Sunday, 27 Nov 2022

Khun Juk Oriental, Boltens Gård

Khun Juk har ry for at være en thai-restaurant i den bedre ende. Og det holder ganske stik: Maden er en europæiseret udgave af thai-køkkenet, med lidt større bredde end man ser mange andre steder.

Khun Juk har også ry for at være en lidt dyrere thai-restaurant, men prisen matcher kvaliteten – og når to mennesker kan spise for under en tusse, synes jeg stadig ikke, det er dyrt.

Vi fik en lille starter, bestående af krebs, rejer og aubergine med en mild chillidressing: Og så var servietten sådan set allerede opbrugt, man vil jo gerne have det hele ud af krebsen, ikke … En dejlig lille appetitvækker, men rejerne var måske en smule kønsløse.

Derefter fulgte seks forskellige forretter: En nudelsuppe, en art rejecocktail, anrettet i en halv citronskal, samt forskellige variationer af dim sum og forårsruller.

Masser for øjnene at se på, fingrene at beskæftige sig med – og en god anledning til at øve sig i at spise med pinde. Vi blev nødt til at slubre det sidste af suppen i os direkte fra skålen.

Som hovedret valgte jeg lam med massaman-karry. Serveringen var behagelig: Lammet lå nemlig ikke og flød i kokosmælk, som man ellers ofte kommer ud for i den lidt mere turistede version af thai-mad.

Her var tale om fine stykker af lammeryg, serveret med den ganske vist hotte, men ikke voldsomt stærke, kokosbaserede karrysauce i en skål for sig. Dertil ris og en garnering med den uomgængelige og fantastiske sweet basil.

Jeg drak øl til maden. Restauranten fører et udvalg af asiatiske øl (foruden de danske standard-pilsnere). Asiatisk øl er som regel ikke noget at skrive hjem om, og det holdt da også stik med den (jeg har glemt hvad den hedder) pilsner, jeg drak.

Man kan igen ærgre sig lidt over, at ølrevolutionen ikke har bidt sig fast i restaurationsverdenen. Selv på gourmet-restauranter kan man komme ud for at øludvalget består af Carlsberg og Carls Special (som jeg i øvrigt altid insisterer på at udtale på dansk – ingen skal få mig til at sige spæsjel om en ganske vanlig bajer).

Det er der nok flere årsager til: Det hedder stadig en vintjener, og det er først for nyligt, øl er blevet accepteret som andet end en sommer-tørstslukker / proletarisk drik. Og så er der det velkendte trick fra de forenede bryggerier: De smider simpelthen en pose penge efter restauranten, hvis den vælger at føre deres bryg.

Ekstra ærgerligt er det, fordi asiatisk mad, og måske især de mildere thailandske og indonesiske retter nærmest skriger efter en øl med lidt mere humle end den sædvanlige pilsner: Prøv fx en Pale Ale eller en India Pale Ale næste gang du laver thaimad.

Min medspiser valgte vand. Restauranten valgte at servere den norske Voss, en såkaldt artesisk vand. At vandet er artesisk betyder såmænd ikke at det er specielt helse- eller lykkebringende, blot at vandet er tappet fra en boring, der ligger under grundvandspejlet, så det ikke er nødvendigt at pumpe for at få det op.

Men begrebet – og så den overdimensionerede og -designede parfumeprøve-flaske, vandet serveres i – retfærdiggør sikkert en literpris på omtrent hundrede kroner.

Man er vel ølsnob – ikke vandsnob. På toneangivende restauranter i USA er vandhysteriet heldigvis også ved at lægge sig: Chez Panisse i Berkeley serverer fx ikke importeret vand på flaske, og har ikke gjort det et år, men holder sig til den lokale tapning. 

Der er travlt på Khun Juk sådan en lørdag, som vi valgte til vores besøg. Det var dog muligt at få bord selv uden reservering, men det var tydeligt at de flinke mennesker, der serverede måske havde gabt over lidt mere end de kunne tygge – eller måske trængte til en kollega. Det var af og til svært at få opmærksomhed, når ølflasken, som de jo har tendens til, blev tom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.