Pizzabudet fra cyberspace: Fedmeepidemien er en computervirus

Dagbladet Børsen uddeler hvert år priser til virksomheder i vækst: En pris, de har valgt at kalde gazelleprisen. Fast food-portalen Just-Eat.dk kom i år på andenpladsen i region Midtjylland. Virksomheden er vokset med 1004,6 % i seneste tre år.

Så kan jeg bedre forstå, at hver fjerde dør af overvægtsrelaterede sygdomme. Maden på størstedelen af de restauranter, der er tilmeldt på Just-Eat.dk er nemlig af en kaliber, som hverken din mor, din læge, din personlige diætrådgiver eller din slankecoach vil anbefale.

Og det stopper ikke her: Direktøren for Just-Eat.dk serverer en kølig Cult (hvad er der pludselig galt med en bajer) for avisens journalist, og præsenterer virksomhedens mål for fremtiden – mål, jeg formoder kan direkte aflæses i antallet af overvægtige:

»Målet er at fordoble antallet af solgte måltider i Danmark til 12 mio. måltider om året i 2012, hvor vi også forventer at være koblet på 1500 online-restauranter. Det svarer til en fordobling af restaurant-omsætningen til 40 mio. kr. i 2012. Vores indtægt er 7 pct. af restaurantsalget. For at nå det mål overvejer vi at reklamere på landsdækkende tv i 2008«

Det er især iøjnefaldende, at gazellepris-vinderen afsløres i dag, torsdag, som også er den dag, Børsen har det faste tillæg FødevareSundhed. Et tillæg, hvor den normalt ellers ikke får for lidt med forslag til at bremse fedmeepidemien.

Kriterierne for at vinde gazelleprisen er ret simple. Faktisk vil jeg påstå, de er for simple: Omsætning større end en million, vækst i omsætningen i hvert af de seneste tre årsregnskaber og overskud de sidste fire år.

Etiske krav indgår besynderligt nok ikke i kriterierne. Hvilket da ellers ville være oplagt. Især hvis Børsens tillæg om fødevarer og sundhed vil tages alvorligt. Så jeg forventer egentlig at se en syndflod af debatindlæg fra landets ernæringsprofessionelle.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *