Sunday, 27 Nov 2022

GDA er et kosmetisk kunstgreb

Fødevareindustrien har lanceret et nyt ernæringsmærke. GDA-mærket, der viser energiindholdet og indholdet af fedt, salt, sukker og mættet fedt som procent af dagligt indtag i en portion. Og fabrikanten skal selv angive på emballagen hvor stor en portion er.

Det er der selvfølgelig flere, der har påpeget det problematiske i. Bl.a. Sofie Krogh Holm fra Forbrugerrådet, som over for Berlingske anfører det forvirrende i at en portion cornflakes er 30 gram mens en portion havregryn er 45 gram. Tænk mener det nye mærke forvirrer, fordi de små portionsstørrelser kan få skodmad til at se uskyldig ud.

Industrien leverer selv et glimrende eksempel på hos DR. På en flaske cola vil det fremgå, at en portion er 250 ml – uanset hvor stor flasken er. Hvor mange – især i coladrikkenes målgruppe, teenagerne – vil læse etiketten og nøjes med at drikke halvdelen af en halvlitersflaske eller en ottendedel af en tolitersflaske og sætte resten i køleskabet (og, mere prosaisk, hvor spændende vil den sidste kvarte liter i tolitersflasken være efter en uge)?

Især den sidste oplysning får vel de fleste tænkende mennesker til at se mærket som det, det i realiteten er: Et kosmetisk kunstgreb, et spil for galleriet. Både her og i England er GDA blevet introduceret som en protest mod trafiklysene: Rød mand, stop, grøn mand spis – som i dag lever en stille eksistens på Fødevareministeriets Spis Mest-hjemmeside.

I England var det Food Standards Agency, der kæmpede forgæves for trafiklyskampagnen – og det var her, modstanden var størst, på initiativ fra en perlerække af de største og mest kapitalstærke producenter af junk. Den engelske pendant til gdainfo.dk, The Whats inside guide nævner et kampagnebudget på 38.000.000 kroner i fase to, med bidrag fra:

A G Barr, ABF, Aldi, Bird’s Eye, Brakes Food Service, Britvic, Cadbury Schweppes, Calypso, Carrs Foods International, Coca-Cola, Danone, Discovery Foods, Evron Foods, Findus, Gerber, Golden Wonder, GSK, Hormel Foods, Kellogg, Kraft, Lidl, Masterfoods, Morrisons, Nestle, Netto, Nichols plc (Vimto), Nisa-Today, Northern Foods, Novotel Hotels, O P Chocolate, Pataks, PepsiCo, Premier, Pro Pack Foods, Raynor Foods, Shloer, So-Good, Somerfield, Spar, Sugar Puffs, The Speldhurst Sausage Ltd, Tate & Lyle, Tesco, The Real Potato Co, Trimlyne, Tunnocks, Unilever, Villa Soft Drinks, Westler Foods, Warburtons

Trafiklyskampagnen er selvfølgelig ikke en succes hos de fleste fabrikanter af fødevarelignende produkter – netop fordi den indeholder et spis mindst-prædikat, et rødt trafiklys, der kunne få folk til at tro at et produkt er usundt og dermed gå ud over salget. Det spiller imod den teori, der videreføres på gdainfo.dk:

Alle fødevarer kan indgå i en balanceret kost. Det er mængden, som afgør om du spiser balanceret eller ej.

– en teori, der understøtter den populære opfattelse af at folk selv har ansvaret for hvad vi spiser. Den bør manes i jorden! Ligesom produktionen og distributionen af mad er dikteret af faktorer, der ligger uden for den enkelte producents kontrol (fx EU-støtte) er vores madvaner for en meget stor del dikteret af markedsføring og tilgængelighed. Firkantet udtrykt:

Hvis det, vi ser i reklameblokkene er cola og chips, det, vi ser i tilbudskatalogerne er cola og chips og det, vi ser først og sidst, når vi kommer i supermarkedet er cola og chips – og vi til bevidstløshed har hørt, at alle fødevarer kan indgå i en balanceret kost, ja, så er det selvfølgelig kål og gulerødder, der ryger i kurven, det er nemlig vores eget valg

GDA bliver herhjemme markedsført på baggrund af en undersøgelse, der viser, at 80 % af forbrugerne ikke forstår den nuværende næringsdeklaration, der angiver næringsindholdet pr. 100 gram. Jeg har før nævnt undersøgelsen fra Sustain Webs Childrens Food Campaign, og den antyder, at selv om GDA muligvis er lettere at forstå end traditionel næringsmærkning, vil trafiklys-løsningen alt andet lige være lettere at forstå end både GDA og næringsmærkning:

  • 62% of people misunderstood percent of GDA labels.  In comparison, only 21% misunderstood traffic light labels
  • 42% of consumers said that GDA labels were too complicated

At modstanden mod trafiklysene er stor, kan man også se på den føromtalte spis mest side. Her er kun nævnt produkter med spis mest mærke. Man må kigge langt efter en liste produkter med et spis mindst mærke.

Og så er vi tilbage ved vores sunde fornuft. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i råvarer, vi ved hvad er, den eneste måde vi kan få et reelt valg (af fx portionsstørrelse) er at lave så meget som muligt af vores mad selv. 

Jeg har før brugt reglen: Hvis det er lavet på en fabrik, så undgå det, men Michael Pollan siger det nok mere diplomatisk:

  • Spis ikke noget din oldemor ikke ville kunne genkende som mad
  • Undgå produkter, der indeholder ingredienser, du ikke ved hvad er, som du ikke kan udtale – eller som indeholder mere end fem ingredienser
  • Undgå produkter med sundhedsanprisning (hvis det har en sundhedsanprisning skal det være emballeret, og dermed er der større sandsynlighed for at det falder ind under de to første bullets)
  • Hold dig til grønt-, kød-, og mælkeafdelingen i supermarkedet – og bliv især væk fra cornflakes- og kagehylderne
  • Køb ind andre steder end supermarkedet så tit, det er muligt (fx farmers markets)

10 thoughts on “GDA er et kosmetisk kunstgreb

  1. Jeg tror faktisk, at Pollans kvalitetsbarometer er tipoldemoderen. Så det vil faktisk sige, at verden allerede gik kulinarisk af lave allerede i midten af 1800-tallet. Søbemad og krustader til folket!

    Skål!

    Charlie Bravo  

     

  2. @sifkan: Tak! Sikke da betingelser. Jeg skal selvfølgelig gøre mit bedste!

    @Charlie Bravo: Klart, Pollans kriterier er oldemoderen – da han i Omnivores Dilemma skrev om at høste gær fra luften stod selv jeg af: Hey, gær i vindueskarmen på Nørrebro? Øl og brød med masser af fritsvævende dieselpartikler???

    Well – det er klart man løber en risiko for at få klidmosterbegrebet trådt under sålerne. Men Kiwi fra Oceanien, kaffe fra Brasillien og Java og rødvin fra Californien er OK (selvom kiwi ved den Gud, der ikke findes, er den kedeligste frugt under solen, næstefter stjernefrugt) sammen med Chokolade fra Mexico i et kosthold der i øvrigt mest består af lokalt producerede råvarer (hvilket burde være fuldt ud realiserbart). Vi lever jo trods alt ikke i et californisk klima (og kommer heller ikke til det – det er så vidt jeg har forstået ikke det, den globale opvarmning handler om). 

    Men som før citeret:

    Ved at benytte Dolmio Classico, Dolmio Bechamelsauce & Dolmio Lasagne pladder [det står der sgu!!!, MB] sammen med kød og ost, kan du slappe af og se frem til et dejligt måltid

    hører ikke helt sammen med dolmio-muppet-mors reklameudsagn om at hvis ikke du finder det i mit køkken, finder du det heller ikke i mine saucer. Hun har i sit køkken således både adgang til emulgator,  xanthangummi og betakaroten i ren form.

    Men hvor mange af de chips, som bliver stillet på danske sofaborde og bardiske, er baseret på udeklarerede ingredienser fra Tate & Lyle – fremstillet af amerikansk, statssubsidieret majs, som fx Merigel 100, Meritena 100 eller den helt nye Meritena 300, der er fremragende i bagte snacks? (Jeg så dem lige i min inbox og tænkte at det var da som satans, som tingene passer sammen …).

    Og hvor stor betydning har den sæbepulver- og madsminkeindustriens udslip af sminke og smagsforstærker på hvor meget folk i virkeligheden spiser af de ting der ikke, som varebetegnelsen lover, er [bechamelsauce] eller andre [rigtige madvarer], men derimod blot det, Pollan kalder madlignende substanser?

    Selv skål!

  3. @charlie bravo: Min bedstemor blev født i 1903 … jeg tør slet ikke tænke på hvornår min tipoldemor blev født.

    Og jeg elsker kålroer!

  4. Jeg eeelsker også kålroer! Og kålhoveddukker. Super godt eksempel med Dolmio, MB!
     
    /Charlie Bravo
  5. GDA-mærkning lyder som det amerikanske system, hvor alt er regnet ud pr. serving. Det kræver temmelig meget hovedregning at finde ud af, hvad man skal købe for at få mest mæthed pr. kalorie.

    Jeg tror dog, at det er pakningernes størrelse samt prisen og ikke så meget mærkningen, der er årsag til at amerikanerne er endnu federe end os. All you can eat af fedtet fisk med chips og deslige til lav pris hjælper også godt med at tynge badevægten.

    Jeg tog 10 kg på, mens jeg boede i USA, selvom jeg bragte de fleste af mine madvaner med hjemmefra – bjerge af grønsager og noget ordentligt kød (sikkert hormonbøffer i USA, men de var møre og smagte fortrinligt). 

    Men en gang i mellem gik jeg med de andre laboratorierotter på BBOC (Best Burger on Campus), hvor de havde gratinerede mozarella sticks (føj for den lede, dem prøvede jeg kun én gang) og all you can drink Mountain Dew (sodavand med masser af sukker og koffein).

    Men amn kan sagtens leve sundt i USA, hvis man gider. Der var et skønt Farmers Market både onsdag og lørdag i min by. Det var simpelthen genialt.

    Og så havde jeg også køkkenhave i en community garden. Det var bare heeelt vildt, hvor mange tomater og chilipebre man kan dyrke på en lille stump jord, når det er lidt varmere end her.

    @Mogens. Hvad er der galt med Meritena? Det er jo bare stivelse. Det er ikke engang modificeret. Jeg bruger altså også stivelse, når jeg laver grød af hjemmedyrkede bær med orm og det hele.

    Subsidierne burde selvfølgelig afskaffes, så det kan betale sig for småbønder i Afrika at dyrke deres jord ordentligt.

    /Inga

  6. kontinentet er stoooort. new york er en sær adskilt enklave.der er en evolution igang, se diverse universiteters mad tilbud (new york times i denne uge). ligesom starbucks er ude i en krise, folk gider det ikke mere, det samme gælder andre kæder. folk vil hellere støtte det lokale, den lille coffeeshop. dinerne forsvinder, til stor ærgelse for det arbejdende folk som per tradition og uhæmmet vane har frekventeret dem flere gange om dagen. (urbant er de blevet skiftet ud med f eks starbucks). flere og flere udenfor byerne er medlemmer af økologiske landbrug, som tidligere nævnt er Pollans inflydelse enorm. menneskene i de mellemste stater oplevede vinterstormene i 2006 & 2007 som katastrofer idet supermarkederne blev tømte lynhurtigt af hamstrerne. en brat opvågning overfor sårbarheden i et walmart styret samfund. eksperimenter er igang på privatbasis i forhold til at dyrke særlige frugtsorter i Colorado Rocky Mountains, ligeså grøntssager steder hvor man endnu ikke har gjort det. alle de mange tiltag rykker. eat your lawn og urban gardening er jo vejen frem; forudsat en minsket partikelforurening. a-m

  7. anbefalet læsning i denne tid: "A book that forces you to take a look at things you took for granted LIKE BREAKFAST" står det på bagflappen.

    Christopher Cook: DIET for A DEAD PLANET–big business and the coming food crisis. (udkommet 2004)

    a-m

  8. @Inga – Dine ti kg har nok været resultatet af buffet-effekten! Hvis maden er der, spiser man den, hvis den er ad libitum, tjaeh … Og den samme effekt gør sig gældende med portionsstørrelser. 

    Brian Wansink, som siden er blevet direktør for Center for Nutrition Policy and Promotion, fik faktisk en IgNobel-pris sidste år for at have bevist det: Folk der får serveret suppe af en tallerken, der bliver fyldt automatisk op, spiser 73 % mere end folk, der får serveret en almindelig portion. Og vel at mærke uden at lægge mærke til det.

    Alene derfor er GDA-mærkningen en narresut – vi er meget letpåvirkelige af markedsføringen, og når vi i forvejen ikke læser vare- og sundhedsdeklarationer vil vi højst sandsynligt heller ikke læse GDA-deklarationen.

    Vores mæthedsfornemmelse bliver styret af visual cues i stedet for af (pardon the pun) gut feeling – og en standard-sodavandsportion for en ung mand i voksenalderen bliver dermed to liter i stedet for de 250 ml, industrien regner med.

    Det er ikke fordi jeg har noget mod stivelse som sådan. Jeg kan bare ikke lide den slags navne – det, Meritena gør er (gætter jeg) blot at skjule kvalitetsvariationer i et produkt, der måske i forvejen er halvsløjt.

    Som sådan camouflage – og ikke så slemt som den rigtige madsminke, der virkelig kan få folk til at spise mere (og som faktisk derfor er medvirkende til fedmeepidemien, imho): Aromastoffer, smagsforstærkere, farvestoffer … jaja, jeg ved godt, jeg er en sur gammel marxist med buskede øjenbryn …

    @fiskekonerne – Diet for a dead planet (som jeg i øvrigt omtalte sidste år) er en glimrende bog. Mange af dens pointer om globaliseringen af madkulturen, er måske værd at tage op til overvejelse i disse dage, hvor klodens fattige gør oprør over stigende priser på basale fødevarer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.