Oktoberfest!

I dag (den 12. oktober) er det præcis 197 år siden den første oktoberfest blev afholdt. Den blev holdt for at fejre brylluppet mellem Ludwig I af Bayern og Therese von Sachsen-Hildburghausen og var egentlig mere et sportsstævne end et drikkegilde. Siden er oktoberfesten blevet en tradition – og stedet, den afholdes kaldes Theresienwiese. Oktoberfesten kaldes i folkemunde Wiesn.

I dag varer oktoberfesten 16 dage – og slutter den første søndag i oktober. Der er årligt 6 millioner besøgende – og selv om jeg dog har besøgt München, har jeg endnu ikke været til oktoberfest. Det er formentlig ikke for tidligt at begynde at bestille bord til oktoberfesten 2010 …

Oktoberfesten er noget af det man forbinder med den urtyske kultur og madkultur: Det, og så den helstegte svineskank med surkål – eller surkålssalat med kommen. Eisbein mit Sauerkraut und Erbsen er en sand klassiker: Kogt, eventuelt letsaltet, svineskank med surkål, tyk puré af tørrede, gule ærter og kartofler. Det kræver en stor øl, en stor sult – og en weinbrand. Man siger om tysk mad, at når man har spist den, vil man have magt – hvilket her bliver demonstreret af et par østrigske komikere:

Oktoberfester er i øvrigt blevet afholdt længe, og hænger sammen med das Reinheitsgebot, den bayerske brygforordning fra 1539. Den siger som bekendt, at man ikke må bruge andet end vand, malt, gær og humle i øllet – men den siger også, at det er forbudt at brygge i sommermånederne.

Ølbrygning var kun tilladt mellem Mikkelsdag og Georgsdag (fra 29. september til 23. april), Det var af ret praktiske grunde: Dels er der for stor brandfare ved at brygge om sommeren, dels drikker man i München og resten af Bayern undergæret lagerøl, som gærer ved forholdsvis lave temperaturer. Og det kan ikke lade sig gøre at brygge lagerøl om sommeren, hvis man ikke har et køleanlæg.

Oktoberfesten var altså et stort restegilde: Nu var det på tide at drikke det sidste øl fra forrige brygsæson – martsøllet, eller das Märzenbier, så der blev plads til nyt øl! Skål!


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Ét svar til “Oktoberfest!”

  1. jan Avatar
    jan

    jubiiii

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *