Sunday, 27 Nov 2022

En beriget debat

Lørdagens udgave af Politiken rummede en hel debatside om beriget mad – functional foods, om man vil. Debattørerne fra hhv. Landbrugsraadet, DTU Fødevareinstituttet og Danisco, er mildt sagt ikke enige. Holdningerne spænder fra en kritisk indstilling over behersket optimisme til nærmest lalleglad begejstring.

Ikke overraskende er det Daniscos repræsentant, forskningsdirektør Leif Kjærgaard, der er den ivrigste fortaler for beriget mad – det er jo hans firma, der står til at score kassen:

»Enhver privat forretning har den holdning, at den gerne vil sælge sine produkter, både på kort og på langt sigt. Derfor er man også som kløgtig forretningsmand nødt til at lave nogle produkter, der er lødige. Samtidigt er der en stigende efterspørgsel efter berigede fødevarer, for de kan give os en længere levetid uden at skulle gøre os afhængige af medicinalindustrien«

Landbrugsraadets repræsentant, Klaus Jørgensen, er også indlysende mere konsensussøgende – berigelse er nemlig lig merværdi, og merværdi kommer yderst sjældent (faktisk aldrig) primærproducenterne til gode. Her er det naturligheden og lødigheden, der kommer i højsædet:

»Hvis det foregår på en naturlig måde, hvor det har nogle positive effekter som  med eksempelvis salt, eller hvor man tilsætter vitaminer til bestemte fødevarer, fordi især ældre mennesker måske ikke spiser nok fugt og grønt, så synes jeg det er fint. Men vi skal ikke derud, hvor man tilsætter vitaminer til vingummibamser. Det er ikke naturligt«

Og endelig stiller Fødevareinstituttets repræsentant sig tvivlende over for om de berigede fødevarer rent faktisk vil betyde, at vi kommer til at leve længere:

»Det er noget af en påstand at komme med, at flere berigede fødevarer vil betyde, at vi vil leve længere. Jeg tror ikke, at man bliver sundere af at spise berigede fødevarer, det er kun de steder, hvor vi har målt, at der er et problem, som for eksempel med manglen på jod eller manglen på D-vitamin, at det kan gøre en forskel«

For denne blogger er der ikke megen tvivl: Der kan meget vel vise sig at være et stort marked for functional foods i fremtiden. Men det vil ikke være de funktionelle fødevarer, der forlænger vores liv mærkbart. Myten om de funktionelle fødevarer som livsforlænger bygger på nogle forhold, man meget tit hører fremhævet af tekno-optimisterne:

For det første er der selve påstanden om de funktionelle fødevarer som mere sunde end almindelig mad, jf den aldmindelige definition af funktionelle fødevarer som fødevarer, der rummer mere end den almindelige næringsværdi. Det er en noget løs påstand – for kan mad være mere end 100% sund – og kan vi?

For det andet er det enkeltkomponenterne i maden, man piller ved (fx selen, flerumættet fedt, jod, calcium, plantesteroler). Derved accepterer man en hypotese om at forskningen ved alt om hvordan komponenterne virker. Det er en antagelse, der flere gange har vist sig at være fejlagtig – og som faktisk kan være farlig.

Det klassiske eksempel er betacaroten, som findes i masser af grøntsager, med gulerødder som de fremmeste eksempler, og som menes at kunne beskytte mod kræft. Så længe stoffet altså sidder i guleroden. Desværre er betacaroten i sig selv kræftfremkaldende – så hvis man fjerner stoffet fra dets »naturlige« omgivelser mister man den positive effekt og får en ny risiko at operere med.

Og endelig vil funktionelle fødevarer udviske grænserne mellem fødevaregrupperne, som i klassiske eksempler med appelsinjuice, beriget med calcium, og mælk, beriget med flerumættede fedtsyrer. Samtidig vil godtroende sjæle måske få den opfattelse at de forarbejdede, berigede fødevarer er sundere end de gode, bevisligt (omend uanpriselige) grøntsager – og så forsvinder min elskede kålrabi måske fra grøntsagsafdelingerne.

Som jeg ser det, kan vi gå to veje. Vi kan acceptere de romantiske myter om at industrien og forskningen vil os det bedste og har 100 % kontrol over de enkelte komponenter i vores fødevarer og dermed fortsætte ad det spor, jeg tidligere har kaldt erstatningsdygtighed.

Eller vi kan bruge forskningens viden til at skabe en bæredygtig madproduktion, og samtidig udvikle en mad-industri, der baserer sig på og konkurrerer på fleksibilitet, skånsomhed (over for miljø, råvarer, ansatte osv), variation og kvalitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.