Spise med Price

I dag får man abstinenser. I hvert fald hvis man, som mig, hører til dem, der trofast har fulgt med i DR2s serie Spise med Price. Brødrene James og Adam for fuld udblæsning i et køkken.

Måske ikke altid lige brugervenligt, men præget af den madglæde og gode stemning, der helst skal være i et køkken, hvis tingene skal lykkes og alle skal glædes over måltidet. Det har faktisk været programmernes vigtigste budskab: Det er sjovt at gå i køkkenet. Og det er noget, man skal have med hjemmefra. Adam Price siger til Fyens Stiftstidende:

»Vi er aldrig blevet tvunget til at lave mad. Døren stod bare lidt åben, når far lavede mad, og der duftede altid vildt og mærkeligt derude. Det boblede i alle gryder og køkkenet lignede Beirut. Og så handler det vel om, at når man ser sin far stå og lave noget, så vil man gerne det samme. Når han er god til det, og det samler familien«

Derfor kan jeg kun erkære mig enig med Amalie og Pedrsn: Her var tale om et madprogram af virkelig høj kvalitet! Og som en af mine venner sagde, var det mennesker, man godt kunne tænke sig at spise sammen med – hvilket faktisk er en stor ros.

Det kan også kun glæde mig at der ikke har megen af den sædvanlige kritik af programmet – hvilket er ganske sært. Så sent som i halvfemserne fik Claus Meyer på puklen fordi han tabte sit publikum og hans mad var for fed. 

Her i landet er der nærmest en tradition for at man ser lidt ned på folk, der holder af at lave og tale om mad. Jeg har før præket op og ned om at det hænger sammen med vores ærkeprotestantiske nyttemoral: Nydelsen er en synd.

Men det kan være fordi der efterhånden er opstået en subkultur, hvor det at nyde at lave og spise mad i godt selskab rent faktisk er tilladt, uden at man skal slå sig selv i hovedet med at det er for fedt, for fransk, for godt. Og fordi heglehovederne ikke ser DR2 …

PS: Og som faste læsere vil vide, har jeg en klar erindring om dengang John Price chokerede hele Danmark ved at krydre sin boeuf stroganoff med rigeligt paprika. Det var dengang i halvfjerdserne (eller var det firserne? det hele er lidt tåget), da der kun var to krydderier i Danmark: Salt og peber. Og ikke for meget.

PPS: Film- og madelskere vil vide at værdsætte forsoningsmiddags-scenen fra Naboerne, hvor John Price forsøger at servere sin oksehøjreb fra sin særlige slagter for Hanne Borchsenius – men afvises med ordene »jeg er vegetar«. Sjældent har man set glæden slukkes i et menneskes øjne så brat …

PPPS: Samme ven gjorde mig i øvrigt opmærksom på en detalje: Når vi får serveret noget særlig lækkert, sidder både James Price og jeg og vifter med armene. Hans viften er knap så udtalt. Min udarter af og til og bliver til klappen. Det er noget, der ikke er under kontrol, kan jeg her afsløre …

PPPPS: I dag er det forresten Adam Prices 41-års fødselsdag. Tillykke da!