Wednesday, 7 Dec 2022

Erstatningsdygtig

Eric Schlosser, forfatteren bag Fast Food Nation, mener vores madforsyning er baseret på det modsatte af sustainability – bæredygtighed. Den er baseret på disposability. Schlosser mener bl.a. at det er denne disposability, der er grundlaget for McDonalds »one taste worldwide«.

Disposability er et ord, der er svært at oversætte. Så jeg vil foreslå det gode, danske (nå ja, så germanske, da) erstatningsdygtighed (kan jeg mon tage patent på ordet?). Jo flere udskiftelige, generiske dele, vores mad og vores indkøbsmønstre består af, jo bedre, er filosofien.

Jeg vil tilmed vove den påstand, at store dele af industrien og forskningen også herhjemme arbejder med erstatningsdygtighed som succesparameter. Og der er mange eksempler.

Gårsdagens (relativt uskyldige) omega 3-holdige Hørblomst-æg er et udtryk for den logik, som vi kommer til at se endnu mere af.

I realiteten giver man blot hønsene et kosttilskud (hørfrø), der får fedtsyresammensætningen i deres æg til at minde mere om de æg, min barndoms høns lagde (de høns havde en meget stor hønsegård og fik masser af grønt) end om de æg, der er resultatet af det sædvanlige kraftfoder.

Vi erstatter med andre ord den tabte natur med en teknologisk løsning – og desværre tager producenterne også dermed ansvaret for sundheden og det frie, informerede valg bliver erstattet med en markedsførings-logik. Det kan godt være, dine grøntsager er sunde – men mine æg er sjovere og indeholder omega 3!

Kærgården og andre blandingsprodukter: Man erstatter noget af smørfedtet med rapsolie. Dem der køber Kærgården tror, de sparer tid (formentlig den, de ellers skulle bruge på at stirre på den kolde, ubrugelige smørpakke) og de mest troskyldige tror endda, produktet er sundere.

En ting er sikker: Kærgården er billig at producere. Den kan tilmed erobre markedsandele fra margarine. Og hvem ved den kan måske i virkeligheden booste salget af smørfedt.

Igen: Fremtvungent mådehold (dyrt smør, besværligt at bruge) erstattes med en markedslogik og et billigt produkt, der er idiotsikkert i brug – på bekostning af smagen, bloggerens politik er: Kærgården og blandingsprodukter suger, som svenskeren siger – brug smør for smagens skyld, men bare knap så meget.

Princip!, Coop ekstra og hvad alle de andre »private labels« på supermarkedernes hylder nu hedder. Erstat kendte varemærker (som, det skal guderne vide, heller ikke altid er værd at skrive hjem om) med varer fra anonyme producenter.

Private labels er billige, forbrugerne tror, de sparer penge – i virkeligheden køber de fleste forbrugere nok bare to, når nu produkterne er så billige – og ikke mindst: De anonyme producenter kan erstattes. Der er masser af skrantende virksomheder, der gerne vil ofre en sjæl eller to for at komme ind på supermarkedernes hylder. One taste, chainwide.

Hele ingrediensindustrien. Jeg har før skrevet om den amerikanske billige kulhydratkilde: Majs er ikke mad, det er en råvare – og det synspunkt lever meget højt herhjemme. Ikke kun fordi vi har nogle af de største ingrediensindustrier på globalt plan, men også fordi vi har primærproducenter, der opfatter deres produkter som råvarer og ikke som mad.

Landbrugsraadets tidsskrift, FoodCulture (ikke at forveksle med Madkultur), leverede mange gode eksempler i mandags, da de havde et helt temanummer om affald. Kært barn har selvfølgelig mange navne – så tidsskriftet valgte ordet »restprodukter«. Men hvad, det er da trods alt bedre end det teknokratisk intetsigende »sidestrømme«, som jeg også har hørt anvendt:

  • Slagterierne kan separere svineblod i plasma og hæmogblobin. Hæmoglobinen anvendes til minkfoder, plasmaen tørres og bruges i kager, pølser og dyrefoder
  • Kartoffelavlerne kan indvinde kartoffelfibre fra pulpen (som er tilovers, når man har lavet kartoffelmel) og sælge dem som »funktionel ingrediens«. Forbrugerne vil sikkert få at vide, det er fordi fibrene er sunde – men ha! Det er da fordi fibrene kan binde masser af det dejligt, billige vand, afslører FoodCulture (formentlig ufrivilligt).

Oprøret mod den industrialiserede mad starter med vores egen forståelse af de argumenter, vi får præsenteret for at købe de produkter, industrien leverer. Det starter med at kunne læse en varedeklaration (på flere sprog) og det starter med at kunne lave sin mad selv, så man kun i nødstilfælde forfalder til hel- og halvfabrikata.

Når vi i fremtiden vil støde på et hav af produkter der reklamerer med at være sunde, funktionelle og have fx »højt fiberindhold og lavt saltindhold«, som den Delican Life, jeg før har skrevet om, skal vi tænke os om to gange.

Er der en sammenhæng mellem de to ting – salt bruger man i dag til at binde vand i produkter og maskerer det med sukker – så det er relevant at spørge: Er den funktionelle fiber i produktet tilsat for at give os luft i maven eller for at binde vand i produktet?

Og ikke mindst: Hvad tjener man på at eksportere den råvare, der ellers skulle have været i produktet, til lande, hvor man gider betale for det?

PS: Se i øvrigt glimrende eksempler på hvordan kartoffelafgiftsfonden (den, du betaler til, hver gang du køber en unavngiven kartoffel) søger at gå i den amerikanske majsindustris fodspor. Innovationen, som det kaldes, kommer fordi støtten til produktionen bortfalder. Kun undrer bloggeren sig som sprogmenneske lidt over brugen af ordet »højværdige«.

PPS: Okay, det var så en af de dage, hvor Den indre Frankfurter løb af med bloggeren. Hav ham undskyldt …

1 thought on “Erstatningsdygtig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *