Friday, 9 Dec 2022

Tanker om en rygelov

Har rygning noget med madkultur at gøre, vil nogen måske spørge. Og ja, det mener jeg afgjort er tilfældet. Jeg er opvokset i tresserne og halvfjerdserne, da det, at sørge for rygesager var en del af værtsforpligtelsen.

Mellem retterne eller mellem »serveringerne« i en frokost blev der sendt et fad rundt med et udvalg af cigarer, cerutter og cigaretter. Og folk dampede løs.

Allerede dengang fandt jeg det forkert at ryge mellem retterne – og har med skiftende held forsøgt at være konsekvent i mine egne hjem.

En bekendt fortalte engang i begyndelsen af firserne en anekdote fra Erik Koed-Westergaards hjem (forfatteren til den legendariske Danske Egnsretter, dengang lektor på Odense Katedralskole).

Her blev ikke serveret rygesager mellem retterne. Tværtimod, hvis nogen dristede sig til at tænde en cigaret, blev måltidet erklæret for afsluttet – og kaffen kom på bordet. Uanset om man kun var nået til forretten.

Sådan skal det være. Rygningen hører til efter måltidet, som en fordøjelsesfremmende foranstaltning, sammen med kaffen. 

I franske beskrivelser deles selskabet efter middagen: Herrerne til biblioteket med cigarer, kaffe og cognac, mens damerne bliver i spiselokalet med cigaretter, kaffe og likør. Cigaren er maskulin, cigaretten feminin.

Og som Richard Klein fremhæver i Det sublime Sug, er cigaretten også forbundet med oprør, noget, der stammer helt tilbage fra USAs afhængighedskrig. Handel med tobak fra Virginia var det økonomiske fundament for uafhængighedskrigen.

Netop derfor vil et forbud mod cigaretter oftest have den stik modsatte virkning, hævder Klein – man indser ikke at selve forbudet er et incitament til at ryge.

Og samtidig ved man – det er noget, enhver ryger kan skrive under på – at der er tydelig forskel på en cigar-kultur og en cigaretkultur. Cigaretten kan ryge sig selv mens man foretager sig noget andet – mens cigaren kræver arbejde og opmærksomhed.

Alene det at tænde en cigar er et projekt i sig selv: Aldrig (benzin)lighter, men tænd en fidibus (et stykke cedertræ) med en tændstik og brug den til at tænde cigaren, som du roterer i munden mens du suger, ikke for kraftigt.

Lad være med at inhalere! For at ryge en cigar på den rigtige måde, skal du suge med mundhulen. Stil dig foran spejlet og sig ordet cocksucker meget langsomt, med dyb stemme og masser af bagtunge: Sådan skal du bevæge mundhulen, når du ryger!

Cigaren er med andre ord for dem, der har tid, mens cigaretten er for dem, der ikke har tid. Man kan med en vis ret sige, at direktøren ryger cigar – mens samlebåndsarbejderen ryger cigaret.

Måske er vi her tilbage ved et af kernerne i anklagen mod den danske madkultur: Nydelsen har ikke nogen berettigelse i sig selv. Vi skal hele tiden videre, men gider ikke tage os den tid, det tager at nyde et godt måltid – med den naturlige afslutning i kaffe, cognac og cigar (eller cigaret).

Hvordan tobakkens virksomme stof, nikotinen, kan bruges kreativt, beskriver Anthony Bourdain i A Cooks Tour. Han indtager et tyve-retters smagemåltid i Thomas Kellers (aldeles røgfrie) French Laundry.

Efter ret nummer fem føler Bourdain en umådelig trang til en smøg – og opdager så at den næste ret hedder Coffee and a cigarette:

Marlboro-infused coffee custard (with foie gras). My dinner companions hooted. I blushed down to my socks, thinking this is a cruel but very funny joke at my expense. I certainly didnt expect the thing to taste good. Goddamn the man, it was good. (Hed actually used the tobacco from a very decent cigar, ht told me later.) Best of alle, after Id polished off my plate, I felt a very welcome, much-needed nicotine buzz.

Det hele er med andre ord blevet lidt mere kedeligt. Vi er, som utallige rygere fra landets bæverdinger har hostet frem i TV-aviserne blevet frataget en frihedsret. Nemlig retten til at gøre som vi vil med vores egen krop.

Rygning i det hele taget er stigmatiseret – selv den korte genkomst af cigaren, vi oplevede i slutningen af sidste årtusind er formentlig utænkelig.

Og cigaretten, frihedssymbolet, er i dag blevet en social markør: Det er underklasse at ryge cigaretter. Cigaretrygere bliver udskilt i enklaver – og her er stemningen som regel antændt og luften som regel blå af oprør.

Hardcore-cigaretrygere har glemt hvorfor de ryger – nemlig for at forhøje nydelsen af andre gøremål – og selve rygningen er blevet aktiviteten i sig selv, som skal forsvares med næb og kløer, eller rettere med røgskyer og indebrændt harme.

Og så er vi selv ude om det: For når frihedsretten bliver brugt til at blæse tobaksrøg på hvem som helst når som helst og til at lemlæste egnes og andres kroppe er den gået for vidt.

Derfor er jeg dybest set glad for rygeloven. Jeg er glad for at kunne spise min mad og drikke mit (ofte ganske kostbare) øl uden ledsagende cigaretrøg.

Men jeg vil fastholde min ret til at tænde en cigar i mine egne private gemakker i ny og næ! Og modsat visse bagstræberiske teologer, der desværre har fundet sæde på tinge, vil jeg respektere mine omgivelser, og undlade at tænde, hvis røgen generer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *