Friday, 9 Dec 2022

Sild, rosenkål, æbler

Sæsonvarer, man næsten ikke kan få nok af. Findes der noget bedre end fede høstsild – det skulle da lige være fede vårsild. Overflod af æbler. Og rosenkål, som vi er mange, der elsker.

Og her i en kombination af alle tre herligheder. Når du er færdig skal der gerne lugte dejligt fattigt i dit køkken – jeg tror det er Anthony Burgess, der kalder lugten af sild og kål for lugten af fattigdom i 1985:

Sildene steges som sædvanligt. Den gamle talemåde siger: »man skal stege ål, som man følger koner til stads og sild som man jager kællinger af by« – dvs. ål skal steges i et adstadigt tempo, mens det skal gå hurtigt med sild.

Altså: Vend silden i mel (gerne rugmel – eller prøv havregryn) med salt og peber, steg den i smør ved relativt høj varme. Sild er forresten også fremragende på en grillpande.

Rosenkål med æbler: Fjern stokken fra rosenkålene, skær dem i kvarte og sauter dem i smør. Tilsæt derefter lige så meget æble i tern, som der er rosenkål, og steg videre til æblerne er stegte. Krydr med salt og peber. Vil også passe fint til svinekotelet og vildt.

1 thought on “Sild, rosenkål, æbler

  1. Har lige fundet din blog, side, site, HP, eller hvad det nu hedder. Meget spændende, prof, interessant, inspirerende og tankevækkende.

     

    Dbh

    Kim Brandt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *