BØLE revisited

For nogen tid siden skrev jeg om og forsøgte at oversætte det amerikanske SOLE-food med BØLE-mad, mad, der er bæredygtig, økologisk. lokalt produceret og hvor produktionen overholder gængse etiske normer (børnearbejde, slaveri, dyrevelfærd osv). Udtrykket bliver måske et hit engang! Nu får skruen i hvert fald en gang til.

Den engelske soil association (lidt á la vores økologisk landsforening – måske med lidt mere politisk pondus) har for nylig foreslået at tage flyfragt med i overvejelserne om hvorvidt et produkt må blive ø-mærket eller ej.

Argumentet er at det drejer sig om et udbud af letfordærvelige varer, der er tilgængelige året rundt (fx sukkerærter) og som udgør en lille, men stigende del af CO2-udslip, der er forbundet med transport af mad.

Soil Association har denne oversigt over økologiske grøntsager og frugter, der bliver transporteret med luftfragt:

Man kan spørge sig selv om man virkelig har brug for disse grøntsager – Selv om der godt nok er et par måneder hen mod slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret, hvor de lokale grøntsager er få og triste. 

Luftfragt er den transportform, der har det største CO2-»fodaftryk«. I Storbritannien udgør luftfragt en procent af den samlede transport – men elleve procent af CO2-udslippet kommer fra luftfragten.

Et eksempel: Luftfragt fra Sydafrika generer 15 kg CO2 pr kg råvare – mens skibstransport fra Sydafrika generer samme mængde CO2 som biltransport fra det sydlige Spanien, nemlig 0,1 kg CO2 pr kg råvare.

Et andet argument mod luftfragten er, at det i landene syd for Sahara er meget almindeligt at eksportørerne betaler bestikkelse for at undgå toldmyndighederne – og dermed er de med til at holde et korrupt system oppe og befolkningen under sultegrænsen.

For luftfarten taler derimod flere argumenter: Det kan faktisk godt gøres på en måde, der måske ikke er bæredygtig, men alligevel godt kan forsvares, på grund af de muligheder, det giver lokalbefolkningen for at grundlægge landbrug og forbedre deres økonomi.

Et eksempel er Soil Associations samarbejde med Blue Skies. Blue Skies producerer udskåren frugt, der er klar til at spise. Frugten dyrkes, udskæres og pakkes i Afrika (Ghana) og flyves derefter til Europa.

Her har man valgt at se på de sociale konsekvenser af luftfragten: Blue Skies virksomhed har givet arbejde til 1500 mennesker og bidraget med 2 millioner pund til den Ghanesiske økonomi.

Det er altså det Eet står for i BØLE – en produktion, hvor en egentuel mangel på bæredygtig, godt kan opvejes af at den er etisk forsvarlig.

Sagen havde naturligvis stillet sig ganske anderledes, hvis det havde drejet sig om et firma, der havde udnyttet de såkaldte Export Processing Zones, hvor den lokale arbejdskraft udnyttes og gevinsten for produktionslandet er minimal.

Som altid er sagen aldrig helt enkel – og den beslutning, der måske kan være den simpleste (forbyd luftfragt! nu! og red en isbjørn!) er måske på længere sigt ikke den bedste.