De fleste har vel lagt mærke til at madpriserne har fået et ordentlig nøk opad. Der er blevet færre råvarer – for når EU støtter produktionen af biobrændstoffer, holder bønderne selvfølgelig op med at dyrke brød- og ølkorn. Heldigvis har de vakse drenge i ingrediensindustrien en løsning på det.
Danisco kunne i sidste uge med fin timing præsentere en portal for nødlidende madfabrikanter, en value improver guide. Guiden er et imponerende katalog over de enzymer og andre tekniske hjælpestoffer, fabrikken er leveringsdygtig i. Jeg nævner i flæng: Grindamyl PowerBake, Cremodan Creamline, Grindsted CH, Grindsted PGPR, Grindsted EggXit og Grindsted MeatBinder.
Nogle af navnene giver sig selv: EggXit gør æg i mayonnaisen overflødige, MeatBinder kan klistre kødstumper – afpuds og biprodukter – sammen til high value meat products, Creamline overflødiggør mælk i isproduktionen, Andre er mere subtile: PowerBake kan spare op til 75 % af gluten i brødproduktionen, CH overflødiggør ost i osten, PGPR kan spare på chokoladen, fordi man kan lave en tyndere skorpe.
Det bedste af det hele er, som Danisco skriver i pressemeddelelsen:
»the guide gives the food industry fast access to relevant information about how to cut costs at little or no expense to the quality of their final products«
Man kan selvfølgelig godt, når det nu handler om value improvement, som almindelig forbruger spekulere lidt over den måde Danisco fortolker begreber som værdi og kvalitet.
Hvis det har værdi at man som forbruger kan falde næsegrus på halen over these magnificent men in their flying machines, ja, så er der tale om værdiforøgede produkter – men hvis det har værdi, at maden er autentisk, og ikke giver sig ud for at være andet, end den er, nej, så er det en omgang elendig madsminke.
Og hvis det er en kvalitet i sig selv at det føles og smager som den ægte vare uden at være det – ja, så er der tale om kvalitet. Men mit kvalitetsbegreb hænger også sammen med at jeg, når jeg sætter tænderne i en ost, skal vide, at det er en ost – og ikke en osteanalog.
Morten henviser til Landbrugsavisen, som skriver at det hele er i den bedste mening: Man vil jo gerne skåne forbrugerne for prisstigningerne. Her er vist endnu et af de tilfælde, hvor jeg må citere John Wayne i The Searchers og vrisse »Thatll be the day«:
Hvis det, på nogen måde, er muligt at tjene penge på at lave noget i en ringere kvalitet, er der helt sikkert nogen, der gør det. Det er low end-produkter, der kommer ud af fiflerierne i laboratoriet. Det er ikke værdiforøgelse, det er profitmaksimering.
[Jeg har før skrevet om hvordan afgifter på mad med højt indhold af fedt, sukker og salt ikke vil hjælpe – for selv om der hos os slutbrugere er en Engels lov, der siger at jo flere penge vi har, des mindre bruger vi på mad, er der en noget større elasticitet i produktionsleddet.
Hvis der er afgifter på fedt, kan man fx hos Danisco købe masser af sminke, der er velegnet til at få low fat-produkter til at ligne rigtig mad. Og det paradoksale er, at sminkede produkter i det hele taget får os til at overspise. Michael Ruhlman har et interessant lille vris om det på sin blog.
Smagsforstærkere, aromastoffer og farvestoffer er de største syndere i den sammenhæng – stærkt fulgt af diætprodukter, som fx fedtreducerede produkter. Danisco placerer sig endnu engang med røven i sparkehøjde i forhold til en seriøs ernæringsdebat.]
Skriv et svar