It stinks and its sticky (hvordan man kurerer kræsenhed)

Så forleden i TV2s lokalnyheder et indslag om et forsøg, jeg før har omtalt her på bloggen. Det går ud på at eftervise at jo flere smagsretninger børn udsættes for i meget ung alder, jo mindre er sandsynligheden for at de bliver kræsne sidenhen. Og dermed også mindre sandsynlighed for at de bliver overvægtige i puberteten og derfor måske fede som voksne.

Det er der vel ikke nogen tvivl om – og der er heller ikke nogen tvivl om at det er ret vigtigt: Der er faktisk dobbelt så mange overvægtige børn i dag som for tredive år siden.

Projektet starter med børn, der lige er vænnet fra. Og går først og fremmest ud på at lære mødrene, at det sådan set er lige meget hvad de spiser, mens de ammer. Hvert land har sine ammestuehistorier på området. 

Der skal ikke tages den slags hensyn, for det gør ikke noget, at børnene får forskellige smage ind med modermælken. Så er de bedre rustede til at møde den virkelige verden.

Men det standser vel ikke der: Det handler vel lige så meget om at lade være med at tro, der findes »børnevenlig« mad og købe særlig »børneegnede« produkter, når børnene kommer i den alder. Det er en tanke, jeg deler med den amerikanske ernæringsforsker Marion Nestle (som af den grund ikke er særlig højt elsket af fødevareindustrien).

At noget betegnes som »børnevenligt« er som regel ensbetydende med at det smager af mindre, og dermed også ubevidst får børnene til at forbinde mad med noget, der i bedste fald er fadt og i værste sødt og fedt (det er forresten en anke, jeg har hørt mod hele den danske madkultur).

(Hoved)reglen må være: Børn skal have det samme som voksne, bare i mindre portioner (man bør dog nok lige vente med cognacen og havaneseren til dagen før konfirmationen).

Og så handler det om at lære forældrene, at deres vigtigste og sværeste opgave i vores obesogene samfund ikke er om børnene overhovedet får noget at spise, men at sørge for at de kun kan vælge mellem det rigtige (det skal selvfølgelig være varieret og af god kvalitet). Medmindre de (børnene) er direkte dysfunktionelle, sulter de ikke ihjel. Det ligger i ordet obesogent, at det jo ikke ligefrem er Darfur-provinsen, vi lever i!

Japanske børn er vel nok heldige: De har en så troværdig og autoritativ figur som Hard Gay at støtte sig til, når de skal overvinde kræsenheden. Her forsøger han at kurere en drengs aversion mod natto:

Til almindelig berigelse skriver Anthony Bourdain om Natto i A cooks tour:

What I was not ready for, and never will be, was natto. The Japanese love natto, an unbelievably foul, rank, slimy, glutenous, and stringy goop of fermented soybeans. Its the Vegemite of Japan, dearly loved by everyone there, for reasons no outsider can understand. […] Given a choise between eating natto and digging up my old dog Pucci (dead thirty-five years) and making rillettes out of him? Sorry, Pucci.

Og hvad er natto? Det er fermenterede bønner – og med fermenterede mener jeg, at de er blevet »fordøjet« af en bakterie (det lyder farligt, men det sker også i spegepølser), i dette tilfælde Bacillus subtilis natto. Tofu med voksensmag, må man formode …


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *