For tredive år siden, den 1. maj 1978, udgav Husets Forlag i Århus en plakat, der bestemt ikke faldt i landbrugsorganisationernes smag. Det var Mikael Wittes plakat med den glade gris og teksten; Danske svin er sunde – de strutter af penicillin. Fogedretten forbød plakaten, men tegneren ankede til Højesteretten – og vandt.
Mikael Witte tog karikaturen i brug hele vejen gennem forløbet – efter fogedforbuddet udsendte han en »grinende svineplakat«, som ligeledes blev forbudt. Faktisk fik Witte forbud mod at tegne symbolske grise: Så det andet forbud blev mødt med en plakat af Moder Justitia med dannebrog – og teksten: Total omlægning af svineproduktionen i vente.
Og Højesteret gav Witte ret – i Danmark må man faktisk tegne hvad som helst. Hele forløbet er beskrevet i Wittes bog Danske Svin fra 1980 – og omtales i Naturbogen fra sidste år, begge udkommet på CDR Forlag.
Da Witte tegnede sin plakat, blev antibiotika brugt som vækstfremmer: Små doser af antibiotika som kosttilskud skal angiveligt undertrykke bakterier i tarmen og gøre, at svinene bliver bedre til at optage foderet – og ergo vokser hurtigt. Doserne er små – i fagsproget kaldes de »subkliniske« – men ordsproget siger vel det hele: Mange bække små, gør så stor en å.
I hvert fald blev doserne af antibiotika i svineproduktionen – som man nærmest havde indtrykket af blev spredt med løs hånd af bønderne selv, uden dyrlægelig indgriben – til sidst så voldsomme, at fagfolk begyndte at frygte at bakterierne skulle blive resistente.
Sagen er nemlig den, at hvis man udsætter bakterier for antibiotika er det meningen, de skal dø, men på et tidspunkt er der sandsynlighed for at et par stykker overlever, fordi de har fået en spontan mutation, der gør at de kan tåle antibiotikummet. De er blevet resistente.
Og når det par stykker deler sig, har man pludselig fire resistente bakterier. Som bliver til otte, som bliver til seksten, som (slå selv myten om brahmineren Sissa og fyrst Belkin op). Når de resistente bakterier kommer ind i vores system har vi balladen: De antibiotika, vi ellers stoler på, virker pludselig ikke.
I 1994 var forbruget af disse antibiotiske vækstfremmere oppe på 116 tons. Noget måtte gøres. Og i 1998 kom et forbud mod de antibiotiske vækstfremmere. Det var før uheldet for alvor var ude: Der var endnu ikke nogen problemer med de resistente bakterier på sygehusene.
Men nu har vi så fået et nyt, og kanhænde mere alvorligt problem. For produktiviteten gik selvfølgelig ned, når man fjernede vækstfremmerne – og grisene fik flere infektioner. Så nu bruger man igen masser af antibiotika i landbruget – denne gang er det bare som medicin, og altså slet ikke i subkliniske doser.
Det skyldes især det høje pres på svineproducenterne: Der er ikke tid til at give grisene en ordentlig fravænning. I konventionel svineproduktion bliver pattegrisene vænnet fra når de er 3-4 uger gamle. Det betyder, at de endnu ikke har fået alle de antistoffer, der er nødvendige for at klare livet som svin gennem moderens mælk. Og derfor bliver de syge.
Resultat: Forbruget af såkaldt terapeutisk antibiotika blev fordoblet i perioden 1998-2002 og det er stadig støt stigende. Sidste år blev der brugt flere antibiotika end i 1998 – det sidste år, antibiotiske vækstfremmere var tilladt.
Hvad værre er – de bakterier, den terapeutiske medicinering skal virke mod, er de virkelig bad guys i bakteriesammenhænge. E.coli, Salmonella og Campylobacter for lige at nævne et par stykker. Vi har allerede set resistente E.coli-bakterier i svinekød – og fra flere svineproducerende lande rapporteres det, at svinebønder er bærere af antibiotika-resistente staphylokokker. Begge er katastrofale, hvis de slipper ind på sygehusene.
Vi sidder på en tidsindstillet bombe, for nu at sige det mildt. Større og færre besætninger betyder flere bakterier, mere antibiotikum – og større risiko for resistens (læs gerne den om fyrst Belkin igen). Wittes svineplakat, som her bliver bragt med tilladelse fra kunstneren, er desværre lige så – og måske mere – aktuel end nogensinde.
Et sørgeligt jubilæum, men tillykke alligevel!
Skriv et svar