Utopi og dystopi

Nok engang har bloggeren været ude i det virkelige liv. Det skete forrige torsdag, til en konference om fremtidsscenarier for fødevaresektoren, arrangeret af Øresund Food Network. Der var fokus på sundhed, miljø og globalisering og med gruppearbejde om mulige fremtider.

Fantasien fik frit spil – og spændvidden bliver vist bedst vist i de to gruppearbejder, der repræsenterede hver sin pol i scenarietænkningen – jeg fristes til at kalde dem en henholdsvis dystopisk og utopisk fremstilling af forebyggende sundhed i fremtiden.

Utopien
Utopikerne – det var også mig – startede med at fremlægge muligheder for varieret moms, altså lavere moms på »sunde« madvarer og højere afgifter på »usunde« madvarer. Efter alle diskussionerne (som egentlig ikke tog lang tid, det var en brainstorm-øvelse) enedes vi om at formulere et utopia, baseret på en nydelses-madkultur:

  • hvor der investeres offentlige midler i at skabe en holdbar og bæredygtig madkultur, der helt naturligt fortrænger fast food-kulturen
  • hvor industrierne kappes om at lave produkter, de er stolte af – og hvor en ansat i fødevareindustrien ikke behøver lyve eller tale udenom, når han eller hun skal konversere borddamen eller -herren om jobbet
  • hvor ordet kvalitet betyder andet end at produktet ikke indeholder sundhedsskadelige mikroorganismer, er billigt og kan holde sig længe
  • hvor skolerne har integreret madkultur i undervisningen, så alle ender med at være madbevidste medmennesker

Blandt midlerne var bl.a. længere frokostpauser og højt prioriterede kogemænd og -koner på skoler og andre institutioner. Og I stedet for at alle skal jaske maden i sig ved skrivebordet / i klasseværelset på tyve minutter, skal den betalte frokostpause være en hel time.

Dystopien
Den dystopiske version af fremtidsscenarierne mindede mig noget om Huxleys Fagre nye Verden. Fuld udnyttelse af genteknologi og datalogging i kombination med diætisme for fuld udblæsning.

Ved fødslen får alle kortlagt en personlig genetisk profil. Den fortæller hvilke livsstilssygdomme, man er disponeret for – om man er alfa-plus, alfa, beta eller delta – og man kan derefter frit vælge mellem at spise, som man har lyst til – eller som det er sundest for en.

Den personlige shopper, som man finder i visse supermarkeder, kan digitaliseres fuldstændigt, så man ikke selv behøver tage stilling til sit madvalg.

Omvendt kan man lade stå til – og så få en advarsel fra chippen om at nu er det på tide at skrue proppen i slotsaftapningerne og finde løbeskoene frem, for ellers vil man blive opkrævet en højere skat.

Begge scenarier er selvfølgelig utænkelige. Utopien er dog – frygter jeg – desværre mere utænkelig end den anden. Den vil nemlig på sigt medføre nedgang i produktionen af de industrielt fremstillede fødevarer – og ingen industri, endsige regering, der baserer sine valgkampagner på støtte fra industrien, vil støtte et sådant scenarie.

Hvorimod det ikke vil være svært at sælge ideen om et »borgerkort«, der rummer oplysninger om sundhedsprofil til en opvakt regering og en lige så opvakt industri med næse for indtjening.

Hvis man indfører det ad frivillighedens vej eller lader en opvakt forsikringsindustri indføre det som en art medlemsskab kan man måske undgå bøvl med registerlovgivningen. Ideen er hermed givet videre til »Danmark«.

Note 1: Vi var også kort inde på min kæphest – afgifter på selve produktionen og distributionen af de »usunde« madvarer. Flere mente i øvrigt at det ville være en handelshindring. Det er et argument, jeg har hørt før. 

Men: I dag er det muligt at afvise Campylobacter-inficeret fjerkræ ved grænsen af hensyn til sikkerheden. Kan man ikke forestille sig, at sundheden ligestilles med sikkerheden, så det er muligt at afvise alt for forarbejdede, industrielle produkter af hensyn til folkesundheden – det vil vel være godt for det offentlige budget, eller hur?

Note 2: Undervejs glædede det mig at en af mødedeltagerne – fra Fødevareministeriet Nordisk Råd – havde samme opfattelse som mig (måske har han endda læst madkultur), nemlig at den protestantiske tankegang dræber madkulturen.

Nydelse i sig selv er syndigt – derfor har vi begreber som hverdagsmad, madro og »ikke noget særligt«, derfor taler man ikke om maden og derfor har vi uden videre købt opfattelsen af at måltider er noget mekanistisk, der skal hurtigt overstås, så vi kan komme videre med vores arbejde – eller (i vore dage) den (kapitaliserede) kvalitetstid.

Jeg bliver således decideret dårlig, når jeg ser reklamen for K-Salats »urimeligt nemme« sandwich – »Flæk, smør og klap sammen. Sværere behøver det ikke være«, med et billede af tre ungersvende, der spiser af samme enorme landgangsbrød – men netop uden at spise sammen, idet de alle tre har blikket stift rettet fremad, mod et lys, der, antager jeg, stammer fra et flimrende fjernsyn.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *