Friday, 9 Dec 2022

Sticky toffee pudding

Her er tale om pudding i ordets engelske betydning: En dessert. I dette tilfælde nærmest en kage. Og hvilken kage – den er for desserterne hvad cirkelsparket har været for belgisk films internationale ry.

Jeg stødte først på den i et program med den engelske kok og fellow grumpy old man Rick Stein, og har siden erfaret at den oprindeligt skotske dessert er vældig populær i Australien. På en eller anden måde går sødmen fint i spænd med den hotte, asiatiske mad. Du skal bruge:

  • Trekvart pakke dadler
  • 1 tsk natron
  • 2½ dl kogende vand
  • 50 gram usaltet smør
  • 2½ dl brunt sukker
  • 2 æg
  • 3½ dl mel
  • 2 tsk bagepulver

Udsten dadlerne og hak dem. Når du er færdig, skal du have 2½ dl. Bland dem med natron og hæld det kogende vand over. Det bruser lidt, og resultatet bliver en slags dadel-grød.

Rør smør og sukker til det er skummende. Tilsæt æggene, et efter et, og rør grundigt efter hvert æg. Sigt mel med bagepulver og rør det i dejen. Tilsæt til sidst dadel-grøden.

Bag puddingen i en 180° varm ovn i cirka 30-40 minutter. Server den med vanilleis (og gå nu efter en, der både indeholder fløde og vanille, ikke) og en butterschotch-sauce, altså karamelsovs, som du laver af:

  • 2½ dl brunt sukker
  • 2 dl piskefløde
  • 1 tsk vanillesukker
  • 50 gram usaltet smør

Smid det hele i en kasserolle, lad det koge sammen i fem minutter og hæld det over kagen. Nogen varierer ved at hælde al sovsen over kagen og lade den lune igennem i ovnen.

Til denne kage fik vi en Mikkeller Big Bad Worse Barley Wine – en kraftig, meget sød og stærk øl, der kun lige akkurat og næsten kunne matche kagens overvældende sødme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *