Friday, 9 Dec 2022

Det franske paradoks genfortalt

I går blev jeg igen præsenteret for udtrykket »Det franske paradoks«. Udtrykket dækker over det faktum, at franskmænd får færre hjertetilfælde end andre befolkningsgrupper. Og det selv om de spiser tre-retters måltider med masser mættet fedt, drikker alkohol og ryger cigaretter (i hvert fald indtil for nylig).

Det franske paradoks fik sin renaissance (ja, renaissance, forklaring følger) i 1991. I løbet af fire uger steg forbruget af rødvin med 44 % i USA. Og de Californiske vinproducenter, repræsenteret af The Wine Institute, fik tilladelse fra The Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms til at sælge vin som »helsekost«. Altsammen fordi programmet 60 Minutes havde beskrevet det franske paradoks og vinhypotesen en aften i november.

Og begrebet lever stadig i bedste velgående. Det blev genopfrisket på en konference om bioactive compounds in natural substances, arrangeret af EU-projektet Food for Life. Ledsaget af en graf, der viste sammenhængen mellem indtaget af mælkefedt og hjerte- karsygdom.

Grafen viste, at det danske og franske indtag af mælkefedt er lige stort. Alligevel dør danskerne som fluer, mens antallet af dødsfald, relateret til hjerte- karsygdom hos franskmændene ligger langt under det europæiske gennemsnit.

Forskeren bag præsentationen – Cathie Martin fra John Innnes Center / Københavns Universitet – tilhører den skole, der tilskriver stoffet resveratrol æren for det franske paradoks.

Resveratrol er en antioxidant, der bl.a. dannes i drueskaller, som forsvar mod bakterie- og skimmelsvampeangreb. Resveratrol-tilhængerne mener altså, at det er franskmændenes indtag af rødvin, der får dem til at leve længere.

I dag er resveratrol en industri for sig. Den fremstilles af japan-pileurten og fås som kommercielt kosttilskud. Hundrede kapsler smart city trans-resveratrol, som rækker til 50 dage, koster således 36 Euro og markedsføres som var det de vises sten (men jeg vil egentlig hellere have et glas barolo).

Forskerne i den mere seriøse del af verden arbejder med at få andre planter til at danne resveratrol – fx tomater. Mus, der er disponeret for hjerte- karsygdom bliver derefter fodret med berigede tomater, og man undersøger dødeligheden i forhold til mus, der er fodret med almindelige tomater.

Det viser sig, at de magiske tomater fakrtisk er i stand til at forlænge musenes liv en anelse. Og enhver håbefuld fabrikant af functional foods vil vejre morgenluft og måske endda gladeligt medfinansiere forskningen: For hvem vil ikke gerne have fingre i 36 Euro?

Men spørgsmålet er i virkeligheden om forskerne er gået galt i byen – og hvorvidt pengene til forskning i resveratrolens magiske virkning er godt givet ud. Min påstand er at al forskning i enkeltbestanddelene i det franske paradoks muligvis er et glimrende levebrød for mange mennesker – men at den ikke vil rykke en tøddel ved folkesundheden.

Hvis vi skruer tiden endnu længere tilbage, finder vi noget, der måske er en mere holdbar forklaring på det franske paradoks.

I 1795 beskrev den irske læge Samuel Black, hvordan arterierne bliver »forbenede« hos patienter, der dør af angina pectoris – altså åreforkalkningen. Black satte sig for at undersøge, om nogle befolkningsgrupper er mere udsat for hjerte- karsygdomme end andre.

Black fandt, at det især er de stressede, de overvægtige og dem, der spiser for meget, der er udsat. Kvinder, soldater og fattige er mindst udsat (man mindes tolder Knagsteds dictum: Kvinder, børn og hunde har det let, men vi mennesker … ).

I 1819 var Black nået til at sammenligne hjertetilfælde i forskellige lande. Han fandt, at selv om både franskmænd og irere levede af en usund kost, var det irerne, der havde flest hjertetilfælde. Han kaldte fænomenet »the French paradox« og tilskrev det:

»the French habits and modes of living, coinciding with the benignity of their climate and the peculiar character of their moral affections«

Og hermed har vi fundet pudelens kerne og kan, hvis vi da vil, for alvor rykke ved statistikkerne for hjerte- karsygdom, i stedet for blot at puffe nærmest umærkeligt til dem.

At sige, at rødvin og indholdet af resveratrol er årsagen til at franskmændene ikke dør af hjertetilfælde mens danskerne gør, er nemlig lige så seriøst som at mene, at countrymusik er årsag til selvmord (den forskning vandt en IgNobel-pris for et par år siden).

Overdødeligheden hos franske mænd kan entydigt henføres til alkohol og tobak. Franskmænd drikker halvanden gang mere end amerikanerre. Antallet af dødsfald på grund af leversygdom er halvanden gang højere i Frankrig end i USA.

Til gengæld har man i Frankrig – i hvert fald indtil for nylig – haft en ret rigid madkultur. Vel spiser man treretters-måltider (med mættet fedt, alkohol og tobak), men man holder sig til hovedmåltiderne. At spise på gaden, i bilen eller mellem måltiderne har i Frankrig været betragtet som taberagtigt.

Og alkohol: Ja, vel drikker man alkohol til maden. Selv små børn lærer at drikke alkohol til maden. Men man drikker som regel ikke ret store mængder alkohol uden for måltiderne, og i de fleste latinske lande er offentlig beruselse også – ja, rigtig gættet – taberagtigt (måske relateret til Thomas af Aquinas lære – det er ingen synd at drikke, men det er en synd at destruere sig selv?).

Forskere over hele verden leder efter det franske paradoks og middelhavsdiætens hemmeligheder. De kan komme til at lede længe, hvis de søger efter enkeltkomponenter som resveratrol.

Der er nemlig 21 forskellige lande langs Middelhavet, og hver region i de 21 lande har sin variant af middelhavsdiæten – tænk Dem, Fru Heilbunth, norditalienerne steger i svinefedt og bruger, som man hører i tidens TV-udsendelser, rigeligt med smør – men lever alligevel længere end danskerne.

Man glemmer at se på helheden: Den måde, franskmændene, grækerne, italienerne, spanierne (og alle de andre) spiser og drikker på, betyder mere end mængden af resveratrol eller andre antioxidanter i måltidet. Det, vi ser i dag – også i Frankrig – er en voldsom stigning i antallet af overvægtige børn: I dag er der faktisk flere overvægtige børn i Frankrig end i Danmark. Stigningen er markant over hele verden, og begyndte omkring 1980 – i Østeuropæiske lande dog først efter murens fald.

1980 er faktisk, ifølge Marion Nestle, det år, hvorom fedmeepidemien sig drejer – Tom Peters lancerede begrebet »shareholder value«, og fødevareindustrien begyndte en massiv kampagne for at afsætte et ligeså massivt overskud af kalorier til folk, der rent faktisk ikke havde behov for at spise mere.

Det at spise mellem måltiderne, det at spise på farten, det at have travlt og det at henlægge enhver omgang med alkohol til fritiden bliver nu fremstillet som vindermentaliteten (men det er sgu stadig taberagtigt, imho).

Firkantet udtrykt: I takt med at de oprindelige, regionale madkulturer bliver fortrængt af industrielle, raffinerede produkter, og markedsføringen får folk overbevist om at de faktisk (på trods af industrialisering og automatisering) har mindre tid til rådighed, og derfor er nødt til at bruge hel- og halvfabrikata) begynder fedmeepidemien.

Og den begynder også i Middelhavslandene: Der er flere penge til rådighed, kød og færdigmad bliver statussymbol, madkultur og det selv at stå for madlavningen bliver nedprioriteret. Det er derfor efter min mening Samuel Blacks moral affections, vi mangler at få ind i debatten – og man kan til at begynde med spørge:

  • Vil vi, moralsk, være med til at blive overfodret med skodprodukter, som vi bliver det i dag eller vil vi stoppe forslumningen af madkulturen?
  • Kan vi moralsk forsvare, at vi, i vores forebyggende indsats sparer på (skatte)skillingen, og tror på småfedterier med enkeltkomponenter, men lader (skatte)daleren rulle – og bliver ved at producere junk-food og færdigmad af lav standard?

Og endelig kan man spørge: Bliver ernærings- og fødevaredebatten i dag ført på de forkerte præmisser og af de rigtige mennesker – har industrien, lægerne, agronomerne og ingeniørerne med andre ord sans for moral affections eller er det bare spil for galleriet?

PS: Okay, jeg kan da godt mellem os afsløre alle middelhavsdiæters hemmelighed – masser af grøntsager, tørrede bælgfrugter, meget lidt kød – så er der vel sparet et par millioner forskningskroner, bare kontakt mig og få mit kontonummer.

3 thoughts on “Det franske paradoks genfortalt

  1. Men det er så behageligt og uforpligtende at tro på at man kan kompensere for dårlig livsstil ved at drikke rødvin eller tage kosttilskud.

    Man skal jo ville det og bruge tid på det, hvis man selv skal lave mad af rigtige råvarer. Det tager tid at rense grønsager med jord på og alting, så der bliver mindre tid til at glo fjernsyn.

    Mht. forskning, så er det bevist utallige gange og på utallige måder, at man skal spise masser af frugt og grønt, ikke så meget kød, varieret og ikke for meget, hvis man vil bevare et godt helbred. Noget så gammeldags som byggrød er faktisk også ret sundt, men det vidste min bedstemor også, så det behøver man vel ikke at forske i.

    Hvis man skal leve af at forske, må man finde på noget nyt – en eller anden lille smart detalje, som man kan undersøge i årevis. Er det nyttigt? Tja, det kan man ikke vide på forhånd, men der bliver givetvis brugt rigtig mange ressourcer på forskningsprojekter, der i højere grad er lavet, så de passer til overskriften på den pose penge, man kan søge, end til det som verden har brug for at vide.

    Og så skal industrien helst blandes ind i det, og der skulle gerne komme patenter ud af det – tja, man får hvad man ber om – små teknologiske fix, som kan være en god forretning, men som er ligegyldige i forhold til folkesundheden. .

    Pt. er det højst relevant at forske i resistens mod nogle nye agressive sygdomme, som angriber korn. Hvis det går så galt, som nogle forskere frygter, vil disse plantesygdomme for alvor være en trussel mod verdens fødevareforsyning. Men den slags forskning er lidt gammeldags, "og i Danmark er der jo rigeligt med fødevarer", så det er ikke til at få penge til.

    Det er heller ikke til at få penge til at forædle nogle gode grønsagssorter, som både har resistens mod sygdomme og god spisekvalitet. Planteforædling er forlængst ophørt med at være et offentligt anliggende. Derfor bliver der kun lavet sorter, som egner sig til masseproduktion. 

    Så er der de gamle grønsagssorter, hvoraf nogle sælges som frø i dyre domme. Men bare fordi en sort er gammel, er den ikke nødvendigvis god. De lilla rosenkål, som jeg dyrkede sidste år i min have smagte fantastisk, men udbyttet var så lavt, så 10 planter kun gav nok rosenkål til en enkelt middag, og så var de så små, så det tog flere timer at pille dem. Det gider jeg altså ikke i år.

    Inga

  2. Problemet er todelt: Den almindelige viden om hvad de er sundt og ikke sundt, sælger ikke ret godt. Hverken når det gælder overskrifter eller når det gælder forskningsfinansiering.

    Man kunne jo forestille sig at forskerne kom frem til at vi skal begrænse mængden af industrielt forarbejdede fødevarer – hvis det sker, så sig lige til, jeg har nogle aktier, jeg skal have solgt.

    Heldigvis varer det nok længe – for lageret af potentielt gavnlige enkeltkomponenter i naturlige substanser er mere eller mindre uudtømmeligt. Og så er det på med vanten og frem med de gode gamle knock-out mus, så vi kan få videnskabelig dokumentation for at fiflerierne virker.

    Paradoksalt nok kom der en artikel for godt et år siden, der viste at den ernæringsforskning, industrien finansierer, oftere får et positivt resultat (af interventionsstudier, observationsstudier og videnskabelige reviews) end den forskning, industrien ikke støtter.

    Det er noget, man er meget opmærksom på i medicinens verden (og som redaktørerne af bl.a. New England Medicine Review og Journal of American Medical Association har været ude med riven efter). Turen må snart komme til ernæringsforskerne og deres tidsskrifter, for, som forfatterne skriver:

    »Industry funding of nutrition-related scientific articles may bias conclusions in favor of sponsors products, with potentially significant implications for public health«

    Mht. gamle grønsagssorter har vi jo da heldigvis NordGen, tidligere Nordisk Genbank. For selv om de gamle sorter er besværlige og giver et ringe udbytte, er det – ud fra et rent logisk synspunkt – altid værd at bevare deres egenskaber på den ene eller anden måde. Når nu verden er ved at æde sig ihjel i monokultur!

  3. Meget spændende artikel og tak for introduktionen til Samuel Black. Jeg har dog en lille anke. Hvor har du det fra, at man i middelhavslandene – lad os bare sige Frankrig, Spanien og Italien, der alle tre er paradokser – spiser meget lidt kød? En treretters menu på de kanter er typisk noget med fisk til forret og et kødstykke til hovedret (italienske menukort har altid en hel post til carne) og næsten altid noget flødebaseret til dessert (creme brule, crema catalana, pannecotta = mere mættet fedt). Hvis frokosten/aftensmåltidet blot er en sandwich, er det næsten altid paté eller skinke og ost.

    Jeg har min egen kostblog på http://kostbloggeren.blogspot.com, hvor jeg angriber De 8 kostråd for at være helt udokumenterede and dont get me started on Fuldkornskampagnen …

     

     

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *