Eller Meals to come, som bogens originaltitel er. Indtil videre er jeg kommet gennem bogens første del, hvor forfatteren, Warren Belasco ridser vore dages mad-debat op på forbilledlig vis. Han trækker tråde tilbage til oplysningstiden, og så bliver det pludselig let at gennemskue vor tids debat.
Det viser sig ifølge Belasco, at alle debattører trækker på argumenter fra tre forskellige oplysnings-filosofier:
- Marie Jean Antoine Nicolas Caritat, marquis de Condorcet (1743-1794), der havde en uforbederlig tro på det gode i menneskene og på at videnskaben nok skulle udvikle sig, så der var mad nok til alle.
- Thomas Robert Malthus (1766-1834), der var af den nærmest absolut modsatte opfattelse. I protest mod Condorcets teori om at samfundet kan blive perfekt, skrev han sit Essay on the principle of population, hvor han slog til lyd for at hvis vi (især de fattige) blev ved med at formere sig som de gør, ville vi dø af sult
- William Godwin (1756-1836), der holdt på at goderne skulle fordeles anderledes, hvis der skulle være mad nok til alle. William er i øvrigt far til Mary Wollstonecraft Shelley, der blev gift med Percy og skrev Frankenstein
Vore dages condorcet-tilhængere er letgenkendelige. Det er faktisk dem, der sidder på den toneangivende debat om mad (eller fødevarer) i Danmark: Fødevareindustri, landbrugsraad og andre, der nærer en urokkelig tro på at teknologien nok skal løse alle problemer:
Bioteknologien (herunder også genteknologien) vil kunne øge udbyttet endnu mere end den grønne revolution i sin tid gjorde – Den grønne Revolution dækker over en intensiv forskningsindsats og rationalisering af landbruget, bl.a. med brug af kunstgødning og pesticider, der blev indført i mange tredjeverdenslande mellem 1940 og 1960 og som rent faktisk mindskede hungersnøden, men førte mange andre problemer med sig. Norman Borlaug kaldes »den grønne revolutions fader« og fik Nobels fredspris i 1970.
Vore dages malthusianere holder til i omegnen af World Watch Institute, der blev oprettet i 1974 af Lester Brown. Instituttet udgiver en årbog – State of the world – med dommedagsprofetier af forskellig karakter. Når jeg her på siden med jævne mellemrum skriver, at der snart ikke er flere fisk, er jeg en ægte malthusianer med sorte rande under øjnene og et »enden er nær«-skilt om halsen. Lykkeligvis er forskellen på vore dages malthusianere og den oprindelige Malthus, at vi ikke går ind for foranstaltninger, der skal begrænse de fattiges levedygtighed!
Og den sidste gruppe, godwinianerne, omfatter alle dem, som en af mine kommentatorer kalder lokaliseringsfascister – i mange tilfælde mig selv inkluderet. Vi tror ikke blindt på teknologien, vi nærer derimod et håb om at der vil være mad nok, men mener det er nødvendigt med en omfordeling af goderne (der muligvis kommer til at gøre ondt). Mange af de principper, der ligger bag vore dages »oprørsbevægelser«, som fx den amerikanske localvore-bevægelse eller den danske oprør fra maven, har rødder i William Godwins tanker.
Diskursen i det offentlige rum (min skolegang i firserne vender tilbage med jævne mellemrum) er på skift domineret af en af de tre retninger. For øjeblikket ser vi at de aviser, der specifikt skriver om mad på et højere niveau end »vi bringer opskrifter med flotte billeder« – Børsen og Ingeniøren – bekender sig til condorcet-tilhængerne.
Når fremtidens madforbrug beskrives i disse aviser (også af mig), er det derfor som regel med en fremskrivning af tingenes tilstand i dag, tilsat en gavmild dose teknologi: Senest var det CIFS-renegaten Birthe Linddahl Hansen fra Kairos Future, der fik lov at preach to the choir med en relativt uproblematiseret fremstilling af et lyst, luftigt og renligt fremtidslandskab, hvor vi spiser sunde færdigretter til daglig og et fåtal af os tryller i køkkenet i weekenderne.
Det hænger uden tvivl sammen med at aviserne jo skal sælges til forretningsfolk hhv. teknikere, der nødigt ser deres egen fremtid malet i så dystre, blege og uprofitable farver, som i nogen grad malthusianismen og i højere grad godwinianismen lægger op til. Andre holdninger bliver i hvert fald typisk mødt med en massiv mur af modstand – se nu fx hvordan det gik Tor Nørretranders bog, Menneskeføde, der nærmest blev lagt for had.
Men hvis man løfter blikket over hvad der sælger lige nu og her, kan man se et skifte: Vi glider langsomt over mod en mere godwiniansk forståelse af mad og måske bliver der dermed også plads til mere kritisk journalistik. Foreninger som Oprør fra Maven og navne som Michael Pollan (begge Godwinianere) dukker efterhånden op i spalterne.
I hvert fald så denne blogger gerne at der i den danske mad-debat var plads til flere sider – og at man måske kunne diskutere andre måder at producere, processere og distribuere fødevarer på uden at blive affejet som hippieromantiker!
Warren Belasco:
Meals To Come – A History of the Future of Food
California Studies in Food and Culture, 16
University of California Press, October 2006
Skriv et svar