Wednesday, 7 Dec 2022

Ratatouille II

Man ville have forsvoret, at en film, der dybest set handler om mad, kunne fylde en hel sal i den afskyelige, popcorn-stinkende Palads-biograf. Men det lod sig gøre. Selv om man godt kunne mærke på teenagepigerne på rækken, at filmen nogle gange forekom dem lidt langtrukken.

Ratatouille formelig oser af begejstring for madlavning – og det er egentlig ikke en børnefilm, de tekniske køkken-intriger er decideret for voksne. Action-scenerne fungerer derimod fint for børn i alle aldre.

Rotten Remy og hans familie bor på landet og stjæler køkkenaffald fra deres »vært«, en ældre, fransk bondekone. Affaldet er ikke noget rotterne spiser af lyst, men simpelthen fordi der ikke er andet. Og man skal jo leve. Remys fader (Brian Dennehy) har et forhold til mad, der minder om det, jeg selv er stødt på i min opvækst:

»Your body is an engine and food is fuel. If you dont eat, your engine will stop«

Remy er voldsomt madinteresseret. Han nægter at spise affald som de andre rotter, og han har forøvrigt forlæst sig på værtens eksemplar af mesterkokken Auguste Gusteaus bog »Tout le monde peut cuisiner«.

Under et raid i landkøkkenet bliver Remy og Emile, den knapt så begavede bror, opdaget, og de flygter – Remy med husets eksemplar af »Tout le monde … «.

Flydende på bogen ankommer Remy til kloakkerne under Paris. Auguste Gusteau optræder i Remys fantasi og viser ham vej til restaurant Gusteau.

Mesterkokken Gusteau er af nogle blevet sammenlignet med Bernard Loiseau, der i 2003 begik selvmord, fordi der opstod fejlagtige rygter om at hans restaurant, Le Cote dOr, ville få frataget en stjerne i Guide Michelin.

Personligt lægger jeg dog mere vægt på den folkelige side af gastronomen Gusteau: Man finder hans bøger og tv-udsendelser alle vegne, præcis som man gjorde med kemiprofessoren fra Pasteur-instituttet, Edouard de Pomiane, som i 1924 udgav »Le code de la bonne Chère« og som i løbet af fyrrerne lavede en række meget populære radioudsendelser (udgivet på engelsk som »cooking with Pomiane«)

Pludselig finder Remy sig selv i køkkenet på Gasteaus, hvor han via kokke-eleven Linguini, til al overflod Gusteaus ukendte søn, genvinder restaurantens tabte storhed og – en passant – sørger for at Linguini og den kvindelige kok, Colette, finder sammen. Amerikansk så det fløjter.

Det særegne ved filmen er at den er så nøjagtig i sin gengivelse af hierarkiet i en restaurant. En af filmens mange fremragende scener er Colettes beskrivelse af restaurantmiljøet, hvor det er umuligt at finde plads som kvinde, fordi det er »skabt af gamle mænd« – hun har måttet kæmpe hårdt for sin plads som kok, og bliver derfor ekstra hårdt ramt, da Linguini tilsyneladende gør lynkarriere.

Teknisk brillerer filmen: Min ledsager pusler med 3D-animation, og vi var enige om at nu er det nok umuligt at nå videre. Rotternes pels, vand, rødvin, affaldet og de shots, der er af byen Paris er fænomenalt detaljerede og virkelighedsnære.

Men maden volder tekniske problemer: Råvarerne mangler fugt og genskin – som der så til gengæld er for meget af i de færdige retter. Der er ellers lagt stort omhu i animationen af maden. Animatorerne har været i praktik i restauranter i USA – producer Brad Lewis i Thomas Kellers French Laundry.

Der er meget få detaljerede skildringer af madretterne i filmen, men de der er, virker til overflod. Colettes gennemgang af Gusteaus umulige opskrift på kalvebrissel får det til at gyse i hele salen – og da skurken Skinner beskriver sit nye, ækle tv-dinner koncept, miniature-corndogs, ved alle at det er klasser under restaurantens niveau.

Højdepunktet er Thomas Kellers gendigtning af Michel Guerards »Confit Bayaldi«, en version af Ratatouille, hvor grøntsagerne er skåret i tynde skiver og gratineret med tomatsovs. Hvis man er lidt årvågen kan man næsten lave retten efter anvisningerne i filmen.

I filmen serveres den som Ratatouille, en bonderet, for madanmelderen Anton Ego (Peter OToole), der ellers har afskrevet Gusteaus som gourmetrestaurant. Ego er en Max Schreck-lignende figur, som har kontor i et ligkiste-formet rum.

Ratatouillen er en risikabel manøvre som med en genial visuel detalje bringer Ego tilbage til barndommen, hvor han genfinder sin uskyld og begejstring for mad: Senere er det ham, der finansierer Colette og Linguinis egen bistro.

Vi så selvfølgelig filmen på originalsproget. Som min ledsager bemærkede: »Jeg gider sgu ikke se den med Amin Jensen eller hvem de nu har fået til at ødelægge den«.

Det lader sig høre, at i den engelske version er det Jamie Oliver, der lægger stemme til den overbebyrdede repræsentant fra Fødevarekontrollen.

Vi så den amerikanske version – og her brillerer Peter OToole som Anton Ego. For en gangs skyld kunne den fælles franske og amerikanske modvilje mod englændere bruges konstruktivt i et fjendebillede!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *