Sunday, 27 Nov 2022

Tværfaglig forskning i skolemad

Endnu et nyhedsbrev fra FoodDTU. Denne gang om skolemad. Faktum er at 70 % af landets skoler har eller overvejer en form for skolemads-ordning. Men der er ingen, der for alvor har overvejet en strategi for at gøre skolemaden gjort tillokkende, så den kan sejre over burgeren og pizzaen i børnenes bevidsthed. Teorien er:

»Hvis viden om ernæring og logistik suppleres med socioteknik og management-teori kan sund skolemad blive en succes«

Socioteknik er egentlig en systemisk disciplin man har brugt på arbejdspladser siden tresserne. Den kom som en naturlig reaktion på rationaliseringen – hvor man ofrede menneskeligheden for at øge produktiviteten. I et socioteknisk system ser man på samspillet mellem mennesker og samfund overfor maskiner og teknologi. Og at se på madforsyning og »madsystemer« som sådan er egentlig ganske naturligt.

Det ligger i hvert fald tæt op ad det, jeg så ofte gør her på bloggen: Jeg påstår, at det er produktionsapparat, distribution og markedsføring, der bestemmer vores madforbrug og madkultur, snarere end det er tradition og individuelle valg (det står jer selvfølgelig frit for at gætte hvilken filosofisk retning, jeg tilhører).

Når interview-offeret, Bent Egberg Mikkelsen fra DTU Fødevareinstituttet mener at det handler om at »brande« den sunde mad i forhold til fast food og kioskmad, har han derfor efter min mening fat i det rigtige. Og at man i Glasgows FuelZone går så vidt som at tilbyde børnene præmier for at vælge gulerødder beviser vel egentlig bare, at man kan sælge mad med de oplevelser, der følger med.

Mad er selvfølgelig ikke kun brændstof til kroppen – det er brændstof til sjælen. Det gælder også selv om der hverken følger iPods eller Disney-figurer med. I en oplevelsesøkonomi, som den, vi lever i, er det den leverandør, der formår at vinde plads i bevidstheden, der der vinder kampen om pladsen i maven.

Og kampen er hård, så det er ikke altid den bedste kvalitet, der vinder – men den, der formår at sælge den bedste udenomsoplevelse. At man sælger oplevelsen i stedet for måltidet, skrev jeg om i gårsdagens lille indlæg om McDonalds pseudo-initiativer udi nationalkøkkener og nationale design.

At vi er underlagt stærke interesser og – selv af vore folkevalgte – betragtes som legitimt jagtbytte for selv den usleste fedt- og sukkerproducent, fritager os dog heldigvis ikke for at kunne agere selvstændigt. Og her har Bent Egberg Mikkelsen igen ret, når han siger at det ud over markedsføring også handler om den holdning til mad, man har fået med hjemmefra.

Artiklen rammer oven i købet ned i en bølge: I lørdags var der et opslag i Politikens Lørdagsliv om »Børn i køkkenet« og Landbrugsrådets tidsskrift, FoodCulture (ikke at forveksle med Madkultur) skrev om børn og mad-angst.

Politikens Lørdagsliv gentog mange af de argumenter, jeg har fremført her på bloggen – argumenter for at børn skal lære at omgås mad, hvilket jeg finder lige så vigtigt som at kunne tøre sig selv bagi. Det vil sige:

  • De skal lære at prøve noget nyt (Sigrid Riise siger fx at børn skal spise den samme mad som voksne når de er et år)
  • De skal lære at lave mad (og med i køkkenet fra treårs-alderen – der er altid et eller andet, de kan lave, og en sløv kniv, de kan skære i agurker med)
  • De skal lære at spise ude (det handler om at lære at omgås andre mennesker, vælge rigtigt på en restaurant og igen om at prøve noget nyt – igen, undgå for enhver pris de på alle måder elendige børnemenuer) 

Hvis ikke børnene får et forhold til mad er det nemlig en ren fiaskospiral. For så tager de de dårlige vaner med når de flytter hjemmefra og giver dem videre til deres børn. I FoodCulture er det hjemkundskabslærerforeningens formand, Ulla Hedegaard, der giver eksemplet:

»Nogle [børn] er opsøgende og glade for at lave mad. Man kan mærke, de er vant til at være i køkkenet, mens andre slet ikke har den erfaring med hjemmefra. Og der bliver flere og flere af de sidste«

Her kan jeg ikke dy mig for at drage Bo Jacobsen frem af skuffen igen – det er ham, der påstår, at vi har glemt at lave mad på en generation og dermed mistet vores madkultur. Ulla Hedegaards påstand kunne tyde på, at han har ret. Den holdning, som attenårige Trine Marie Andresen, har til mad og beskriver i FoodCulture er nok desværre meget almindelig:

»Jeg kan slet ikke se, hvorfor jeg skal røre ved kyllingen, inden det skal på panden. Den skal bare være skåret i tern, uden fedt på og i bakker, så den er lige til at hælde ud […] Jeg kan ikke lide at tænke på, at det har været et levende dyr. Så jeg kunne aldrig finde på at købe noget kød, hvis det lignede et dyr. Det er ulækkert«

I virkeligheden er det måske slet ikke noget dårligt scenario for en fødevareindustri, der har svært ved at skrabe merværdi fra en befolkning, der selv er i stand til at håndtere sine madvarer.

I hvert fald kan jeg da sagtens forestille mig at det er Trine Marie (og hendes forældre og i endnu mere udstrakt grad hendes børn), der er kunder til det, Bo Jacobsen har kaldt »svinesushi«, magert kød i mundbidder, til overflod placeret på menstruationsbind, der kan suge eventuelle dyriske kropsvæsker.

Der følger noget andet med, og Bent Egberg Mikkelsen gav et godt eksempel: Nogle af hans kolleger havde stillet (små) børn over for logoer fra fast food-kæder og kasser med grøntsager. Børnene havde ingen problemer med at genkende logoerne – men kunne ikke genkende en eneste grøntsag.

Og netop derfor er der brug for at tænke mad ind i undervisningen fra starten – jeg kan ikke dy mig for igen at henvise til Sifkas initiativ med »Gæt en grøntsag« i børnehaven. Flere af den slags!

Vi er nødt til at kunne kende vores råvarer på smagen og lugten, og vi er nødt til at lære det i en tidlig alder. Ellers kan vi ikke stille krav til vores leverandører og vi kan ikke vælge rigtigt, hverken som børn eller når vi senere skal føre vores egen husholdning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.