæmelke reagerer i overensstemmelse med Kübler-Ross-modellen for sorgbearbejdelse, skal han gennem fem stadier: Benægtelse, vrede, forhandling, depression, accept):

»Jeg forstår ikke, at når man mangler fødevarer og børn dør af sult, at vi så ikke må producere mere korn«, siger han i dag i Politiken. Og de gamle travere, kunstgødning, opdyrkning af braklagte marker og GMO-foder bliver hevet frem af stalden igen.

Denne forklaring kan måske bringe Gæmelke nærmere til accept. Gæmelke bliver (i overensstemmelse med modellen) ked af at høre det, men det er ikke særligt sandsynligt, at hans korn umiddelbart kan bruges til at mætte de sultende barnemunde.

Først skal det nemlig produceres, og så skal det transporteres til den tredje verden. Og når det når dertil, skal de sultende børns forældre have råd til at købe det.

Det har børnenes forældre næppe råd til, og dermed vil børnene ikke have nogen gavn af den øgede produktion – og selv om der er tale om nødhjælp, nytter det ikke i det lange perspektiv. Gæmelke må tage en kiks, tørre øjnene og lære at acceptere fakta.

På The Ethicurean gennemgår Daryll E. Ray den globale fødevarekrise i et historisk perspektiv. Han kommer frem til bl.a. ovenstående konklusion, og drager sammenligninger til sidste gang verden var i global fødevarekrise, i 1974.

Dengang var priserne på landbrugsvarer blevet tredoblet i løbet af to år. Dengang, som nu, fik det øgede forbrug af kød hovedskylden for krisen. Og dengang, som nu, mødtes verdensledere i Rom for at diskutere løsningsmuligheder på en world food summit.

Konklusionerne fra mødet i 1974 er tilgængelige (i word-format) på CEPALs hjemmeside, og rummer bl.a. disse gribende sætninger:

»the Conference had accepted the basic conclusion of the Preparatory Committee, namely, that the solution of the food problem required co-ordinated action on three important fronts:  a) to increase food production, especially in the developing countries; b) to improve consumption and distribution of food; and c) to build a system of food security«

I dag er det ikke fødevareproduktionen i den industrialiserede verden, der først og fremmest skal bringes på fode. Den har det fint. Faktisk så fint, at der bliver produceret flere fødevarer, end der er brug for. Marion Nestle skriver således i What to Eat om den amerikanske landbrugsproduktion:

»The deep dark secret of American agriculture (revealded only by agricultural economists behind closed doors) is that there is far too much food available – 3.900 calories per day for every man, woman and child in the country, whereas the average adult needs only a bit more than half that amount, and children much less«

Det handler om at hjælpe bønder i den tredje verden til selv at kunne producere tilstrækkeligt med basale landbrugsafgrøder. Og det handler om at (gen)lære bønderne at dyrke jorden fornuftigt – men måske i sidste ende snarere om at turde tage et opgør med globaliseringen og konsolideringen i fødevareindustrien.

Peter Gæmelke har et par hårde uger eller måneder i vente. For han kan nu engang ikke løse sultproblemet med mere kunstgødning. Han kan derimod deltage aktivt i en kritisk gennemgang af de støtteordninger, der er med til at skævvride den globale fødevareforsyning og fx melde sig ind i Via Campesina.

Heldigvis varer intet evigt, heller ikke sorgen. Til sidst vil Gæmelke, som alle, der har været gennem et stykke sorgarbejde, opleve at det er gået over. En dag vil han igen kunne høre fuglene synge.

Og måske vil han endda kunne høre flere af dem, hvis Troels Lund-Poulsen står fast.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *