Sunday, 27 Nov 2022

Når følelserne får frit løb

Hvert år sin svineskandale. Sidste år var det svinetransporterne – og i år er det pattegrisenes tur. Smågrise af hankøn bliver kastrerede. Det sker uden bedøvelse, og billederne af de hylende smågrise forarger i hele det politiske spektrum.

Når grisene bliver kastrerede, er det for at undgå ornelugt. Ornelugten skyldes skatol med det kemiske navn 3-methylindol. Stoffet dannes når grisen bliver kønsmoden (stoffet indgår forresten også i rigtig gode, gamle ostes aroma).

Det er kun 5–10 % af hangrisene, der kommer til at lugte af orne. Resten udskiller skatolen ad naturlig vej. Og det er i øvrigt heller ikke alle mennesker, der er i stand til at lugte skatolen – kun cirka 50 %, og kvinder er mest følsomme.

Der er selvfølgelig kun to ting at sige: Ja, det gør uden tvivl ondt på grisen at blive kastreret uden bedøvelse. Og ja, det er en uskik, der bør stoppes hurtigst muligt. Spørgsmålet er så bare hvordan – og om det overhovedet kan lade sig gøre at forbyde kastraktion.

Landbruget hævder selvfølgelig, at det ikke er økonomisk rentabelt at lokalbedøve hver eneste smågris (og henviser til konkurrencen fra udlandet).

Debatten er vel egentlig ganske typisk for den måde, disse sager behandles i medierne. Med fokus på lidelsen og som udstillingsvindue for diverse politikeres gode intentioner.

Det paradoksale er nemlig, at for 15–16 år siden blev danske svin nemlig ikke kastreret. Der findes nemlig udstyr, der kan måle skatol på slagteriet, så man kan sortere de ildelugtende svin fra (og fx sende dem til pølseproduktion).

Det blev opgivet – af hensyn til forbrugerne og eksporten til Tyskland. Når jeg læser om hensynet til forbrugerne, spænder jeg automatisk hanen på min vandpistol – har markedsføringen været helt hen i skoven eller har der bare været tale om manglende oplysning – og hælder mig til at genindførslen af kastraktionerne formentlig mest skyldes hensynet til eksporten.

Og der er andre metoder: Man kan fodre svinene med lupin eller cikorie, det nedsætter dannelsen af skatol betydeligt. Og man kan slagte svinene før de bliver kønsmodne, med en slagtevægt på 45 kg, hvilket endda skulle give mere lækkert kød …

Men nu kører sagen sin gang – Jeg sætter en hjemmestegt, økologisk frikadelle på at justitsministeren og de forskellige ordførere basker sig i taletiden, et udvalg undersøger konsekvenserne, hvorefter sagen bliver henlagt. Med argumenter som »forbrugerne vil ikke betale prisen«.

PS: I øvrigt mener jeg også vi skal have sat en stopper for at 69.500 smågrise (af begge køn) hver dag får kuperet halen uden bedøvelse. Svinehaler giver en fin, gelatinøs suppe – og der sidder rigtig lækkert kød mellem de små knogler. Mums.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.