Madblogs i Politiken

Politikens I Byen-tillæg har i dag en artikel om at avisernes professionelle madanmeldere får konkurrence fra madbloggerne. Denne blog, madbloggen, very good food og spis ordentligt bliver nævnt. Og køkkenchefer fra nogle af de førende restauranter (Noma, Paustian og Ensemble) udtaler sig om deres holdning.

De er positive. Med Morten Schou fra Ensemble som undtagelse: Han har fået dårlig omtale på en blog, og bloggeren havde tydeligvis anmeldt en oplevelse fra en anden restaurant. Det er trist – og kan forhåbentlig rettes op i kommentarsporet. Og hatten af for Redzepi og hans indkøb af Opinionated about food til afbenyttelse i restauranten.

For blogs er et nyt medie i Danmark. Målet er først og fremmest at komme i dialog. Vi kommer forhåbentlig aldrig i den situation, at en dårlig anmeldelse på en blog kan lukke en restaurant. Og hvis vi gør: Så var der sgu nok noget galt i forvejen. Eller, som Bo Bech siger: Man bliver jo ikke stor som blogger, hvis man kontinuerligt lukker crap ud.

Jeg begiver mig selv kun sjældent ud i anmelderiet. Det synes jeg madbloggen, spis ordentligt, very good food og velkommen til bordet gør bedre. 

Og jeg kunne aldrig drømme om at konkurrere med hverken Adam Price eller Helle Brønnum Carlsen (Politiken), Søren Franck (Berlingske Tidende) eller Ole Troelsø (Børsen), som hver for sig har strålende kvaliteter.

Fx er jeg begejstret for de tilfælde, hvor Adam Price har vist overskud som i aprilsnarren om fusionskøkkenet for nogle år siden, for selvudleveringen, som i artikelserien om hans og broderens tid som »møgponyer« i køkkenet på Kong Hans, jeg er begejstret for Ole Troelsøs åbne politik: Når jeg er på frokostrestaurant, bruger jeg altid pariserbøffen som benchmark osv osv.

Bloggen madkultur handler først og fremmest om – ja, madkultur i allerbredeste forstand, og om den måde vores madvaner og madkundskab bliver påvirket af politiske og økonomiske forhold og lidt om forskning.

Men jeg er, som en af mine constant readers har bemærket madnostalgiker. Så når jeg anmelder, er det typisk fordi der er røget en frokost indenbords. Og så kan jeg ikke dy mig for at skrive om oplevelsen …


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *